Hellere dø end slås
De bundlevende fisk i Demersal udvider på forbilledlig vis deres undersøiske rige. Og de vil hellere dø end slås, men man kan stadig slå sig på musikken.
Bedrager
Lys i natten
Something
Will never shows
Kunsten at slå tiden ihjel
Androide identiteter
Vakuum
Selvhjælp
Be kind
Det mindste ingenting
Som et barn mod dit bryst
Den danske hardcore-scene emmer af liv og lyst til at eksperimerentere, og til at samarbejde på kryds og tværs, og det er Demersals andet album et godt eksempel på. Ikke alene synger et imponerende who’s who af folk i og rundt om scenen kor på ‘Som et barn mod dit bryst’, men ‘Demersal’ er også et modigt album, som med et vidstrakt musikalsk scope virkelig giver lytteren valuta for opmærksomheden.
Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, er der masser af frådende og støjende energiudladninger, men der er også sitrende smukke passager, sært smygende trompeter, klaver og cello – og lidt techno bliver det også til. Modet viser sig også i teksterne, der kredser om sårbarhed, om at binde an med hinanden, om skrøbelighed, sårbarhed og om den omsorg, vi kan drage for hinanden.
Læs for eksempel med her fra det overvældende smukke nummer, ‘Kunsten at slå tiden ihjel’:
At visne stille ind, indtil man blot er atomer
limet sammen af en trang til at overleve
Jeg drømmer mig til bunden
I frit fald mod afgrunden
Lad mit kranie splitte åbent
og alle mine følelser flyve ud som tusinder af spøgelser
Endelig frie
Wow. Især når de synger på dansk, går Demersal lige i hjertekulen. ‘Kunsten at slå tiden ihjel’ er også et godt eksempel på de samspilsmæssige kvaliteter, Demersal lægger for dagen på deres selvbetitlede album. Jeg får lyst til at fremhæve Emil Vilmar Lakes ekspressive og præcise trommespil, men det er i virkeligheden hele vejen rundt i bandet, at det sidder i skabet. Lyt for eksempel også til det huggende groove på det fine nummer ‘Androide Identiteter’, eller det brutale angreb på sanserne i starten af ‘Det mindste ingenting’. Kun et enkelt sted, på ‘Bedrager’, bliver den imponerende dygtighed næsten for meget for mig. Jeg kan godt lide de flydende passager, men det pertentligt hoppende riff bliver næsten for pertentligt, hvis jeg skal dryppe lidt malurt i Demersals ellers fremragende bæger.
Gode ideer
Jeg kan virkelig godt lide de musikalske ideer, der lægges for dagen. Kontrasten mellem de støjende og kaotiske passager og de skønne stykker som slutningen af ‘Something’ eller på albumåbneren ‘Flakkende som tusind lys’ fungerer rigtig fint. Jeg er også virkelig begejstret for albumlukkeren ‘Som et barn mod dit bryst’, som bevæger sig fra skrigende desperation over et ualmindeligt brutalt groove til en lyrisk konstatering af, at kontakt og nærvær er muligt, også midt i en rædselsvækkende situation (“jeg ved, du har været samme sted som mig”). Derfra går det videre til et sted, hvor kærligheden og nærværet er en mulighed, men som måske også er midt i fortabelsen.
Hold om mit hoved
som et barn mod dit bryst
Mit benhårde kranie
i det mat-gule lys
Jeg ved, at vi elsker
Jeg ved det min ven
Når alting brister
ses vi igen
Hellere dø end at slås
Maler krydser i vores pander
så de ved, hvor de skal ramme os
Således bliver sårbarheden til en styrke, mens trompeten løfter den bredt svævende guitar længere op mod himlen – og pludselig dukker den op, technostortrommen, og de andre instrumenter sidechaines sugende til den. Det er på samme tid højtsvævende trance og poetisk støj. Sikke et sted at runde en plade af.