Et historisk samlerobjekt
Populær
Med 'Live At Donington 1990' har Whitesnake valgt officielt at dokumentere den mest kunstnerisk fattige periode. Højt puddelhår, hvinende guitarer og en træt sanger er, hvad vi får.
1. Slip of the Tongue
2. Slide It In
3. Judgement Day
4. Slow An' Easy
5. Kitten's Got Claws
6. Adagio for Strato
7. Flying Dutchman Boogie
8. Is This Love
9. Cheap An' Nasty
10. Crying In the Rain
CD 2:
1. Fool For Your Loving
2. For The Love of God
3. The Audience Is Listening
4. Here I Go Again
5. Bad Boys
6. Ain't No Love In The Heart of the City
7. Still Of the Night
Det er i grunden et temmelig historisk dokument, Whitesnake har valgt at slippe til den brede offentlighed.
Den dobbelte live-cd 'Live At Donington 1990' dokumenterer slutningen af en epoke – slutningen af firsernes puddelheavy med al det høje hår og alle de fortærskede guitarlicks, der kunne opdrives. Og den dokumenterer på tydeligste vis Whitesnakes mest kunstnerisk fattige periode. Perioden, som handlede om overflade, store stadions, højt hår (udseende snarere end indhold), om stemmeødelæggende skrig og skrål og hvinende guitarer. Den periode, hvor Whitesnake leverede sine mest indholdsløse og intetsigende sange.
Hårde ord en lille uges tid, før vi skal opleve Whitesnake anno 2011 på Sweden Rock. Et Whitesnake, der efter denne anmelders overbevisning er meget tæt på den krise, der var så kendetegnende i 1990.
Slutfirserne og 1990, hvor den navnkundige Donington-koncert fandt sted, er dog også den periode, hvor Whitesnake var størst. Her trak David Coverdale og hans lejesvende fulde stadions, fik maksimal eksponering på MTV og solgte shitloads af plader (Jo, 'Slip of the Tongue' solgte markant dårligere end '1987', men der blev i dén grad skovlet dollars ind til Coverdale Ltd.).
I 1990 var det helt tydeligt, at Whitesnake havde lagt 70'ernes og start-80'ernes tunge bluesrock bag sig. Her drejede det sig om tiden trend: Puddelheavyen. Og den fik ikke for lidt, skulle vi hilse at sige.
Vidunderguitaristen Steve Vai, som havde stået i lære hos Joe Satriani, blev hentet ind, og han fyldte så meget med al sin fantastiske og fantasifulde, men også temmelig ligegyldige lir, at det, som inden da altid havde været Whitesnakes kendetegn, de fine numre, der udtryksfuldt blev leveret af en af heavyrockens fineste røster, David Coverdale, blev skubbet skandaløst langt i baggrunden.
Af de 17 numre på 'Live at Donington 1990' er de to fra Vais eget bagkatalog, to andre de sædvanlige guitarlir-numre og de fem fra den sangmæssigt skuffende og fattige 'Slip of the Tongue' (1989). Yderligere fem er fra '1987'. Kun tre er fra tiden før 1987.
Og ved du, hvad det giver, når vi taler Whitesnake: En skuffende og røvhamrende syg sætliste, hvis du spørger denne anmelder.
Men omvendt: Sætlisten var et produkt af tiden, perioden, epoken, og den ramte formentlig vildt meget plet dengang for 21 år siden. Det gør den ikke i dag.
Skal du opleve et live-dokument med Whitesnake, som i dén grad holder og som i dén grad er repræsentativ for Whitesnake anno 1980 og frem, så kan du med stor fornøjelse kaste dig over det femstjernede dobbelte livealbum 'Live in the Shadow of the Blues'.
Her skinner det igennem, at de guitarister, Coverdale har haft med siden 2004 sådan cirka og frem til nu, rent faktisk leverer langt over, hvad alle andre end den dynamiske duo fra 70'erne og start-80'erne, Bernie Marsden og Mickey Moody, gjorde. Doug Aldrich og Reb Beach spiller med langt mere hjerte, sjæl og indlevelse og med langt større respekt for Whitesnake-historien end de to herrer fra 1990-epoken, Steve Vai og Adrian Vandenberg.
Og se, det lover jo godt for Sweden Rock!
Men du bør kun erhverve dig 'Live at Donington 1990', hvis du er samler og ikke kan leve uden.