Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En båtnakke med en sort vision

Populær
Updated
En båtnakke med en sort vision

Blandt afstumpede stakler rager den romantiske nihilist Niklas Kvarforth op. Så meget desto sværere er det at forlige sig med hvor godt det han laver, faktisk er.

Kunstner
Titel
IX: Everyone, Everything, Everywhere, Ends
Trackliste
Den Påtvingade Tvåsamheten
Vilja & Dröm
Framtidsutsikter
Människotankens Vägglösa Rum
Inga Broar Kvar Att Bränna
Besök Från I(ho)nom
Karakter
3

I sidste uge skrev en af mine kolleger et kort essay om de betænkeligheder, han havde haft ved at skrive om - og dermed være med til at promovore - et band med NSBM-forbindelser. I den interne mailtråd på redaktionen om essayet medgav en anden at have mærket en vis moralsk ambivalens ved at stå og give sig hen til en Emperor-koncert med Faust bag trommerne - den Faust der i 1994 knivdræbte en anden mand for at have lagt an på ham. Samme skrupler giver Nicke Andersson fra Entombed udtryk for i bogen ‘Blod Eld Död’ om hans møde med Dissections Jon Nödtveidt efter denne var blevet løsladt efter at have afsonet dom for et tilsvarende mord på en homoseksuel. Og så er der selvfølgelige det uomgængelige eksempel med Burzum. Det er mennesker der har begået stor, stor kunst som det ville være en umådelig skam ikke at give sig hen til, men hvor der bagved ligger et menneskesyn, som ikke kan undgå at smitte af på ens oplevelse af værket, fordi det er en integreret del af det.

Niklas Kvarforth, siden 12-årsalderen synonym med Shining, har godt nok heilet på scenen, men det var snarere som en usmagelig choktaktik end som et egentligt politisk statement, og den største skade han har gjort på mennesker, har været på sig selv. Det var Kvarforth der kom på betegnelsen suicidal black metal om en særligt depressiv, dybt misantropisk gren af black, hvor stofmisbrug, selvskade, depression og fornedrelse forherligedes i en paradoksalt romantisk skønhedssøgen. Og godt nok har Kvarforth agiteret heftigt for selvmord, hvilket ikke er uproblematisk med det hengivne publikum han fra en ung alder har haft, men en større brøde er det næsten at han er så stor en båtnakke som han er. Da han i efteråret 2007 spillede med vennen Maniac fra Mayhem i dennes blackened noiserockband Skitliv på det århusianske spillested Spanien 19C, brugte han det meste af den i øvrigt jammerlige koncert på at veksle mellem at drikke rødvin af en bag-in-box og true diverse publikummer med tæv, indtil jyderne gjorde fælles front mod ham og tvang ham til at søge tilflugt op ad sin forstærker. Et halvt år senere lykkedes det ham at få sig selv smidt ud fra Roadburn-festivalen, hvor han råbte op, var voldelig og smadrede ruder, fordi festivalledelsen ikke syntes, de ville score heroin for ham, og grædende måtte trygle i køen om at få lov at komme ind igen, så han kunne få lov at spille med Skitliv. Kvarforth er naturligvis i bund og grund end stakkel, men selvom der findes indtil flere, hver især rammende, medicinske betegnelser for hvilken type stakkel han er, så er han ikke mindre båtnakket for det.

Ni albums miserabel gothmelankoli

Værre er dog næsten alligevel Kvarforths forkærlighed for den tarveligste, goth-melankolske pop, i særdeleshed de svenske landsmænd i Kent, og hans ønske om at forene deres udtryk med blackmetallens i højstemte, tårepersende ballader. Og derfor ville det alt i alt være så mageligt bare at kunne afskrive Shining som noget hø. Ni album inde er det bare endnu ikke muligt at frasige Shining nogle kvaliteter. Bevares, virkemidlerne bliver smurt tykt på med hvisken, råb, spoken word og skønsang samt akustiske mellemspil, klagende guitarsoli og blastbeats oven i hinanden som på den afsluttende ‘Besök från i(ho)nom’. Og når Shining i videoen til den umiddelbart noget klodsede blackrocker ‘Vilja & dröm’ bruger videokollager med ekstrem vold fra overvågningskameraer og demonstrationer for at vise verden som Kvarforth ser den, er det heller ikke ligefrem en hverken original eller rigtig kontroversiel iagttagelse, det er mere bare en plat undskyldning for endnu en gang at æstetisere vold og pirre til folks nyfigenhed for at generere noget interesse for endnu et Shining-album, der ikke adskiller sig markant fra de foregående otte.

At ‘IX: Everyone, Everything, Everywhere, Ends’ i det store hele fortsætter i samme stil som sine forgængere uden at stikke markant af, siger dog lige så meget om, at Shining tidligt fandt sig et udtryk der var Kvarforths eget. Ikke unikt, man kan tydeligt høre spor af både de amerikanske Weakling, ikke mindst i den afsindigt skrigende vokal og opbygningen af numrene, og de progressive landsmænd i Tiamats teatralske passager, men umiskendeligt Shining er det. Kvarforth tog den klassiske tur fra de første pladers mere diskantede, primitive black over mod et mere nuanceret lydbillede fra omkring ‘IV: The Eerie Cold’, som på ‘VI: Klagopsalmer’ var lige ved at kamme helt over i gothpop, inden han på ‘VIII: Redefining Darkness’ reintroducerede et en udtalt blackmetallisk forankring. Godt nok black light med bred appel, men ikke i sig selv dårligt for dét.

På ‘IX: Everyone, Everything, Everywhere, Ends’ afbalanceres elementerne nu, så de fremstår som et hele, og der har været fokus på at få albummet til at fungere som helhed med stille ballader afløst af bøllet black og sågar klassisk heavy metal i ‘Människotankens vägglösa rum’ - som i øvrigt ikke er fri for at læne sig op ad Mastodons ‘High Road’ og dermed bidrage yderligere til den kæde der blev startet da Mastodon plankede riffet til det nummer fra Melvins’ ‘The Bit’.

Alt det betyder ikke nødvendigvis at ‘IX: Everyone, Everything, Everywhere, Ends’ er en fantastisk plade. Det er det ikke, men det er en god plade, det er ikke rigtig til at benægte. Og det er deri overraskelsen ligger: At til trods for at det ville være så nemt for en bare at hade Shining og alt hvad Kvarforth står for, så er han stadig i stand til at lave plader der får en til at tvivle på om han ikke alligevel har fat i noget. Han er ikke et musikalsk geni, men det han fortsat gør ved blackmetal, er på mange måder mere progressivt end hvad et væld af post-blackmetallere har gang i, fordi han ikke bare har trukket blacken i en ny retning, blandet den op med en ny genre, men har bibeholdt en essens af 90’ernes indædte nihilisme i den. Bevaret en kerne af noget man vægrer sig ved at kalde farligt; et mørke og en desperation der gør blacken til mere end bare et stilgreb, gør den til en uadskillelig og ubehagelig del af personen bag musikken.