For mange kokke forvirrer græskarsuppen
Alle de store medlemmer fra Helloween samles igen på det selvbetitlede album, og det kunne tyskerne godt have fået mere ud af.
2. Fear Of The Fallen
3. Best Time
4. Mass Pollution
5. Angels
6. Rise Without Chains
7. Indestructible
8. Robot King
9. Cyanide
10. Down In The Dumps
11. Orbit
12. Skyfall
Da sanger Michael Kiske og sanger og guitarist Kai Hansen vendte tilbage til Helloween i 2016 efter henholdsvist 23 og 27 års fravær, var der ikke et øje tørt i powermetal-verden. Genrens måske største sanger og største sangskriver sammen med to af de oprindelige medlemmer, som havde holdt bandet kørende siden dengang.
I første omgang var planen vist kun den store genforeningstur med et fokus på de klassiske 80'er-albums, og så alligevel med den finte, at Andi Deris, der afløste Kiske tilbage i 90'erne, stadig var med, og derfor fik lov til at synge sine sange. Altså et nyt og forstærket Helloween med hele tre guitarister og tre stærke og meget forskellige sangere.
Og nu er det så sket, det mirakel, som powermetal-fans i virkeligheden håbede på, og som de færreste nok regnede med: Et helt nyt Helloween-album med alle tre sangere. Det giver store forventninger, og den slags belønnes næsten altid med store skuffelser. Og nej, de forventninger indfries ikke – men decideret skuffende er det heller ikke. Altså en blød mellemvare.
Tre bands i ét på tre plader i ét
For hvad skal Helloween egentlig med tre sangere? Ja, man kunne have håbet på, at de ville udfordre deres egne opskrifter på sangskrivning og udnytte de ekstra muligheder, de har fået på hånden. Omtrent som landsmændene i Avantasia, der spiller powermetalliske operaer med både duetter og dueller – noget, som Michael Kiske selv har været med til. Men det sker alt for sjældent på ‘Helloween’, at Helloween vil mere end være det gamle Helloween.
På numre som ‘Out for Glory’ og ‘Angels’ får Michael Kiske lov til at føre mikrofonen, og her er vi tilbage i 80'erne omkring de legendariske ‘Keeper of the Seven Keys part 1+2’-plader, hvor melodier og harmoni er vigtigere end riffs, mens ‘Fear of The Fallen’ eller ‘Mass Pollution’ synges af Andi Deris på en bund af hårde riffs, sådan som Helloween har lydt siden sluthalvfemserne, hvor Deris havde kørt sig selv i stilling som en af bandets primære sangskrivere.
'Robot King' og 'Best Time' er i øvrigt nogle af de bedste Helloween-numre i løbet af de sidste 15-20 år – ondt og melodisk, bistert og harmonisk. Som om de nye medlemmer har fået alle til at genopfinde en ungdommelig viriltet i komponeringen.
Alle de forspildte muligheder
Men hvor er Kai Hansen? Han er med på førstesinglen ‘Skyfall’, som han også har skrevet til albummet, og det er lige præcis her, hvor den nye udgave af bandet falder bedst i hak, og hvor alle tre sangere får plads. I øvrigt uden, at det bliver til opera. Det er stadig Helloween, det er riff på riff, store soloer og endnu større harmoniguitarer, og det er majestætiske vokaler blandet med Kai Hansens aggressive stemme. Det er hele Helloweens karriere i et nummer. Det er med andre ord det, som albummet burde være hele vejen.
For det primære problem på ‘Helloween’ er ikke sangene hver for sig. Det er intet fyld og en del af de virkeligt skarpe numre. Der er en smule gøgl, som hører sig til hos et band, der har lavet sange på latin og med fløjtende omkvæd – og skrevet om katte og heavy metal hamstere.
Men!
Hver gang, der skiftes sanger, skiftes der også stil, og den helt oplate anke mod dette album er sådan set, at det ikke føles som et album, men som 2-3 bands, der har lavet en meget lang split-skive.