Sludge og sortsyn i skøn forening
PopulærFem sange, to bands, to sider, en plade. Den irske guitar- og tromme-duo Mares of Diomedes og de københavnske bleak metallere i Dreich udgav i september et splitalbum på både vinyl, cd og kassette, der desværre er blevet forbigået af danske metalmedier ... Indtil nu!
Earth Destroyer
Titan
Side B: Dreich
Blood Mortar
Where Do They Hide
Into The Abyss
Jordens endeligt
Mares of Diomedes åbner ballet på side A med ‘Earth Destroyer’; en otte minutter og femogfyrre sekunder lang sag om en kæmpemæssig flyvende slange sendt for at fortære jorden. Trommerne hamrer slæbende afsted, mens guitaren knitrer forvrænget og bliver hængende og vibrerer i luften mellem anslagene. I baggrunden bryder en hæs og desperat skrigende vokal ind, før instrumenternes udskejelser skifter karakter og tromler mere målrettet og kompakt fremad. Vokalen – stadig skrigende – bliver mere fortællende i sit udtryk og ændrer sig i omkvædet til en udveksling af råb: “Planet Eater! – Colossus from the sun! Earth destroyer! – Destruction has begun!”; et dynamisk højdepunkt, der giver en lyst til at råbe om kap med de to vokaler. Og sådan fortsætter nummeret, indtil der til sidst skiftes til et mere excentrisk, hakkende 70’er-doom-lignende riff, der føles mindre homogent med resten af nummeret, men giver en fin afveksling.
Alle må vige
Fire omgange “ren” guitar, så fire med fuld blæs på effektpedalen og gentag. Sådan starter ‘Titan’, før mere temaorienterede trommestykker og guitarriff afløser hinanden med stor forskel i densitet og energi, mens vokalen – skrigende – fortæller historien om endnu en herremand eller konge, der bliver væltet og møder sin uundgåelige skæbne.
En bombe i ansigtet og et spark i…
Hvor Mare of Diomedes' to skæringer dyrker et riff i lang tid ad gangen for så at skifte til noget nyt, er Dreichs første nummer på udgivelsen, ‘Blood Mortar’, et værk vævet sammen af mange mindre elementer, der dynamisk skifter mellem tempo og aggressivitet, angreb og stemning med fokus på det soniske angreb – og hvilket angreb.
Den lidt rå og beskidt knitrende produktion på pladens første side får et spark lige mellem benene, da de første trommeslag og guitartoner af ‘Blood Mortar’ stormer gennem øregangene og hamrer mod trommehinderne; Dreichs tre numre er indspillet, mixet og mastereret af Lasse Ballade i Ballade Studios (Solbrud, Slægt, Orm), og det var helt klart det rigtige valg for det nye band, der fremstår mere massive og langt tungere end irerne.
Indre dæmoner
Med dens ni minutter og nitten sekunder slår ‘Where Do They Hide’ Mares of Diomedes’ ‘Earth Destroyer’ af pinden som pladens længste. Den evige kamp mod de indre dæmoner skildres med hæse growls over pladens mest rendyrkede doomriff, der tungt tramper af sted med et stålsat og selvsikkert tempo, før den omkring de tre et halvt minut pludselig eksploderer i små tredive sekunders hidsigt skrigende stormvejr. Da stormvejret lægger sig, slæber det regnvædede omkvæd sig tungt ud af stormens mørke med et insisterende “Where! Do! They!” i fin afvekslen mellem af growl og skrig, akkompagneret af et fjernt rumkllangsmættet og desperat råb, der puster liv i sangens afsluttende strofer.
Bundløs melankoli
‘Into The Abyss’ starter med et melodisk basstykke tynget af melankoli, før man kan høre Cary Elwes og Robin Wright udveksle: “You mock my pain” – “Life is pain, highness. Anyone who says differently is selling something.” Og så er der ellers dømt smæk og slam for skillingen, indtil det melankolske tema får en reprise i sangens afslutning
Med rødderne plantet dybt i den hardcore-funderede sludge gør de flot afvekslende ‘Earth Destroyer’ og ‘Titan’ sig godt som album-åbnere og stemningssættere med deres storladne epik og knitrende energi, men bliver overhalet indenom af Dreichs tætpakkede og knusende produktion på den eksplosive ‘Blood Mortar’, slæbende tunge ‘Where Do they Hide’ og den sortsynede ‘Into The Abyss’.