En lyd af oprør og transformation
‘Pain to Power’ er en uovertruffen debut, hvor den improvisatoriske nerve og uregerlige saxofon baner vejen for et band, der åbenlyst træder sine helt egne veje.
Look Down on Us
Saoirse
Born to Die
Break the Tension
Trenches
Zaytoun
Reconcile
Der findes plader, der beder dig om at lytte. Og så er der dem, der tager fat i dig, rusker dig og nægter at give slip, før du har mærket hvert eneste sekund på kroppen.
‘Pain to Power’, debutalbummet fra Manchester-kvartetten Maruja, hører til den sidste kategori. Det er ikke musik, man sætter på som baggrundsstøj. Det er snarere som et ritual, en eksplosiv øjenåbner.
Maruja spiller, som om de har travlt med at redde verden – eller i det mindste rive den fra hinanden for at bygge den op på ny. Deres lyd er en centrifuge af hardcore, hiphop, free jazz og post-punk, hvor saxofoner hyler som sirener, og trommer hamrer som maskiner på overdrevet. Midt i det hele står frontmand/shaman Luke Wilkinson, der både prædiker, rapper og råber, som om hvert ord er presset ud mellem tænderne på ham.
Åbningsnummeret »Bloodsport« sætter tonen øjeblikkeligt. Rim shots tikker som en bombe, mens bassen rumler uregerligt rundt fra første færd. Wilkinson slynger sine linjer ud med en intensitet, der trækker veksler på både Rage Against the Machine og Show Me the Body – men hvor deres vrede ofte er rettet udad, føles Marujas som noget mere indre. Som et forsøg på at rense sig selv gennem lyd.
Og så er der saxofonen. Hvor mange bands ville ikke bruge den som et pynteelement, som et nik til noget arty? Maruja lader den i stedet skrige, sørge og trøste. Gennemgående. Som et rastløst spøgelse, der flakker ind og ud af lydbilledet som for hele tiden at kommentere på alt det, de andre laver. Den kan vræle som en bilalarm og kærtegne som et åndedrag – ofte i samme passage.
‘Pain to Power’ handler, som titlen antyder, om transformation. Empowerment. Fra lidelse til styrke. Fra stilhed til larm. På den ti minutter lange ‘Look Down on Us’ vender Wilkinson blikket mod de herrer, der styrer verden fra glastårne og aktieporteføljer: “Corporations profit hard, then cackle like some vultures / Picking bones through their teeth caught between the meat.” Det er både grotesk og smukt, eminent ansporet af alle de ti minutters organisk opbyggelige highs and lows.
Men midt i støjen er der også øjeblikke af rørende klarhed. ‘Saoirse’ (irsk for frihed) føles som en dyb indånding efter stormen. “It’s our differences, that make us beautiful”, gentager Wilkinson, og selvom linjen er nok så naiv på papir, lyder den her som et løfte. Maruja forstår, at oprør ikke kun handler om vrede – men også om håb.
Albummets midtpunkt, ‘Born to Die’, er som et lysglimt i mørket. Starter i næsten total ro. En fjern saxofon. Et par klagende akkorder. En stemme som fra en mand, der netop har set sandheden i øjnene. “We are universal spirits / And our kingdom is this Earth”. Det er smukt uden at være sødt, spirituelt uden at blive prætentiøst. Og da bandet endelig eksploderer, føles det ikke som støj – men som forløsning.
Mod slutningen fortsætter albummet sin pendulfart mellem kaos og ro. ‘Break the Tension’ gør præcis det, titlen lover, mens ‘Zaytoun’ svæver gennem psykedeliske tåger, som en drøm, man kun delvist husker. Og endelig afslutningen, ‘Reconcile’, med et crescendo så voldsomt og rørende, at det næsten føles fysisk. Som den sidste tone dør ud, føles det som at vågne modvilligt fra selvsamme drøm.
Der er intet poleret over ‘Pain to Power’. Maruja spiller, som om de ikke aner, om verden stadig eksisterer, når sangen slutter – og det er netop derfor, at den føles så ægte. Her er ingen ironisk distance, ingen algoritmisk beregning – blot fire musikere, der har besluttet sig for at give alt, hvad de har, og lidt mere.
I en tid, hvor så meget musik føles som en kopi af en kopi, er Maruja en påmindelse om, at kunst stadig kan være farlig. ‘Pain to Power’ er for mig ikke blot et album, så meget som et livsbekræftende værk – en demonstration af, at energi, mod og ærlighed stadig betyder noget.
Giv slip, lad saxofonen rive dig med, og lad Wilkinsons stemme kradse i din hud. Det er her, at smerten bliver til styrke, og musikken bliver til magi – en magi, jeg ser ustyrligt frem til at opleve på nær hold på Dyrskuepladsen næste år!