Total Kvelertak-forvirring
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
Ritual
Triggerfinger
Calling You Back
Pacemaker
Dying
Pitbull
Love
Turbo Sex
Paradigme
Norske Fight the Fight vil gerne en hel masse. De vil gerne spille groove-metal, nu-metal, metalcore, djent og kopiere Kvelertak. Det er lige så kaotisk, som det lyder. Mest af alt vil bandet dog bare gerne være rockstars, og bevares, bandets CV ser da også imponerende ud. Man skal da kunne noget, for at spille support for bands som Avenged Sevenfold, August Burns Red og, ja, du gættede det, Kvelertak. Ved første gennemlyt står det da også klart, at kvartetten har udmærket styr på deres instrumenter. Ligesom det står tilsvarende klart, at det også er det bedste, der er at sige om ’Deliverance’
Bandets andet album er fyldt med gode intentioner og tilsvarende tekniske evner. Desværre har kvartetten minimal sans for god sangskrivning. Det har medført en plade med en signifikant mangel på rød tråd – såvel genremæssigt som sangskrivningsmæssigt.
’Calling You Back’ er principielt det eneste nummer ud af de ti sange, der har en mindeværdig melodi. Her lykkes det at skrive den gode sang, om end den stadig er forholdsvist simpel, måske endda lidt naiv. Resten af albummet er gode ideer, der er dårligt eksekveret og stilmæssigt rodet.
Titelnummeret indledes af et ganske fint djent-riff, der skaber associationer til Volumes, Monuments og tilsvarende mere core-orienterede djent-bands. Desværre afløses riffet midtvejs af et hovedrystende dårligt røvballe-heavyriff, der tager livet af nummeret. ’Ritual’ rammer versmæssigt den helt rigtige metalcore-vibe, som netop August Burns Red mestrer. Vi får et klassisk bøllevers med den helt rigtige fuck you-attitude, men som titelnummeret har bandet stor succes med at smadre nummeret fuldstændigt, med et elendigt eksekveret omkvæd. Endnu et dødsygt riff og søgt melodisk omkvæd, der tager al vitalitet fra kompositionen.
På ’Triggerfinger’ har nordmændene det lidt sjovt med at rippe det lyriske flow fra Red Hot Chili Peppers' ’Give It Away’ – og sjovt er det da, men det er så også det eneste interessante ved det nummer.
Således føres lytteren hurtigt igennem bandets anden plade. En plade, der hurtigt er glemt og næppe skaber lyst til mange genlyt. Det værste ved ’Deliverance’ er næsten bandets åbenlyse kopiering af landsmændene fra Kvelertak. Især på et nummer som ’Turbo Sex’ står det pinagtigt klart. Forsanger Lars Vegas bræger af sted, som var han fra Stavanger, mens resten af bandet tromler løs med masser af rock’n’roll-attitude. Var det ikke så åbenlyst et rip-off, var det egentlig en helt charmerende skæring, én af få med et klart musikalsk udtryk.
Og så nævner vi aldrig forsangerens scenenavn igen.
Med undtagelse af et enkelt nummer er det altså ikke en voldsomt spændende lytteoplevelse. Med et større fokus på en unik identitet, musikalsk ensrettet profil og mindre fjollede ideer, hvad angår sangskrivning, kunne ’Deliverance’ sandsynligvis have være ganske interessant. Fight the Fight har evnerne, men udnytter dem langtfra til fulde. Det er hurtigt hørt, hurtigt glemt.
&ab_channel=INDIERECORDINGS