Elendighedens smukke sange
Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.
Morning Bell er Ole Grarups soloprojekt, hvor han klarer guitar, bas, keys og vokal. Til trommespillet har han fået hjælp af Ejnar Videbæk. Grarup har tidligere sammen med blandt andet Videbæk, slået sine folder i hedengangne Mordax, som gjorde sig i det fræsende og bidske. Med Morning Bell, under hvilket navn han allerede har udgivet en dobbeltsingle, er stilen mere rocket, progget og skæv med en god sans for det fængende. Selv kalder han det dystopisk rock. Hvis utopisk rock er den ideelle, harmoniske rock, så er Morning Bell altså gyserrocken. Det er et dog et smukt gys.
'Slide Back Into Misery' besvarer et spørgsmål, som denne skribent indimellem stille har formuleret i hovedet: Når nu Ghost er så blevet så stort, som det er, hvorfor er der så ikke rigtigt nogle kloner af dem eller bare kraftigt inspirerede bands? Man kan selvfølgelig argumentere for, at Ghost selv startede kraftigt inspireret af blandt andet Blue Öyster Cult og så udviklede det derfra. Og der da sikkert også allerede en sjat derude, som lyder som Ghost, hvis blot anmelderen gad researche det. Og sikkert med større match end tilfældet er med Morning Bell.
Men det er positivt ment, når der peges på Ghost i en anmeldelse af Morning Bell. Det er de store, flotte arrangementer, det catchy og de skarpe riffs i en let tør guitarlyd, som til gengæld blødes godt op af fed bas og i ny og næ et orgel med piben helt i bund. Og så er der vokalen, som især omkring omkvædene har arrangementer meget lig en vis hr. Forge.
Gammel dansk ungdomsrock
Men der er også en anden side af vokalen. Noget dansk. Noget halvfemserrock. Man fristes til at sige gymnasierock. For i den lyse, let nasale vokal er der behagelige glimt af en ung Tim Christensen-vokal, og der er indimellem i al musikkens proggede flirten et element af den her ubekymrede, legesyge og kække tilgang til, hvad et nummer kan indeholde, som netop bands som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis med flere smed i rockgryden, dengang anmelderen her var teenager. Og det er sikkert også noget af det, som Morning Bell kan. Lege omkring en kendt formular og binde det hele godt sammen i en velkendt vers-omkvæd-formular.
Der er noget personligt, men der er også noget, som er så klassisk, at det vil få lytteren til at pege bagud på andre bands som potentielle inspirationskilder, hvad end det så er dansk rock med afsæt i grunge, Led Zeppelin eller en kortere snor i tiden til Ghost.
Store omkvæd, lækre detaljer
Ep'en lægger hårdt for. 'Wide Awake' er energisk og let at falde for. 'She Loathes You' er dog et større og mere holdbart nummer. Lige fra den let Tim Christensen-agtige start i vokalen til det formidable pre-chorus med masser af fløde over arrangementet og en fed basgang og så det store omkvæd, som ebber ud i en gentagelse af introriffet som her anden gang er endnu mere svinefedt med sit dystre orgel og de hakkende accenter.
Når Ole Grarup anlægger en mere melankolsk vokalføring som i titelnummeret, så er det elegant som Ghost, når dette band også bevæger sig ud i det mere følsomme område. Blandingen mellem melankolien i vokalen og den nærmest surfagtige guitar undervejs i nummeret er interessant, og så er der endvidere en lækker melodisk solo at hente senere i nummeret.
De to sidste numre af ep'ens fem er tungere i udtrykket og ikke umiddelbart prydet af samme poppede lethed i de ellers prog-ramte arrangementer. Det kræver måske lidt mere af lytteren at nå ind til nerven i numrene, men det er ikke et udtryk for tomgang, selvom 'Reaper' blegner lidt i sammenligning med den imponerende ep-start. Afslutteren er drømmende, selvom gentagelserne af titlen på nummeret, 'Das War Die Welt', lyder nærmest mekanisk, industrielt, mens guitaren lirer i baggrunden. Orglets skævvriden af det hele er det, som trækker sangen over i det nævnte drømmeunivers. Det er faktisk smukt, ligesom endnu en fin, melodisk guitarsolo, som følger længere inde i sangen.
Morning Bells begyndelse med først en single-udgivelse, nuvel en dobbelt, og så en ep-udgivelse kan virke som en ret forsigtig start, hvor der lige skal mærkes efter, om der er et publikum eller overhovedet bare interesse for det her. Men skulle det være årsagen til, at der ikke bare er braget afsted med et album, så kan det ganske let og hurtigt konkluderes, at med dét, som Ole Grarup har vist på 'Slide Back Into Misery', så forventes et fuldlængdeformat med Morning Bell også at glide appetitligt ned. Fordriv dog gerne ventetiden med denne ep. Dystopisk eller ej, lyt!