I fortsat melodramatisk limbo
Leprous har efterhånden fundet en formel, de er trygge ved – men er det også formlen, lytterne stiller sig tilfredse med i længden?
2. Atonement
3. My Specter
4. I Hear the Sirens
5. Like a Sunken Ship
6. Limbo
7. Faceless
8. Starlight
9. Self-Satisfied Lullaby
10. Unfree My Soul
For 13 år siden stod der Denmark Rock Festival på plakaten på hedengangne The Rock med navne som Loch Vostok og Malrun blandt aftenens indslag.
Det var dog udelukkende et nyt, norsk foretagende, der trak mig i den retning, efter ‘Passing’ fra debutskiven ‘Tall Poppy Syndrome’ og, kort forinden, den fremragende opfølger ‘Bilateral’ var havnet i rotation derhjemme som et af de nye håb på den progressive metal-scene. En forrygende koncert, der i øvrigt blændede ved noget á la det mest blodfattige fremmøde, jeg nåede at opleve på den adresse, og siden da er det så gået over stok og sten for Leprous.
Sådan da. For de dedikerede progheads slog nordmændene igennem i løbet af 10’erne, efterhånden som deres stil gik væk fra den riff-orienterede retning på de tidlige plader, og hooks og omkvæd gradvist blev mere centrale i sangskrivningen. Einar Solbergs rolle i front, med de letgenkendelige tenor-fraseringer, gjorde Leprous til en anden, mere vokalbaseret, melodramatisk størrelse, og det er grundlæggende stadig her, vi finder dem i dag.
At bandet så gør sit for at argumentere for andet i det tilsendte promomateriale er så en anden sag. En beskrivelse, der gør meget ud af fremhæve, at denne aktuelle udgivelse, ‘Melodies of Atonement’, skulle være et kæmpe makeover, hvor de orkestrale sektioner fra forgængeren ‘Aphelion’ (2021) er taget ud af ligningen for i stedet denne gang at lave en plade med udgangspunkt i den musik, som bandet selv kan gengive i live-settingen – og det er da papiret også sandt, isoleret set.
Med det sagt ændrer det ikke væsentligt på lytteroplevelsen, hvor sangskrivningen stadig er baseret på den samme vekslen mellem de sagte, opbyggelige vers inden bombasten i omkvædet, der skal rive os med, konstant med vokalen i førersædet. At man derudover kan undre sig over, at en fire sider lang PDF ikke omtaler nogen andre medlemmer end netop Solberg bidrager kun til at bekræfte den rolle, han har fået som deres ultimative samlingspunkt, hvor fortællingen om, at dette skulle være en fælles band-indsats, falmer umiskendeligt.
Med ‘Melodies of Atonement’ er Leprous med andre ord stadig ude på rejsen efter de store ørehængere. Tyngden står dog momentvis klarere i karakter, netop fordi vi er mere tilbage til at høre dem i en klassisk band-setting uden flere supplerende lydflader end højst nødvendigt – men igen står tyngden kun frem i omkvædene, fordi alle sange er baseret på samme model. Den sagte indføring. Det underspillede, indfølte vers. Den eksplosive energiudladning og de høje fraseringer i omkvædet, og derfra tilbage til udgangspunktet, eventuelt med lidt korsektioner i et kortvarigt C-stykke. En model, som bliver enormt triviel, hvis ikke hooks og omkvæd står nok ud til at kunne bære præmissen – og det er så på den præmis, dommen må stå eller falde.
‘Silently Walking Alone’ åbner ballet med pulserende bas og skævvredne tonaliteter, som en lækker indføring, der pudsigt nok holder omkvædet i samme, tunge leje, men måske netop derfor er bundet fint sammen, før der trækkes flere veksler på kontrasterne i den efterfølgende ‘Atonement’. Vokalakrobatikken har ikke fortaget sig, mest prominent i ‘I Hear the Sirens’ og ‘Unfree My Soul’, hvor Solberg i førstnævnte nærmest parodierer sirener i versets fraseringer. En sang, der mere fremstår som en stiløvelse undervejs, mens ‘Unfree My Soul’ er en lækker afrunding på pladen med distortede guitar-markeringer og lige den snert af punch fra bandet, som promomaterialet lovede forinden.
Vi er dog efterhånden milevidt fra både prog og metal med Leprous i 2024, selvom de sikkert gerne selv vil fortælle os noget andet for at holde fast i den fanbase, der er opbygget på vejen – men det gør nu heller ikke så meget, når de momentvis stadig rammer nåleøjet i stærke melodier, hvor ‘Limbo’ fx godt kunne trække veksler på den melodiske tyngde anno ‘Coal’-perioden, eller ‘Faceless’ virkelig har succes med at sælge kontrasten med det jazzede groove i verset, inden hooklinen om aldrig at gå/være alene påtvinger sig adgang til din indre nethinde, og Tor Oddmund Suhrke senere også tilsniger sig en sjælden lejlighed til en indfølt guitarsolo.
Oftere end ikke mangler ‘Melodies of Atonement’ dog de stærke sange og hooks til rigtig at sælge præmissen, hvor meget man end må unde dem indsatsen. Sangene er "fine", og det hjælper dem en smule at skære ind til benet som et band uden alskens unødvendig fluff – men opbygningerne og sangskrivningen mangler stadig at træde nok i karakter. I forsøget på at indlejre dynamikken på så godt som samme måde hele pladen igennem går dynamikken netop tabt ud i det forudsigelige, og det føles snarere som at lægge ører til et artsy indie-band, der prøver at skrive ørebaskere uden rigtig at mestre det. Som spildt potentiale, når man ved, at de i sin tid kunne så meget mere end det.
Den dag, hvor resten af bandet træder i kulør og giver Solberg mere modspil, vil være en god dag – ikke fordi problemet er Solberg, men hvor er resten af bandet i sangskrivningen her på ‘Melodies of Atonement’?
Jeg er ærligt talt meget i tvivl.