Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dag og nat i ørkenen

Populær
Updated
Dag og nat i ørkenen

Hvis Down satte sig for at gøre det hele lidt mørkere og lade Phil synge som i black metal, så ville resultatet nok lyde som Glorior Bellis fjerde album.

Titel
The Great Southern Darkness
Dato
26-09-2011
Distributør
Karakter
3

Titlen på det fjerde album fra franske Glorior Belli er virkeligt godt valgt, for den beskriver så præcist som noget lyden på albummets 11 sange. 'The Great Southern Darkness' - lige præcis, det er nemlig en art mørk ørkenrock med hæs, raspende vokal. Dog med den undtagelse, at der i et par sange benyttes ren vokal og her lander forsanger "J" ikke langt fra et mix af Corrosions of Conformity og Down. Specielt fordi aggressionerne nedtones passende samtidig.

Men primært går de franske fyre op i at give den gas på den absolut ganske rockende facon. Stilen er sej og ganske tiltrækkende, men desværre formår bandet ikke at holde sangskrivningen på et niveau, så begejstringen er lige stor for alle numre. Og så bliver der lidt for langt mellem godbidder som det lækre bluesy C-stykke med en herlig, fyldig leadguitar indover i 'Negative Incarnate'.

Albummet er bedre end så mange andre i horden af rockede black metal albums (rock er så sandelig det nye sort), men man kan ikke lade være med at sidde med en fornemmelse af, at Glorior Belli ikke helt får vist sit fulde potentiale med denne skive. Det er synd for lyd og atmosfære er lige i øjet, så det var blot en lille kritisk oprydning i de svageste riffs, der havde skulle til sammen med lidt mere fokus på det mest solide.

Både titelsangen og albumlukkeren forener på overraskende vis den her søvnige, ørkenstøvede rene vokal ovenpå et blues-riff med nogle mere rå elementer og den hæse sang. Ganske imponerende, og måske er det her, at bandet burde udvikle sig fremadrettet - selvom, de så må give lidt afkald på det mere blackede. Og faktisk ganske passende, da bandet jo alligevel bevidst distancerer sig fra den evige hyldest til nordisk black metal ved at fremhæve sig som "southern" på så mange måder i lyd, titler og - naturligvis - geografisk placering.

Franskmændene har begået en video til 'They Call Me Black Devil', og den er ikke uden (dårlig?) humor: