Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Drømme, der falder til jorden

Populær
Updated
Lamentari

Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.

Kunstner
Titel
Missa Pro Defunctis
Dato
25-03-2020
Trackliste
1. Introitus
2. Dies Irae
3. Lacrimosa
4. Confutatis
Forfatter
Karakter
2

Den københavnske duo Lamentari er et relativt ubeskrevet blad på den danske metalscene. Ikke desto mindre har bandets debut-ep, 'Missa Pro Defunctis', fået løftet adskillige øjenbryn i det danske metalmiljø, og grundene er sådan set klare nok. Dels er det sjældent set, at et debuterende band har så store armbevægelser og så højt til loftet, som Lamentari har. Hvilket er befriende udansk i et land, hvor vi alle fornægter Janteloven, mens vi vedbliver at bære ved til dens evigtbrændende bål. Dels er bandets særegne kombination af klassisk musik og black metal en sjældenhed herhjemme, hvor de færreste vel har forsøgt sig med mere end en violin her eller en cello der, og i hvert fald på intet tidspunkt i det omfang, som Lamentari ruller ud, hvor strygere, blæsere, piano og store kirkekor flere gange fuldstændig overtrumfer det metalliske input, debut-ep'en byder på.

Det er da også den klassiske musik, der bærer os igennem 'Introitus', der fungerer som en sart og forsigtig introduktion til strygere og blæsere, inden 'Dies Irae' eksploderer i en Dimmu Borgirsk black metal, garneret med trompeter og tromboner, der relativt kortvarigt midt i nummeret er det mest originale og fængende udtryk, Lamentari byder ind med over de fire numre. Hurtigt kommer vi dog ned i fart, tempo og energi, hvilket ikke gør noget godt for Lamentaris metalliske side. Det gør den Yngwie Malmsteenske solo, der pludselig stikker hovedet ind, sådan set heller ikke.

Derimod er det ep'ens klassiske elementer, ifølge bandet selv inspireret af Rachmaninov og Stravinskij, der efterlader et større indtryk, mens de metalliske elementer, såvel guitar som vokal og rytmik, virker ret statisk og mest af alt som noget, man har hørt før. Om det så er hos førnævnte nordmænd, Dark Fortress eller Septicflesh; det er mindre vigtigt. Faktum er, at Lamentari virker mest innovative, når de kaster sig ud i de klassiske musikdiscipliner. Metallen i musikken er til gengæld præget af genbrugte ideer, der synes forældede og uinteressante. Det gælder både det Lamb of God-riff, der indleder 'Lacrimosa', introen til den stort anlagte 'Confutatis', som er som taget fra 'Evangelion'-æraens Behemoth-håndbog, og samme nummers slutning, der sender fingerkys til Mayhem og Darkthrone.

Overordnet set er det svært at finde den røde tråd i 'Missa Pro Defunctis'. Bevares, med titler lånt fra den katolske dødsmesse og lange, omsiggribende klassiske og sortmetalliske kompositioner er der sikkert en rituel fællesnævner pladen igennem, som ikke lige stikker ud for den uindviede lytter. Men inspirationskilderne er mange og absolut ikke altid kompatible. At blande eksempelvis Yngwie Malmsteen, Lamb of God og Dimmu Borgir kan muligvis godt fungere, men gør det ikke her. At de gode metalliske ideer heller ikke rigtig er til stede, gør heller ikke noget godt for ep'en. Det lyder langt hen ad vejen som genbrug, og ikke nødvendigvis genbrugte elementer, og det passer hverken sammen internt eller med strygerne og blæserne i lydbilledet.

Hvad der taler til Lamentaris fordel, er til gengæld den enorme vilje til at drømme stort og tænke endnu større. Der er delelementer rundt omkring i 'Dies Irae' og 'Confutatis', som er fængende. Og Lamentari viser, at man godt kan benytte klassisk musik i så stor og ambitiøs en mængde, som de gør det, og stadig få det til at fungere sammen med metallen. De skal til gengæld være bedre metalliske sangskrivere og evne at sætte sig ud over idolernes ideer. De matcher eksempelvis på ingen måde Septicflesh og Dimmu Borgir, men de synes at have ambitionerne, og hvem ved, på sigt måske også evnerne til at gøre det.