Ujævnt terræn i græskarmarken
De forenede græskarhoveder i Helloween høster såvel gode som dårlige afgrøder i den seneste avl.
2. Saviour Of The World
3. A Little Is A Little Too Much
4. We Can Be Gods
5. Into The Sun
6. This Is Tokyo
7. Universe (Gravity For Hearts)
8. Hand Of God
9. Under The Moonlight
10. Majestic
Det er efterhånden seks år siden, at tyske Helloween lod sig genforene i en union inklusiv alle tre vokalister, der har været i bandet siden første udgivelse helt tilbage i 1985. Det blev til albummet ’Helloween’ i 2021, og nu er unionen så klar med opfølgeren ’Giants & Monsters’.
Nu er der altid lidt forventninger, når man skal lægge ører til en ny Helloween-udgivelse. Når man har fulgt bandet igennem årene, ved man, at man kan forvente noget hurtig, melodiøs power metal – eller melodiøst speed metal, som man kaldte det tilbage i midtfirserne, før nogen var kommet i tanke om betegnelsen power metal. Men den erfarne Helloween-lytter ved også, at det melodiøse indimellem har det med at tage overhånd og blive lige lovligt poppet for ens sunde metalhjerte.
Det er så også en tendens, som viser sig sporadisk på ‘Giants & Monsters’. Men det skal hilses velkomment, at især tilbagevendte Kai Hansen har fået tre sange med på albummet. Kai Hansen var vokalist på Helloweens to første albums og delte samtidig guitarrollen med den anden guitarist Michael Weikath. Herefter overlod Hansen mikrofonen til Michael Kiske og koncentrerede sig selv om guitaren, inden han forlod bandet i 1989 og stiftede bandet Gamma Ray. Kiske forlod også Helloween i 1993 og blev erstattet af Andi Deris. Men nu er de altså alle tre samlet i Helloween.
Albummet lægger netop ud med en sang skrevet af Kai Hansen. ’Giants On The Run’ er en rigtig habil Helloween-sang og giver en lovende start på albummet, men de næste sange på albummet er desværre ikke i samme klasse.
Melodisk metal eller bare alt for poppet?
Michael Weikath er vel efterhånden ”poptøsen” i bandet, og hans sange er lidt rigeligt poppede. Melodiøse, ja, men de mangler noget metallisk kant. Det gør sig denne gang også gældende med Weikaths to bidrag ’Saviour Of The World’ og ’Under The Moonlight’.
Mangeårige forsanger Andi Deris er også produktiv denne gang med kompositionerne. Han står for første single, ’This Is Tokyo’ – heller ikke ligefrem en sang, der lever op til Helloween-standarden, når de er bedst. Det højner dog sangen en anelse, at der er ganske solide solostykker midtvejs.
Lidt det samme kan anføres om endnu et Deris-bidrag med sangen ’ A Little Is A Little Too Much’. Man ved snart ikke, hvad man skal mene? Men lad os håbe, at de havde det sjovere med at indspille videoen til sangen, end vi andre har det med at se den!
Herefter er alt godt
Men så er det faktisk også slut med de negative bemærkninger. For resten af albummet er faktisk rigtig godt. Helloweens tredje guitarist Sascha Gerstner står bl.a. for sangen ’Universe (Gravity for Hearts)’, og den er en rigtig herlig Helloween-sag. Der er tempo, power, riffs og Kiskes melodiske vokal, og så med et herligt rockopera-stykke smidt ind i midten.Det er sådan, Helloween skal lyde. Det er muligvis så utroligt gammeldags, men det holder stadig.
Gerstners andet bidrag til albummet, ’Hand Of God’, holder niveauet, og sammen med Kai Hansens ’We Can Be Gods’ og ’Majestic’ rammer man et album, hvor halvdelen af sangene er rigtig gode. Hvis man skulle have fornøjelsen af en udgave af ’Giants & Monsters’ indeholdende bonussange, kan man samtidig fornøje sig med en komposition af Helloweens bassist Markus Grosskopf, der har været med i bandet siden starten i 80’erne. Hans bidrag ’Out Of Control’ er en solid rocker sunget af Kai Hansen, og den burde klart at have været at finde på albummet frem for andre, mindre habile sange.
Er et album, hvor halvdelen af sangene er rigtig gode og den anden halvdel temmelig ligegyldige, godt eller dårligt?
Det må den enkelte lytter nok selv bedømme.