Velkendt vemod
Katatonia serverer endnu en omgang tristesse, denne gang med sporadisk finesse.
2. Colossal Shade
3. Opaline
4. Birds
5. Drab Moon
6. Author
7. Impermanence
8. Sclera
9. Atrium
10. No Beacon to Illuminate Our Fall
11. Absconder (Bonus Track)
Sidst jeg beskæftigede mig med Katatonia professionelt, var jeg et mørkt sted privat. Hjertesorger, håbløshed og livskriser — generelt var det ikke spor morsomt at være mig. De sørgmodige toner var en redningsplanke for mig i oprørte vande og jeg fandt et fristed i melankolien og de skrøbelige følelser, der blev blotlagt. Her fandtes der en ventil for de svære følelser, som en emotionel version af hvad jeg brugte metal til i mine yngre dage. I mellemtiden er der gået seks år. Hjertesorgen har fortaget sig, håbet lever og livskrisen er blevet kronisk, men generelt er det blevet mere morsomt at være mig.
Derfor glædede jeg mig også til at ofre min sparsomme opmærksomhed på at redegøre for ‘Sky Void of Stars’, denne gang på sikker afstand fra eventuelle undersøiske minefelter. Men efterhånden som jeg arbejdede mig igennem først at lytte, så reflektere, lytte igen og dernæst korrigere, indså jeg noget. Jeg glemte at støve det af, da jeg fandt noget frem igen. Jeg forholdt mig ikke kritisk, men nostalgisk til konceptet og indså, at mens jeg er blevet en anden, er Katatonia stadig de samme.
Og det sætter mig i en prekær situation. Det er Katatonia® og du ved, hvad du får hver gang. Kan vi være ærlige om det overfor hinanden, kan vi nemmere forholde os til produktet og selv vælge, hvordan vi gør det. Hånden på hjertet, så kan jeg ikke se noget galt med at være, hvem man er. Men der er stor forskel på Cecilie som anmelder og Cecilie som metalfan; sidstnævnte er væsentlig mere tilgivende for eksempel.
Med 12 studiealbums på samvittigheden, er der ikke de store overraskelser at hente, andet end man ikke skulle tro, at de kunne lyde mere som sig selv, end de gør. Omkvædet i første nummer, ‘Austerity’, er næsten pinefuldt genkendeligt for bandet. De gør hvad de har gjort længe og gør det sådan set godt. Proggen fylder stadig godt i det melodiske landskab og især rytmeguitaren er med til at cementere følelsen.
Men. Jeg kan ikke komme igennem en anmeldelse af Katatonia, uden også at anerkende Opeths eksistens. Der er, som sædvanlig, overlap i både emotionelt ladede vokaliseringer, men også i musikkens dna. Heldigvis kan man godt skille de to ad, for det meste .‘Colossal Shade’ er nemlig mega-doomet. Som Type O Negative der lige er startet på Sertralin og måske kan begynde at ane konturer i mørket. Overgangen fra ‘Austerity’ er så diskret, at jeg faktisk troede det var et enkelt nummer der bare skiftede gear. Og det er bestemt ikke en grundløs antagelse — jeg beskrev dem engang som progget depri-doom, med mange tangenter at spille på.
Heldigvis for mig, er det ikke dem alle på engang, men snarere en kombination af forskellige løsdele, der alle komplementerer hinanden. ‘Opaline’ er til gengæld det man kalder en overraskelse, i hvert fald i nyere Katatoniatid. Det midi-tilbedende keyboard med tilhørende dåseklap lægger en synth-kant på, der aldrig har set skyggen af en fugtig kælder, og bassen møver sig ind i de flyvske melodier, og forankrer den ublu popmelodi. Hvor Ghost har hele næven nede i firserpoppens neonfarvede leggings, holder Katatonia på denne skæring dem respektfuldt i hånden og lader stadionpoptrommernes store armbevægelser overtage.
