Guillotinen rammer bødlen
PopulærEngang fremstod de banebrydende, men på deres første plade i sytten år lyder det gendannede post-hardcore-band mere trygge og tilforladelige, end hvad godt er.
Continuum
Tilting at the Univendor
Governed by Contagions
Pendulum in a Peasant Dress
Incurably Innocent
Call Broken Arrow
Holtzclaw
Torrentially Cutshaw
Ghost-Tape No. 9
Hostage Stamps
Der er plader, der markerer et tydeligt før og efter i ens musikalske udvikling. Man husker, hvordan de ramte en, første gang man hørte dem på et kælderværelse, i en studenterbar, i hovedtelefonerne på kontoret: hvordan ens næve skød i vejret af sig selv, og man indså, at sådan kunne musik også lyde, det kunne den også gøre ved en. Triumfen og den efterfølgende erkendelse af, at den her musik havde manglet i hele ens liv indtil nu, og intet ville blive det samme igen. Plader, der får en til at skifte livsankuelse, tøjstil, kost, politik, venner.
Og der er plader, der rammer en med den følelse, men hvor den bare fortager sig med årene, efterhånden som man indser, at effekten enten ikke var helt så langtidsholdbar, eller at det, bandet var en del af, var større en dem selv.
At the Drive-Ins ‘Relationship of Command’ hører til i den sidste kategori. Det er en plade, jeg ikke har tøvet med at kalde en af nullernes vigtigste, og på mange måder var den reelt vigtig og med til at genstarte en bevægelse, som betød meget for mig i det årti. Men jeg må samtidig erkende, at det med tiden er blevet sjældnere og sjældnere, at jeg faktisk sætter den på, endnu sjældnere at jeg ligefrem hører den fra ende til anden. Det er en god plade, voldsomt god, og den var vigtig for at få mig til at begynde at høre hardcore igen efter nogle års pause.
Men.
Så var der en, der introducerede mig for Refused, når nu jeg var så vild med At the Drive-In. En anden, der anbefalede Breach. En tredje, der namedroppede Faraquet og krævede, at jeg skulle høre Drive Like Jehu. Specielt de sidste var det tydeligt, hvor meget At the Drive-In havde taget fra, og deres ‘Yank Crime’ var en plade med væsentligt flere lag, som blev ved med at give mig nye lytteoplevelser, efterhånden som jeg kom længere og længere ind i den, mens den knyttede næve slappedes mere og mere, når jeg vendte tilbage til ‘Relationship of Command’.
Den uundgåelige skuffelse
Det er på den baggrund, jeg nu hører bandets comeback-plade, den første siden ‘Relationship of Command’ i 2000 og siden den gendannelse, der on-off har stået på siden 2009. Det er sådan set også på baggrund af den uundgåelige skuffelse, som Refuseds gendannelse har været – en uundgåelighed, som jeg tidligere har udbredt mig om i Briller af Stål-klummen. En comeback-plade fra et band, der i sin tid fremstod så påtrængende og nødvendige, kan dårligt undgå at skuffe, fordi nostalgien i sig selv befordrer en vis tryghed. En tryghed, som det i sin tid syntes at være deres eksistensberettigelse at blæse til atomer.
Det forventningspres har At the Drive-In naturligvis været sig bevidst, da de skrev og indspillede ‘in•ter a•li•a’, og de har været besindige nok til ikke at forsøge at at tage tråden op, hvor de slap på ‘Relationship of Command’. Som den var en plade af sin tid, er ‘in•ter a•li•a’ det nødvendigvis af sin egen, og den kreative proces, som medlemmerne i de mellemliggende mange år har gennemgået i andre bandsammenhænge, spiller naturligvis ind. Specielt den drejning, som sanger Cedric Bixler-Zavala og guitarist Omar Rodríguez-López’ band The Mars Volta tog på deres sidste plader mod et mindre frenetisk og mere melodibårent, ja, ligefrem poppet udtryk, lader sig høre på ‘in•ter a•li•a’.
Det er fair nok. På den måde ligger ‘in•ter a•li•a’ snarere i forlængelse af de første par At the Drive-In-plader, ‘Acrobatic Tenement’ og ‘In/Casino/Out’ end af ‘Relationship of Command’, bare med en mindre punket og ungdomskåd tilgang til det melodiske. Og at de stadig kan skrive gode sange, er ‘Pendulum in a Peasant Dress’ pladens bedste eksempel på. ‘in•ter a•li•a’ er slet ikke dårlig, og det er faktisk mere, end hvad man turde have forventet, specielt når man tænker på det førnævnte sene The Mars Volta. De kan såmænd også stadig spille stramt og kantet på den afsluttende ‘Hostage Stamps’, præcis som de var så gode til i sin tid.
‘in•ter a•li•a’ har altså alt, hvad der skal til for at tilfredsstille gamle fans. Hvis de i mellemtiden har indset, at At the Drive-In nok i virkeligheden ikke var så banebrydende, som de i sin bildte sig ind, at de var, vil de ikke blive skuffet over, at ‘in•ter a•li•a’ heller ikke er det. Og hvis de på den anden side stadig lever i troen på, at de var det, må man næsten formode, at de ikke har brugt alle de mellemliggende år på at undersøge, hvad der ellers var derude af vild musik, og så vil ‘in•ter a•li•a’ sikkert ramme et tørt sted.
Lad dem spise kage
Men derfor kan man godt blive lidt i tvivl om, hvad man egentlig skal stille op med en ny plade fra At the Drive-In i 2017. For så vidt som åbneren ‘No Wolf Like the Present’ står som en slags programerklæring – og med Cedric Bixler-Zavalas notorisk kryptiske teksttirader bliver det aldrig rigtig klart, hvad agendaen i givet fald måtte være – så læser man den uundgåeligt som et ordspil på talemåden “no time like the present”, og så må man uvægerligt spørge sig selv, om det virkelig er fuldblodsnostalgi, tiden er rede til? Bevares, med en nyindsat Donald Trump kan der synes at være oplagte pendanter til den følelse af afmagt, mange på venstrefløjen følte under den ligeledes nyindsatte George W. Bush ved indgangen til nullerne, men det oprør, der i starten af nullerne føltes friskt og nødvendigt oven på de ironiske halvfemsere, føles mere og mere som en automatholdning.
At the Drive-Ins position i modkulturen er også en anden i dag. Så når Cedric Bixler-Zavala på førstesinglen ‘Governed by Contagions’ referer til sangen ‘Invalid Litter Dept.’ fra ‘Relationship of Command’, hvor “the guillotine laughs again”, virker det signifikant, at “the guillotine claps” nu. For hvor At the Drive-In i sin tid stod på folkets side som en del af den frådende hob, der krævede overklassen guillotineret, er de nu selv ophøjet til indie-aristokrati. Og det er dem, der ligger under kniven nu uden at forstå, hvorfor folket ikke bare kan “dance away”. Og ‘in•ter a•li•a’, den er altså Marie Antoinettes berømmede kage.