I samme rille
PopulærBundniveauet er højt på Accepts anden plade efter gendannelsen, men er det nok til at nå helt i mål?
Det er snart to år siden, at Accept igen begyndte at udgive plader. 'Blood of Nations' var navnet på comeback-pladen, og det var en meget veloplagt gang heavy metal, der især udmærkede sig ved spilleglæde og -evne, mere end opfindsomhed. Fuldstændig det samme kan man sige om 'Stalingrad'.
Ti numre der vidner om eminent håndværk, er hvad man udsættes for i den lille time, en gennemspilning tager. Både Peter Baltes på bas og Stefan Schwarzmann på trommer lægger en solid bund, der samtidig oser af overskud i kraft af en masse lækre smådetaljer. Wolf Hofmann og Hermann Frank spiller med den velkendte Accept-forvrængning, der både er krads men samtidig mild nok til at man kan høre, hvad der foregår. Indsatsen fra dem er solid og veldrejet i både lead- og rytmedelene. Forsangeren Mark Tornillo, som har afløst legendariske Udo Dirkschneider i dette genopstandne Accept, demonstrerer, at han både kan lyde som Udo, og har en del mere i toppen og bunden af stemmeregisteret, og at han derfor er den teknisk dygtigste sanger af de to – så må man gøre op med sig selv, om han også er den bedste...
Herrekor og hitmangel
Numrene gungrer derudaf, og de findes både i hurtige og langsomme versioner, med forskellige guitarornamenter der muntert blander det vesteuropæiske og det østerlandske. En hyppig brug af herrekor giver en sikker fornemmelse af, at Accept skam er et tysk band, og standarden for alle sangene er solid, uden at de som sagt ryster nogens musikalske verdensanskuelse. Og hermed lander vi på kritikpunktet af pladen. Lige så dygtigt Accept leverer musikken, lige så meget mangler der et eller to hits, der driver lytteren til at høre pladen mere end et par gange.