En sminket skøge
PopulærCavalera-brødrene fremmaner Babylons fald på deres tredje plade og forsøger stadig at sminke deres metal med eksotisk staffage. Det havde de ikke behøvet, for de kan faktisk stadigvæk thrashe igennem, når de tager sig sammen til at skrue ordentlige numre sammen.
Bonsai Kamikaze
Scum
I, Barbarian
Cramunhao
Apex Predator
Insurrection
Not Losing the Edge
Father of Hate
The Crucible
Deus Ex Machina
Porra
Der er et sted på den første Soulfly-plade, hvor Max Cavalera med al tydelighed demonstrerer præcis hvor dybt hans forståelse for alle de andre musikgenrer, han så gerne vil inkorporere i sin panmusikalske vision, egentlig stikker. I 'Prejudice' har han budt toasteren Benji Webbe ind for at føje lidt reggaevibes til sangen i ånd med dens tolerante budskab, og Webbe prædiker, at de frø, vi sår i et barnesind, er ”seeds of destruction”. Den fanger Cavalera, det er metal, det er sejt, og begejstret brøler han ”DESTRUCTION!” i baggrunden. Fordi det er jo fedt, og så er vi sikret forankringen i metal igen, men det går sådan set stik imod, hvad Webbe prøver at sige, han tager ikke bidraget seriøst, men bruger det bare som staffage. Og sådan er det egentlig med alle de andre genrer, Cavalera igennem tiden har forsøgt at favne, de bliver aldrig rigtig andet end staffage. Det er de lettest genkendelige elementer, han bruger fra andre genrer, en slags åbensindethedsmarkører, der ikke for alvor tilføjer noget grundlæggende nyt til metallen. Aldrig rigtig bare bliver en del af den, bare et element klasket oveni.
Folkemusikalske alibier for manglende afveksling
Det har ikke for alvor ændret sig i de mellemliggende 16 år siden den første Soulfly-plade, eller de 22 år, der er gået, siden Sepultura begyndte at bruge elementer af brasiliansk folkemusik på 'Chaos A.D.' Når berimbauen således åbner afslutningsnummeret 'Porra' på 'Pandemonium', er det med næsten præcis den samme rytme og funktion som i det gamle Soulfly-nummer 'Brasil', når der lægges mellemøstlige guitarfigurer ind i 'Not Losing the Edge', minder de om lignende figurer på 'Babylon' fra 'Dark Ages'. Det akustiske stykke, der indleder 'Porra', fremstår mest som et alibi for en tiltrængt afveksling, inden nummeret går over i det nedstemte, nü-metalliske riff, det hele tiden har dækket over, og den afveksling burde snarere være opnået ved rent faktisk at variere den grundlæggende struktur i de 12 sange på pladen mere. For når Cavalera skriver sange, foregår det efterhånden over en fast skabelon med et hurtigt riffende vers afløst af et omkvæd med åbne akkorder og sangtitlen brølet fire gange, eventuelt med trommerne i halvt tempo.
Det positive ved Cavaleras genremix igennem årene er, at man bliver helt taknemmelig, når han endelig bare spiller thrash, og det begyndte han heldigvis på igen for nogle år siden med Soulflys 'Conquer' og for alvor på 'Omen'. Så lettet er man, at der faktisk går en rum tid, før man erkender, at riffene er noget rutineprægede efterhånden. 'Babylon Pandemonium' åbner med en industrialintro, der minder om Sepulturas klassiske 'Arise', men det efterfølgende riff sætter sig bare aldrig rigtig fast, og selvom guitarerne er blevet stemt op igen siden 90'ernes og 00'ernes nü-metal, er Cavaleras vokal over store dele af pladen sunket til en dyb grynten. Gæstebassisten Nate Newton fra Converge og Doomriders råder bod på det ved at bidrage med kor og synge duet med Cavalera på 'The Crucible', et af højdepunkterne. Der er mere tekstur i Newtons vokal, flere facetter, det lyder, som om han faktisk engagerer sig og bliver helt entusiastisk af at synge på et metalnummer. Der lyder det mere af rutine for Cavalera.
Genforening af Cavalera-brødrene
Det store clou ved Cavalera Conspiracy, det, der skal adskille det fra Soulfly, er genforeningen med lillebror Igor Cavalera, som kom i stand, efter Igor forlod Sepultura. Max har stadig ikke tilgivet Sepultura for, at de ikke ville have hans kone som manager – hvad der sådan set ikke virker som så ufornuftig en forretningsdisposition, når man tænker på Gloria Cavaleras nylige sølvpapirshatterant om, hvordan FBI prøver at dække over hendes viden om 9/11. Åh jo.
Jeg er så en af dem, der faktisk synes, de første par Sepultura-plader post-Max var temmelig stærke, fordi de fandt tilbage til et renere udtryk med vægt på riffs, fart og flow igennem pladerne 'Against' og 'Nation', mens Max på sin side syltede Soulfly ind i mere og mere verdensmusik og nü-metal.
Efter Igor Cavalera forlod Sepultura i 2007, stod Max klar til at genforenes med ham, og de to dannede Cavalera Conspiracy som et sideprojekt. Det kom der virkelig ikke noget godt ud af på den første plade, 'Inflikted' (2008), men her på tredje album er det, som om Cavalera-brødrene har fundet ud af at gå tilbage til udgangspunktet og spille thrash. Det er principielt en god ting, men de slipper altså stadig ikke de uheldige tendenser: Dels folkemusikken, som allerede er blevet nævnt, dels nogle elektroniske elementer, der fremstår temmelig datede. Og så guitaristen Marc Rizzo, som også spiller i Soulfly, hvis ekvilibristiske spillestil fremstår sært steril og distanceblændende. Den tilføjer ikke som sådan noget, den gør bare musikken til et springbræt for Rizzo til at vise, hvad han kan, uden at der rigtig er nogen sammenhæng mellem de to ting.
Klassiske thrashværdier
Det betyder ikke, at der ikke er gode ting at komme efter på 'Pandemonium'. Flere af de hurtige numre på starten af pladen er sådan set ret god thrash: Det er set i forhold til Cavelera-brødrenes tidligere bedrifter, den skuffer – eller måske snarere bekræfter en skuffelse, der er accelereret igennem de sidste mange år. Et nummer som 'Bonzai Kamikaze' er decideret edderstærkt med et klassisk thrashriff, godt med smæk på og tilpas mange elementer til at holde det frisk. At det så er lidt forvirrende, at der synges ”bonzai” og ikke ”banzai” understøtter vel sådan set bare min pointe om den grundlæggende manglende forståelse for de fremmedelementer, Max Cavalera sminker sin metal med.