Vildere er bedst
Copenhell-aktuelle Enforcer bør som alle andre bands kunne spille hurtigt, højt og vildt, og hvis de havde husket på den grundregel i heavy metal, ville Nostalgia være et perfekt knallert-heavy-album.
2. Unshackle Me
3. Coming Alive
4. Heartbeats
5. Demon
6. Kiss of Death
7. Nostalgia
8. No Tomorrow
9. At the End of the Rainbow
10. Metal Supremacía
11. White Lights in the USA
12. Keep The Flame Alive
13. When the Thunder Roars (Crossfire)
I snart tyve år har de to Wikstrand-brødre Jonas og Olaf stået i spidsen for Enforcer, som er garant for meget melodisk speedet heavy metal, som primært trækker rødderne tilbage til noget, der var størst for fyrre år siden, og på det aktuelle albumr ‘Nostalgia’ vender Enforcer ikke ligefrem blikket fremad.
De forfiner heller ikke deres stil, men har ligesom på forrige album ‘Zenith fra 2019 lidt mere hardrock end speed puttet ind i sangene, og selvom der stadig er fokus på at spille stærkt og intenst, gør Enforcer mere og mere ud af at lyde, som et band der også godt kunne fungere med make-up og voluminøst hår i LA.
‘Nostalgia’ lægger en stærk intro ud med to hurtige sager i ‘Unshackle Me’ og ‘Coming Alive’, der er intense og har det simple rå omkvæd, der er Enforcers styrke, men allerede på ‘Heartbeats’, går der glam-rock i den – den hårde glam godt nok, men stadig mere pompøst end klædeligt for et band som Enforcer.
De er langt stærkere i ‘Demon’ og ‘Kiss of Death’, fordi de det hele tiden føles, som om de har travlt med at skulle præsentere næste riff eller omkvæd og måske haste videre. For Enforcer er hastværk på ingen måde lastværk. Det udtrykkes de selv bedst i den stort anlagte powerballade, der udgør titelnummeret – store armbevægelser, alt for lang vej frem til pointen, og så er det i øvrigt ikke ventetiden værd.
Efter ‘Nostalgia’-nummeret er det befriende, at svenskerne igen tonser mod slutningen i de resterende fem numre. Her skiller ‘At the End of the Rainbow’ sig ud med sit stærke mellemspil’ og ‘Keep The Flames Alive’ med et storslået intro-riffs og soloer, som minder om, da Europes Kee Marcelle var på sit højeste niveau.
Som helhed mangler ‘Nostalgia’ et hit eller to – et nummer som man bare skal finde frem igen og igen, og så er det muligvis rigtigt set af Enforcer, at de har sat tempoet ned på et par numre for at skabe variation, men numrene kan slet ikke bære det, og det bliver albummets akilleshæl, at de to numre, som skiller sig mest ud, også er de klart svageste. Enforcer er til stadighed sejest, når de trykker gaspedalen i bund og spiller, som om de stadig står i teenage-øvelokalet og konkurrerer om at spille mest liret og vildt.