Intense energier i overflod
Raven van Dorst blotter sig og reflekterer over en verden i konstant forandring, på DOOLs tredje og stærkeste bedrift til dato.
2. Self-Dissect
3. The Shape of Fluidity
4. Currents
5. Evil in You
6. House of a Thousand Dreams
7. Hermagorgon
8. Hymn for a Memory Lost
9. The Hand of Creation
Meget er sket, siden DOOL blev dannet tilbage i 2015. Allerede på debuten 'Here Now, Here Then' var det med udgangspunkt i den mørke rock, med anstrøg af goth og atmosfære, men hvor udtrykket og sangskrivningen fik et tiltrængt nøk opad på den efterfølgende 'Summerland' (2020).
Det er dog først her på 'The Shape of Fluidity', at potentialet for alvor bliver forløst, og vi får et DOOL at høre, der spiller på alle deres forcer med noget på hjerte. Ikke mindst på baggrund af van Dorsts egne mentale kampe som en væsentlig del af rammefortællingen. Indtil 2022 har Raven gået under sit hidtidige navn Ryanne van Dorst, men som medfødt hermafrodit har selvforståelsen altid været mere kompleks end den kønsrolle som kvinde, Raven tidligt tillærte sig. En kønsrolle, der så nu bliver gjort op med, og også i flere af teksterne her på Rotterdam-kvintettens tredje plade.
'Venus in Flames' demonstrerer med det samme bandets styrker. Ravens mørke røst bygger indlevende op, inden Vincent Kreyders trommer lægger den indpiskende bund, mens en fint afstemt blanding af omkvæd, melodiske nuancer og en længere, instrumental sektion kommer hele vejen rundt i DOOLs musikalske værktøjskasse. Et tidligt højdepunkt, mens den efterfølgende 'Self-Dissect' varierer mere i tempi og soniske paletter, hvor bl.a. Ravens kraftfulde fraseringer i det stoner-distortede omkvæd samt den efterfølgende guitarsolo går lige så rent ind på gåsehudsfaktoren her på plade, som da de spillede hele pladen på udgivelsesdagen på Roadburn.
Selv kalder DOOL sin musik en blanding af progressiv rock, metal og post-rock. Dissekerer vi lidt nærmere, så skal prog rock-faktoren dog ses mere som en mere åben tilgang til opbygninger, end som den der stringente omgang takttælling og prætentiøse stiløvelser, som vi befriende slipper for. Til gengæld får post-rocken også en psychet klang fra tid til anden, mens de ikke er kede af at booste op med lidt stoner-fuzz, når lige det tjener nummeret ret – og det er netop denne musikalske diversitet, der gør 'The Shape of Fluidity' til den åbenlyst stærkeste bedrift fra DOOL endnu.
Ofte med Raven i centrum, som fx i det nærmest cyklisk repetitive og hypnotiske titelnummer, hvor de rå og skarpe fraseringer får inderligheden til at stå mere nøgent frem i lydbilledet. Desværre bliver teksterne ofte så poetiske og symbolske, at de bliver svære at decifrere, omend 'Hermagorgon' er lidt mere klar i biddet i.f.t. van Dorsts personlige opgør med de binære kønsforståelser, i linier som "The winds of destruction carry our secrets now" og "For I am my father's daughter and my mother's son // I'm bound to the ocean's current, but I'm strong as a god."
Hvad Raven har i poetisk lyrik, har resten af DOOL ligeledes i opbygning af suspense. 'Currents' er den post-rockede afstikker, der snørkler sig instrumentalt frem som opbygning til 'Evil in You', med et af de mest gribende omkvæd på pladen, i modvægt til resten af nummerets mere dunkle tone.
En personlig favorit er den syv minutter lange og hypnotiske 'Hymn for a Memory Lost', hvor de lækre guitarfraser, det doomede skær og de små nuancer i temposkiftene virkelig får det bedste frem i bandet.
Skal der lidt malurt i bægeret, så skulle det da være, at pladen godt umiddelbart kan føles lidt samey de første par lyt, og som nævnt teksterne, der godt måtte være lidt klarere i mælet, når nu det er en del af baggrunden for materialet.
Med det sagt, så står sårbarheden så tydeligt klar frem i sangskrivningen alligevel, med både ambiens og bombast, underspillede og eksplosive momenter. Der er både klassiske rockdyder og mere nutidige vibes (tænk fx Brutus, bare mere varieret) på spil her, og DOOL veksler gnidningsfrit rundt i værktøjskassen, og gør det til deres centrale særkende her på 'The Shape of Fluidity'. På den måde er titlen meget rammende, som et på én gang gribende og dystert billede på hvilke binære selvforståelser, vi fortsat har at gøre op med her i 2024.