Oceans of Slumber bliver ved med at overraske på endnu et album, der skubber til grænserne for vores forståelse af rockmusikkens ståsted.

‘Beyond the Reach of the Sun’ er alt det, mange progbands higer efter – et ambitiøst værk, der endelig bringer hele Anciients-paletten i spil blandt progmetallens mastodonter.

 Rotting Christ er søgt mod mere melodiske himmelstrøg i deres musik, hvilket efterlader lytteren med en poleret udgivelse, der bliver en mellemvare.

Brodequin er tilbage med deres ultrametal efter tyve års pause. Ondt, fængslende og moderne.

Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.

Amerikanske Horrendous imponerer endnu engang. Den nye plade er et godt eksempel på, hvordan man forener dødsmetal og progressiv sangskrivning.

Alkaloid bibeholder gudskelov den hyperenergiske legesyge, og med en spilletid på 70 minutter er 'Numen' alt det, man kunne have håbet på – og mere til.

Tsjuder skruer den sorte bisse på efter otte års ventetid, og levner fortsat ikke et sekunds tvivl om deres religiøse overbevisninger – eller mangel på samme.

Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.

Dramaet er skruet op og udtrykket fintune på Gaereas seneste udspil, der alene i ambitionsniveau er alt andet end det fatamorgana, det titulært udgiver sig for at være.

The Devil’s Trade omsluttede os af melankolsk mørke og gav os en klump i halsen.

Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.

Emptiness har med deres sjette fuldlængde album skabt et værk, der med sin nysgerrige tilgang til alt og intet udforsker et musikalsk og stemningsfuldt univers, metalverdenen sjældent har set.

Med deres tredje plade træder Auðn i den grad frem på den internationale black metal-scene, hvor de nu skal til at udfordre de store navne og festivalscener.

Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.

Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.

Septicflesh leverer en best of-koncert baseret på bandets seneste fire plader, der viser et band i fin liveform men ikke bibringer mange nye elementer, som den almindelige koncertgænger ikke har set før.

Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.