Maskernes mandag
Vi fik dygtigt jazzende dissonans og matematisk djent i Basement – men var der substans bag maskerne?
Mandag er traditionelt en lidt sløv koncertdag, og vi er udfasningsperioden af en lang, hård festivalsommer, så man kunne godt blive tilgivet for at tænke, at fremmødet til en avantgarde-klingende koncert med Imperial Triumphant og hjemlige Michael Ellis ville være til at overskue. Heldigvis blev mine forudanelser gjort til skamme. Der var udsolgt til koncerten, og publikum bakkede entusiastisk op om begge bands.
Hvem er ham der Michael Ellis?
Første band var slet ikke en enkelt person, men derimod to Janus-maskeklædte herrer, der spillede en aldeles vovemodig og kulørt, men også barsk omgang fusions-metal, der berørte ting som mathrock, elektronisk musik, djent, progressiv rock og videospilsmusik af den gamle skole. Alt sammen var det mikset sammen i en uforudsigelig og ofte abrupt skiftende musik, som i høj grad hvilede på det sikre samspil mellem guitaristen og trommeslageren. Begge d'herrer brugte digitale virkemidler, men hvor trommeslagerens samples, der blev triggered via en trommepad, føltes frisk og groovy, så var visse af de lyde, der kom fra guitaristens multi-fx-pedalboard til tider lidt vel digitale at lægge ører til. Jeg kan sagtens se, at de mange forskellige lyde, han kunne få ud af systemet, ville være svært at opnå med analoge pedaler, men det ærgrede mig nu en anelse. Dog ikke mere, end at jeg ofte blev revet med af duoens totale foragt for genregrænser og frie og komplekse tilgang til arrangement og komposition. Eneste rigtige anke for mig var, at jeg ikke rigtigt kunne se ind bag maskerne, dygtigheden og eksperimenterne og fornemme substansen i projektet bag det hele. Jeg savnede lidt at kunne mærke grundfortællingen inde bag formen. Jeg ser frem til at høre og forhåbentlig forstå eller fornemme mere.
Afskyelig luksus
Anderledes stod det til med Imperial Triumphant, som i lighed med Michael Ellis også er genreagnostisk eksperimenterende, maskeklædte og avantgarde AF. Men her er konceptet og grundfortællingen temmelig klar. Trioens musik er født ud af sammenstøddet mellem råddenskaben bag de fine bygningers mure og den luksus, de udstråler, af en by, der både synes at kollapse under vægten af the working poors tunge skæbner, men som også synes vægtløs med sine høje bygninger fyldt med guldtoiletter. Konceptet er så gennemført, at de selv cosplayer som kapitalister med vip-billetter til visse turnéstop og “lobbypakker” med meet ’n’ greet og selfies med bandet.
Newyorkerne var i københavn på en turné, hvor de fejrer udgivelsen af en nymixet og remasteret version af deres 2018-album ‘Vile Luxury’. Der er altså ikke meget nyt under solen, men bandet er altid underholdende og medrivende at se, og det var de også denne gang. Og også denne gang fik vi et afbræk med bassolo og champagnesprøjt, men gimmicks var heldigvis ikke det eneste, vi fik, for bandet spillede strålende. Og stemningen var høj hele vejen gennem bandets jazzede blanding af black og dødsmetal, og den kulminerende under sidste nummer, ‘Swarming Opulence’, som publikum tydeligvis havde glædet sig til at høre. Vi fik da heldigvis også nogle ekstranumre, hvoraf jeg især var glad for at høre ‘Atomic Age’ fra ‘Alphaville’. Og således endte en absolut godkendt aften fyldt med herligt fritænkende musik og delvist gennemskuelige koncepter.