Knusende tung deathcore
Populær
Tungt, brutalt og varieret. Tre elementer, der gennemgående præger århusianske Unseen Faiths minialbum-debut. Sjældent har dansk deathcore lydt så insisterende og velkomponeret.
Enemy
Route 3
The Mask
Father
Roars
Er Århusianske Unseen Faith Danmarks nye deathcore-darlings? Ser man på den danske konkurrence inden for genren, er det en nem titel at tage. Darlings er måske så meget sagt, men grundlæggende er kvintettens mini-debut et potent og brutalt udspil, der viser, hvor core-skabet skal stå.
Med inspiration fra bands som Thy Art Is Murder og Betraying the Martyrs består albummets seks numre af teknisk sammensatte kompositioner, krydret med diverse synths, klaver og breakdowns. Numrene er præget af et atmosfærisk univers, der konstant brydes af voldsomme og onde riffs. En kombination, der skaber variation og ligeledes intensiverer brutaliteten i musikken. Hertil er lvokasamarbejdet mellem forsanger Alexander Eriksen og Christian Jensen på backingvokal ekstremt veludført og eksekveret. Samspillet mellem den lyse og mørkere growlen er et element, der i høj grad øger den samlede oplevelse af debuten.
Lyrisk handler pladen om forandring og ønske om forandringer, hvilket både titlen og musikken generelt også insinuerer. Det bliver sjældent ensformigt. Med kun seks numre er det naturligvis også begrænset, hvor meget kvintetten kan nå at gentage sig selv, men generelt er udgivelsen præget af variation og mindeværdige elementer, der giver lytteren ekstra værdi. Et godt eksempel er albummets bedste nummer ‘Route 3’ og dets gennemgående melodiøse riff og underliggende elektroniske arrangement. ‘The Revenant’ kan ligeledes fremhæves i den sammenhæng. Åbningsnummeret er en tung satan, der inviterer til energiske kropslige udfoldelser. Intenst og hårdt som en knytnæve direkte i lytterens ansigt. Som 'Route 3' består nummerets grundstamme af mindeværdige riff, der huskes allerede efter første gennemlytning.
Ud over de førnævnte numre er det værd at give den eksplosive ‘The Mask’ et lyt, men generelt er der tale om en stærk udgivelse, hvor samtlige numre udmærker sig. Pladens største hæmsko ligger i længden. Med lidt over 20 minutters spilletid fordelt over førnævnte seks numre er det langt under, hvad der kan forventes af en udgivelse. Nuvel, pladen præsenteres som et mini-album, men når noget er godt og rykker så tungt i mellemgulvet, er lysten til mere stor. Spørgsmålet, der naturligt melder sig, er: hvorfor? Hvorfor kun udgive seks numre i stedet for at skrive fire numre til? Forklaringerne kan være mange. Økonomi, tid, lyst eller noget helt andet. Det ændrer desværre ikke ved, at man som lytter og køber sandsynligvis ville have en bedre oplevelse med en fuld udgivelse.
Når det er sagt, er der ingen grund til at fravælge ‘Yokebreaker’. Albummet er spækket med godt materiale, og er man til genren, er det absolut ingen vej uden om Unseen Faith. Tilbage til det indledende spørgsmål: Er Unseen Faith Danmarks nye deathcore-darlings? Nej. Det skal der trods alt mere end seks numre til at overbevise om. Men Unseen Faith er uden tvivl et af de bedste kort, Danmark p.t. har på hånden inden for den genre.