Stilstand i høj fart
Danske Crucible debuterer med speed metal-sømmet trykket helt i bund. Det er de gode til – men måske ville de være endnu bedre, hvis de sænkede farten lidt oftere?
2. Embrace Of Steele
3. Redwing
4. Far Beyond The Grave
5. Savage Weapon
6. Evilforce
7. Splashed To The Four Winds
8. Hail To The Force
9. While My Guitar Gently Sweeps
10. Mad Minute
Da 80'er-metallen blev stort igen i 90'erne med Hammerfall og den slags, satte det sig næsten ingen spor i dansk musik. Iron Fire var vel det eneste danske band, der red med på den bølge (måske Manticora, men de blev mere distinkt power metalliske).
Den nuværende 80'er-revival, ofte forkortet NWOTHM (New Wave of Traditional Heavy Metal) har vel varet siden midten af 10'erne i sin nuværende form, og jeg forestiller mig, at det er, fordi den, modsat 90'ernes bølge, har varet så længe, at vi endelig begynder at se noget, der kan minde om en tilsvarende, dansk scene. Eller måske mikroscene, flere bands er der heller ikke. Men i hvert fald har både Steel Inferno og Pectora for nylig leveret særdeles habile bud på stilen.
Fuld fart frem
Crucibles sanger, den britiskfødte Philip Butler, må være en af denne mikroscenes ubesungne helte. Han synger i Pectora, og tidligere sang han i odenseanske Encyrcle, der startede som speed metal-band, men nok var lidt for tidligt ude efter danske forhold. Med Crucibles debutalbum fra efteråret 2025 er han vel nærmest vendt tilbage til start – 'Hail to the Force' er uforfalsket speed metal, hvor Butler næsten uafbrudt synger i højeste toneleje, og bandet ikke holder mange pauser i midtempo-land; "Don't stop for nothing/it's full speed or nothing", som ikke-speed metal-bandet Metallica sang i tidernes morgen.
Coveret toner rent flag med det airbrushede metalrovdyr: lige dele Riot City og Armoury, fart, neon og skinnende stål (og kører rovdyret på en slags hjul i det ydre rum? Svært at gennemskue, men jeg håber det da); ikke gå og putte med det, ingen metalskam her. Og 'Hail to the Force' lyder da også af fart, neon og skinnende stål på den strålende åbningstrio 'Deathdealer', 'Embrace of Steele' og 'Redwing'. Det er et flot, metallisk attack fyldt med melodiske leads og Butlers vokal, der ligger i et lyst leje, der er en lille smule anstrengt og hæst, og som måske kunne tåle lidt mere variation i udtrykket.
Genrekrav opfyldt til UG
'Hail to the Force' er virkelig metal, der lever fuldt og helt op til sin egen genre. Problemet er i mine ører også bare, at Crucible måske virker vel opsatte på at opfylde genrekravene. I hvert er det, som om charmen går lidt af Crucible efter den succesfulde tretrinsraket. Bandet vil kun én vej, og det er fremad, men det betyder desværre også, at 'Hail to the Force' ender med at stå stille i sit høje tempo. Der er mange korte numre, de afvikles i et hæsblæsende tempo, men sætter de sig mange spor i lytteren? Ikke i denne lytter, men måske flere hos fans af den rene speed metal?
Når Crucible sætter tempoet ned, som på 'Far Beyond the Grave', den mere klassisk metalliske 'Splashed to the Four Winds' og den instrumentale 'While My Guitar Gently Sweeps', er det velkomment. Men af de tre er det mest 'Splashed to the Four Winds', der har en vokalmelodi, som er mindeværdig nok til at bære hele vejen hjem. Den kunne meget vel vise en vej frem for Crucible til at skabe mere variation. Hvis det overhovedet er det, de vil. Måske er de tilfredse med at trykke sømmet i bund på neonrumnattens evige landeveje?
Men selvom for meget bliver for anonymt, er Crucibles topniveau højt; kan de holde det over et helt album, er jeg klar til at droppe alle forbehold.