Hvem ville Jesus bombe?
Spørgsmålet bliver stillet på Jawtraps debutalbum, som giver os 17 hurtige og vrede bud på ting, man kan være fucking pissed over.
2. Who Would Jesus Bomb?
3. Rage Quit
4. Vote with Your Wallet
5. Short Form Content
6. Incel Tears (feat. Troels, Vægtløs)
7. Necronomics
8. Deicide
9. Bread and Circuses
10. Cérébrale Gras (feat. Rasmus, Columbian Neckties)
11. Wake Up and Smell the Coffin
12. The Daily Grind
13. Black Grunge
14. Prophets of Profit
15. Situation Tragedy
16. Heirlooms
17. Patterns (feat. Trong, Omsorg)
Vi finder nok aldrig ud af, hvem Jesus ville bombe, men vi ved, hvem Netanyahu vil bombe, og vi ved, hvem Putin vil bombe. Og det er måske nogle af de begivenheder ude i verden, som har gjort personen bag Jawtrap, Niels Højgaard Sørensen, noget så grusomt vred. Det var derfor, han lagde den akustiske guitar fra bandet Stöj Snak fra sig og skrev nogle virkelig mavesure riffs. Som han synger på ‘Rage Quit’: “I think it’s time that we get fucking pissed”. På den konto er Niels allerede godt på vej. Man kan tydeligt høre det personlige engagement på sange som den ateistiske fanemarch ‘Deicide’, der har så fedt et brølekor på 'God’s dead', men også en herligt svunget, melodisk basgang. Det hele er nemlig ikke bundgas og brøleri. Niels Højgaard Sørensens musikalske spændvidde er for bred til udelukkende at forlade sig på fartblindhed og volumen, selv om der da også er rigeligt af det.
På ‘Bread and Circuses’ lyder Jawtrap pludselig en smule som Jane’s Adiction, hvis de altså gad spille rigtig hurtigt, og det er sjovt! Så fik anmelderen også sit underholdende brød og skuespil. Og underholdende, det er ‘Hellscape’ – Ja, jeg ved godt, at det er en sær, næsten oxymoronisk sætning, men den er god nok. Lige så opflammende og blodtryksforhøjende pladen er, så er den også underholdende, fordi det musikalske overskud og den kompositoriske tæft tillader det. Her tillader jeg mig at pege en smule anklage i retning af visse grindcore-bands, der har langt mindre luft under de musikalske vinger. Det er, som om at det musikalske vid, vi får i tilgift til vreden, lader mig opleve pladens verdenstilstandskritiske brændstof bedre, hvor kapitalismemaskinen, incels og grådighed blandt andet tages under ukærlig behandling, men derudover har Jawtrap også flere gear.
Tjek for eksempel den storladent melodiske rockslasker ‘Black Grunge’, som oven i købet tillader sig at fade ud i følsomt klaver. Det er også et vægtigt emne, sangen tager op, nemlig folkemord, så den kan ligesom bære noget patos. Samtidig er sangen et forfriskende stilskifte sådan cirka halvvejs i pladen.
Jawtrap er fra Aalborg, og Aalborg står sammen, så vi får gæsteoptrædender fra Niels’ bror, Troels fra Vægtløs, på ‘Incel Tears’. Som indledes med et smukt blegh, og de to brødres stemmer klæder hinanden på den højloftede og afvekslende sang. Rasmus fra Columbian Necktears gæster ‘Cérébrale Gras’ og danner dyb kontrast til Niels’ lyse stemme, og på albumlukkeren ‘Patterns’ er Trong fra Omsorg på visit, og der bydes på heftigt tempo og groovy opbremsninger samt disse ord:
“We're the architects of our own demise
Fueled by endless greed
It is by design, its how
We built this machine”
Jeg synes, at de meget godt opsummerer ‘Hellscape’ og dens følelsesmæssige udgangspunkt. På den måde kan citatet næsten tjene som et alefpunkt, hvorfra vi kan beskue hele pladen. Og det vil jeg da herfra opfordre til. ‘Hellscape’ er nemlig en plade, der fortjener din opmærksomhed. Og verdens herskere fortjener din vrede. Sæt i gang.