Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gud, åg og deathcore

Populær
Updated
Gud, åg og deathcore
Gud, åg og deathcore

Det århusianske deathcore-band Unseen Faith udgav den 27. november deres debutalbum 'Yokebreaker'. Læs her, hvordan bandet har fundet sammen, og hvordan debutalbummet er blevet til. Samtidig giver vi dig mulighed for at give hele pladen et lyt.

Hvem er med i bandet?

Vi er fem mand i bandet. På vokal er Alexander Eriksen, Klaus Schmidt spiller trommer (ved siden af Unseen Faith er han også guitarist i Lost in Despair). Christian Jensen spiller bas. og på el-spader har vi Jakob Langvad og mig selv, Asbjørn Brokhøj. Christian Jensen tager sig også af backingvokal, som er det nyeste element i vores lyd. Hans og Alexanders vokaler klinger rigtig godt sammen.

Hvad er historien bag bandet?

Historien bag Unseen Faith har forandret sig med tiden. Især med medlemmer, der er gået ud, og nye, der er kommet til. Alle tog noget med, da de gik, og alle tilføjede noget, da de kom. Et band opstår jo i et samspil mellem personligheder. Bandet blev dannet tilbage i 2010, da Klaus og Alexander gik på samme efterskole, og vi andre er kommet med siden. Den personlige udvikling, man går igennem fra efterskole-alderen til op i 20’erne, har i den grad påvirket bandet. Bandet har nu haft et fast line-up i 2½ år, og det har givet et godt, stabilt kammeratskab og en musikalsk retning. Men i bund og grund er vi stadig bare en flok drengerøve, der gerne vil leve livet og have en på opleveren. Det får vi ved at være kreative iværksættere og skabende kunstnere og ved rejse rundt og spille koncerter.

Alexander læser til lærer, Christian til socialpædagog, Klaus er uddannet elektriker, Jakob arbejder som eventbooker, og jeg selv har en handelsuddannelse.

Hvor stammer navnet Unseen Faith fra?

Navnet kommer af det at have tillid til noget, selvom man ikke fysisk kan se det. Vi håber, folk vil tolke det på deres egen måde, men vi tænker på kærlighedsbåndet mellem venner og en overbevisning om, at der eksisterer en højere magt end os selv. Jeg tror egentlig mange mennesker genkender følelsen af, at der må være mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart kan fatte, men vi skiller os nok lidt ud, når vi direkte bruger begrebet ”Gud”. Og når livet gør ondt, eller vi ser situationer som terroren i Paris, kan man godt få lyst til at spørge: Hvordan kan man tro på en Gud, når noget så ondskabsfuldt kan ske? Jeg ville selv ønske, at jeg havde en god forklaring, men netop når jeg mærker noget, der gør så ondt, kan jeg ikke udholde tanken om, at der ikke skulle være en Gud, jeg kan henvende mig til midt i smerterne. Sådan har alle i bandet det. 

Hvordan vil I beskrive den lyd, der kendetegner bandet?

Atmosfærisk og dansevenligt er to nøgleord. Vi elsker stemningsfuld musik, men det skal være mørkt, gustent og beskidt. Det skal også fungere live, og jo mere, vi kan engagere publikum, jo sjovere oplever vi, at det er at spille. Vi tager det dansevenlige og mere publikums-pleasende fra metalcore-genren og blander ind i atmosfæren og mørket fra deathcoren.   

Bandsn der ofte bliver nævnt imellem os, og som har inspireret os, er Betraying the Martyrs, Emmure, Chelsea Grin og Thy Art Is Murder.

Den 27. november havde I release på jeres debutalbum ‘Yokebreaker’. Hvordan er albummet blevet til?

Sangene er skrevet over to år. I Unseen Faith starter alle skriveprocesser i Guitar Pro. Vi fungerer ikke med at lave musik sammen i øvelokalet. Vi er meget mere effektive, når vi sender filer til hinanden og giver hinanden plads til at arbejde med sangene i eget tempo og miljø. Vi har det motto, at ”federe er altid bedre”, så hvis en person ikke er tilfreds, forsøger man igen. Derfor har vi ikke indgået nogen kompromiser med 'Yokebreaker'. Der er altid nogen, der bidrager mere end andre, og de fleste sange starter med et udkast fra Klaus. Han er en utroligt dygtig sangskriver! Alexander har skrevet alle tekster bortset fra ’Roars’, der er skrevet i samarbejde med Josua Poulsen, forsanger i Ascendant. Det var spændende at tage fat i ham, for med sin musikalske baggrund så han noget i sangen, som vi ikke havde set.

En fordel ved at skrive musikken i Guitar Pro er, at man ikke er begrænset af sine tekniske evner, så man kan skrive mere avanceret, end man kan spille. Begrænsninger hæmmer ofte kreativiteten, så på denne her måde kan vi presse os selv og så øve det op bagefter.

Hvilke tanker ligger bag indholdet og titlen på albummet?

Ordet 'Yokebreaker' blev oprindeligt foreslået af vores grafiker Kim Song Sternkopf i en snak om albummets artwork. Sangene handler om forandringer eller ønsket om forandring i forskellige omstændigheder, der påvirker vores selvbillede og identitet. Yoke betyder et ”åg”, altså en byrde' man bærer rundt på. Behovet for konstant at forholde os til ”hvem vi er”, kan ses som at bære rundt på en byrde, der til tider kan føles ufatteligt tung. 

Hvilke numre kan I hver for sig bedst lide og hvorfor?

Alle kan selvfølgelig lide alle numre, men følelserne er periodisk større for nogle enkelte sange. Det afhænger også, af om det handler om at lytte til sangene eller spille live. På stående fod synes jeg, at ’Route 3’ er fedest at spille live, mens ’The Revenant’ og ’Roars’ for tiden er dem, jeg starter med, når jeg selv sætter skiven på.

Hvordan er coveret blevet til?

Coveret er designet af Kim Song Sternkopf. Vi snakkede om teksternes betydning og sangens lyd, og han prøvede at fortolke det i billeder. Coveret er et ekstremt manipuleret og fragment-forskudt billede af et hav. Han har selv taget det oprindelige billede. Han siger selv, at havet illustrerer noget tungt, ligesom åget (Yoke), og fragment-forskydningerne er bruddet (breaker).

Hvad er jeres mål og drømme med Unseen Faith?

Jeg tror, vi alle bliver dybt fascineret og betaget af at se tour-videoer af de helt store bands. Det liv, de lever, og følelsen af at gå all-in og de afkald, de giver på visse ting. Det er sikkert også et hårdt liv, og der er utrolig langt, fra der hvor vi er nu. Lige nu handler det om, at økonomien løber rundt, få afløb for kreativiteten og få sig nogle rejseoplevelser. At vi i sommer blev signet på Prime Collective har klart givet os et mere realistisk ønske om at sigte højere!

Hvad har indtil videre været den/de fedeste oplevelser som band?

En oplevelse, vi aldrig glemmer, er, da vi sidste sommer spillede på tyske Freakstock Festival. Vi var et rejsecrew på 18 venner inklusiv os og bandet Ascendant. Vi havde nogle fede dage på festivalen og fik leveret en dansk magtdemonstration for tyskerne, som var ellevilde med begge bands. Vi elsker at spille i Tyskland og håber at vende tilbage inden længe!