Men så er det som om at gassen går af den blå ballon. Det er svært for mig at holde af både ’Birds’ og ‘Drab Moon’, ganske enkelt fordi de er decideret uinspirerende at lytte til. De er usammenhængende og føles som fyld. Der foregår rigtig meget i baggrunden som kunne være interessant, men det går tabt i al for meget følerock, selv for Katatonia, hvilket nok skyldes kombinationen af genrevalg og tema. Følelsen af præ-slidte jeans og voksfedtet hår på 'Drab Moon' og dens jammerlige 00'er-rock bliver afløst af ‘Author’, som lægger sig i slipstrømmen af numre, der ikke lever op til den standard, de satte engang — men fair skal være fair, de lagde også hårdt ud denne gang, og 'Impermanence' er så inderligt bluesy, at det kompenserer for de foregående numres mangel på substans.
Og her er det måske på sin plads at ofre et par linjer på manden ansvarlig for tekst og tale: Jonas Renkse. Han artikulerer som en drøm og den lille svenske krølle på udtalen er betryggende velkendt. Det føles som at være med på sidelinjen til et kompliceret brud, og som altid, har du nogensinde haft en trist følelse, kan du vide dig sikker på, at den bliver omtalt her. Han ved hvor han skal lægge trykket for at drage vores opmærksomhed mod hvad han forsøger at fortælle os, når tankerne vandrer. Hans inderlighed er nærmest krystalliseret denne gang og hver stavelse emmer af skrøbelige emotioner.
Det er en hårfin grænse at være følsom. Melankoli og sørgmod kan udtrykkes på mange måder, og det er ikke alle der er lige effektive — eller udholdelige. Der skal være balance i budskab og formidling, og når den balance forskubbes, bliver det enten uautentisk eller knuste hjerter i flødesovs. Katatonia står på en knivsæg, hver gang de udgiver noget, for talt lige ud af posen, så har de syet deres hjerter fast på de opsmøgede ærmer, og det betyder risiko for at drukne i sødsuppen. 'Sclera' for eksempel, ligger lige på grænsen; de kigger efter hos Opeth men synth-indslaget er med til at de mere organiske elementer står klarere. Efter et par uimponerende indslag, kommer 'Atrium' bragende og har Tiamats 'Judas Christ' med sig under armen, og lægger en nærmest opløftet stemning for dagen. Jeg noterer i mit stille sind at post-genren også titter frem og tilføjer endnu en brik til puslespillet.
Men 'No Beacon To Illuminate Our Call' er næsten et puslespil i sig selv, det er et nummer jeg har haft svært ved at definere, for prog er et yderst vidt begreb og fortolkes nærmest individuelt. Jeg vil ikke forsøge at kommentere på hvad der gør Tool til Tool, men lad os bare sige, at Katatonia gør noget der minder om det og det klæder dem. Ydermere går nummeret langsomt i opløsning og læner sig efterhånden mere op ad Pink Floyd, det synes jeg klæder dem endnu mere.
Sidste gang vi anmeldte Katatonia var det ikke en god oplevelse fordi de lød bedagede og påtagede, men om det udelukkende kan tilskrives ørerne der lytter, vil jeg ikke spekulere over. Jeg kan kun konstatere, at Katatonia gør som Katatonia vil, og det kan jeg ikke klandre dem for, uanset hvad konklusionen bliver.
Men hvad jeg godt kan klandre dem for, er, at de ikke lader musikken tale mere for sig selv. For nok synger Jonas Renkse sit hjerte ud, men resten af bandet fortjener at stå mere på egne ben. Man kan argumentere for, om ikke man kunne have skåret lidt i mængden af verbale gentagelser henover musikken, men i sidste ende er det bare et spørgsmål om kunstneriske valg. I længden er det med til at distrahere fra det samspil, der er en af de ting, jeg altid har sat pris på ved Katatonia, og jeg tror ikke længere, at der er plads på min redningsplanke til nogen, der nægter at lære at svømme.