Mindre glasur og mere kage næste gang, tak!
Defecto har stadig et utroligt højt bundniveau, men med en tendens til at overdrive det tekniske frem for det kreative her på bandets nye album.
Eternal Descent
Sacred Alignment
Eclipsed by the Void
Heart on Fire
Quantum Abyss
Through Cloak and Bones
Shattered Reality
Echoes of Isolation
Det er godt, at Danmark har et band som Defecto. Vi har alt for få metalbands, som åbenhjertet hylder den melodiske, progressive metal. Der er samtidig noget forfriskende ved, at Defecto samtidig ikke lægger skjul på internationale ambitioner. Set i det lys er det så naturligvis lidt ærgerligt, at et internationalt og vel egentlig også nationalt gennembrud endnu ikke er sket her snart ti år efter bandets første album.
Nu er Defectos fjerde album så ude, og ’Echoes Of Isolation’ lægger sig vel egentlig meget godt i forlængelse af bandets tidligere albums. Det er guitardrevet, melodiøst, pompøst og velsunget, og stilen er klart progressiv med inspiration fra de seneste 20 års amerikanske og europæiske bands inden for den progressive metalgenre.
Det er ikke svært atter en gang at høre noget Symphony X i flere af sangene, og det virker denne gang også, som om der kunne være hentet inspiration fra engelske Threshold. Og det er jo bestemt ikke dårlige steder at lade sig inspirere.
Ethvert progmetal-album skal naturligvis have en symfonisk intro, og det får vi så også her med ’The Unraveling’, der i bedste filmscore-stil sætter det hele i gang, inden ’Eternal Descent’ tager over. Der er rifforama og guitarsoli for alle pengene, og tillige et ganske godt omkvæd. Så alt begynder såmænd ganske lovende.
Den efterfølgende sang ’Sacred Alignment’ følger egentlig stilen videre. Dog har forsanger og guitarist Nicklas Sonne tunet sin vokal mere i retning af James Hetfield. Og det fungerer fint i en sang, der er intens og har et fornuftigt drive.
Svært at bevare nivauet
Så er stilen ligesom lagt, og resten af albummets sange følger samme opskrift som de to sange.
Det så måske alligevel bortset fra sangen ’Heart On Fire’. Her har man hevet Danmarks stolte musicalstar Stig Rossen til at deltage på vokalen. Det er en supergod idé. Men det bidrager alligevel ikke så meget, da hans vokal på sangen sjovt nok ligger meget tæt på Sonnes. Samtidig er det en sang, der rent musikalsk skiller sig lidt ud ved at være mere middle of the road end albummets øvrige sange. Men det gør nu egentlig ikke noget med en enkelt sang, der bare kører derudaf.
Herefter skal vi så desværre helt hen til albummet sidste sang – titelsangen – før det igen for alvor bliver rigtig interessant. Sangen med sine næsten 10 minutters plads til alle de ting, som Defecto gerne vil prøve af, og det resulterer så i en rigtig progressiv sag. Det lyder ganske vist meget som noget, der er hørt før fra andre bands, men ikke desto mindre en fin finale på et godt album.
Lidt for meget glasur
Nogen gange er albums, der skuffer i begyndelsen, de store vindere ved gentagne gennemlytninger, hvor de vokser hos lytteren. Desværre er det lidt anderledes med ’Echoes Of Isolation’. Der, hvor man næsten bliver blæst væk ved første gennemlytning, er det som om trætheden så småt sætter ind med tiden.
Musikken er kompleks, og der er ideer nok i hver sang, men nogle gange kammer det noget over. Der bliver puttet temmelig mange ideer ind i ret korte sange, og der er lige rigeligt med guitarlir. Både Sonne og Frederik Møller er fremragende guitarister, men de mange soli i hver sang fra dem begge bliver en smule trættende i længden. Det er ekvilibristisk og imponerende, men ligesom man ikke rigtig gider at se den samme tryllekunst igen og igen, kan det også godt blive lidt enerverende, at de mange guitarsoli fylder så meget, som de gør på ’Echoes Of Isolation’. Var vi ikke en gang for alle sluppet af med Yngwie Malmsteen-æraen?
Der er lidt rigeligt mange gentagelser på ’Echoes Of Isolation’. Lidt for mange riffs, der lyder for ens. Men uanset disse forbehold er det et godt fjerde album fra Defecto.