Børn, nu er jeg blevet træt, og I får ej mere
Den legendariske guitarist og sanger Kirk Windstein, kendt fra kæmpebands som Down og Crowbar, har udgivet en soloplade. Man kan blive i tvivl, om det egentlig var det, han ville.
2. Hollow Dying Man
3. Once Again
4. Enemy in Disguise
5. The World You Know
6. Toxic
7. The Healing
8. Necropolis
9. The Ugly Truth
10. Aqualung (Jethro Tull Cover)
‘Dream in Motion’ er Windsteins første soloplade, udsendt 30 år inde i karrieren. Når store musikere udsender en soloplade sent i forløbet, er der ofte tale om, at de vil noget helt anderledes med musikken, end de hidtil har fået mulighed for.
På ‘Dream in Motion’ lyder det dog i højere grad, som om Windstein har fået en opfattelse af, at det bare er noget, man gør. Jeg kunne ikke spore et gran af entusiasme på denne plade. Måske er det bare en undskyldning for at få lov til at lave et cover af Jethro Tulls ‘Aqualung’, der ligger placeret allersidst på pladen.
Riffmesteren med de tomme lommer
Windsteins bidrag til de bands, han spiller i, plejer at være fuldfede riffs. ‘Planets Collide’, ‘All I Had (I Gave)’ og ‘Bury Me in Smoke’ er gode eksempler. Der bliver dog ikke tilføjet nye på ‘Dream in Motion’. Pladen er som støvsuget for mindeværdige øjeblikke og er glemt, før man har hørt den igennem.
På pladens første par numre lyder guitaren mest som en pastiche over James Hetfields mindst inspirerede rytmeguitarrifs, med en tilsvarende vokalperformance. Altså lidt hakket, lidt halvråbende og lidt påtaget aggressivt, dog uden nogen egentlig bund.
Hen mod slutningen lyder Windsteins guitararbejde mere som en imitation af Devin Townsend på ‘Terria’ eller ‘Synchestra’. Med større fokus på en progressiv lyd og noget lettere i sin stemning.
Pligtarbejde
I et interview med Revolver Magazine gav Kirk Windstein udtryk for at være lidt mæt af at skrive tekster efter at have skrevet 120-130 sange efterhånden. Han fortæller at han ikke tænker så meget over det, men blot får dem lavet, enten af sig selv eller i samarbejde med sin kone. Det er jo fint at kunne arbejde sammen om det, men fremførelsen af dem halter, og man kan komme til at mistænke ham for ikke rigtig at have noget forhold til det, sangene handler om.
Især på midtertracket ‘Enemy in Disguise’ lyder Windstein nærmest, som om han er ved at falde i søvn af kedsomhed.
Væk er al den patos, han tidligere har fremført sin musik med, og i stedet får man indtrykket af en gammel mand, der laver musik, fordi det er det eneste, han kender.
‘Dream in Motion’ er en farrock-plade lavet af en far, der lægger sig på sofaen, så snart han kommer hjem fra arbejde. Det er der sikkert nogen, der vil mene er trygt og rart. Men interessant bliver det ikke.