I doomens maleriske morads
Dread Witch går dybere ned i mørket på denne tunge toer, hvor doom og sludge følges op af psykedeliske afstikkere og en velplaceret, hardcore/punket kindhest.
Cult
The Summning
Cyclops
Altar
Marrow
Vesexuff
Omen of Oblivion
Aarhusianerne har endnu ikke gjort meget væsen af sig herhjemme, men det sætter de tydeligvis næsen op efter her med ‘Cult’, opfølgeren til debutskiven ‘Tower of the Severed Serpent’ tilbage fra 2023. Og denne gang er der skruet yderligere op for de filmiske virkemidler. ‘Cult’ er et dystert og knusende bekendtskab, hvor sludge og doom mødes i et gustent soundtrack af mudrede riffs, psykedeliske afstikkere og en vokal, der kradser, messer, vrænger og i det hele taget lyder, som om den er på vej op fra helvedes dybeste afgrund.
Allerede den blide, melodiske indledning til introen ’Born Again’ varsler, at der er andet og mere på spil end blot tunge riffs. Bassens svulmende puls ledsages af en fjern barnegråd, der antyder, at idyllen blot er kortvarig, og ganske rigtigt – titelnummeret indledes med en serie af primale, halsrivende hyl fra guitarist/sanger Mikael Rise, inden den ulmende tyngde for alvor sætter ind. En dyster åbner, som etablerer pladens filmiske kvaliteter med sans for de små detaljer og en atmosfære, der langsomt kryber ind under huden.
’The Summoning’ fortsætter i samme ulmende spor med Dennis Larsens marcherende trommer og en sludge-mudret lyd, der sender tankerne i retning af Triptykon, før en mere svævende, instrumental passage ulmer, inden bandet igen trækker os tilbage ned i deres bundløse morads.
Her må jeg i øvrigt samtidig rose deres alsidige brug af vokale virkemidler. De mange fraseringer, growls, bas, vræl og hvad har vi supplerer alle på hver sin vis til musikkens doom og gloom, uden at det hele drukner i en for genren ofte ensformig afgrundsbrølen, og det er klart en styrke man bemærker, efterhånden som pladen folder sig ud.
At Dread Witch også kan andet end at slæbe sig gennem lydmæssige tågebanker, demonstrerer de på ’Cyclops’. Med sine blot to minutter og 22 sekunder er nummeret en kort, hardcore-punket afstikker, der for en stund tilfører pladen et tiltrængt skud adrenalin og et næsten groovy drive. Derefter er vi dog lukt tilbage i de tunge løft med ’Altar’, et af pladens absolutte højdepunkter. Her balancerer de fornemt mellem midttempoets massive fremdrift og doom-metallens knusende træghed, med svage mindelser om ligeledes danske Alkymist, og resultatet er på én gang både apatisk og indestængt, som vi lader os opsluge ned i deres kosmiske dystopi, samtidig med at vi får lyst til at banke hver eneste takt ud i luften, ud med knoerne. Et fantastisk nummer med alle de mange detaljer i skumringen, den messende vokal og de episke guitarfinesser, som tilsammen giver ’Altar’ en tilbageholdt, men stærkt bevægende finale.
Det samme kan vi dog ikke helt sige om ’Marrow’, der forsøger at forene de aggressive energier, ‘Cyclops’ gav os et kort pift af, og deres mere velkendte, doomede hjemmebane, men desværre ender den ud som en lettere diffus størrelse, mens den instrumentale ’Vesexuff’ heller ikke bidrager med meget mere end sagte synths, bulder og torden til at holde mørket i ave helt frem til finalen.
Heldigvis kulminerer ‘Cult’ stærkt med den over otte minutter lange ’Omen of Oblivion’. Her demonstrerer de igen deres øre for at skabe et helvedes til dystert soundtrack, der kommer godt rundt i alle deres cinematiske, inciterende, mudrede og knusende energier, som et stærkt punktum for den tunge rejse, Dread Witch tydeligvis er på.
Læg dertil en blændende produktion fra Tue Madsen, der her virkelig kæler for ørerne og samtidig giver musikken masser af plads til at ånde. Hvor den i øvrigt ganske hæderlige debut til tider fremstod mere monokrom, er der klart flere nuancer og lag at gå på opdagelse i på ‘Cult’.
Det er ikke sådan en plade, der nødvendigvis åbner alle sine døre ved første gennemlytning, men for os, der holder af den sludge-tunge doom med både brutalitet, gru og psykedelisk vidde, er der rigeligt at fortabe sig i her. En toer, der sætter dem helt på rette kurs mod at levere doom/sludge i topklasse til os, der craver den skole. Dread Witch har med andre ord ikke bare gjort deres lyd tungere, men også mere nuanceret … og dét klæder dem.