Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kanalrundfart i dobbelttempo

Updated
Cerecloth-Naglfar

Vort svenske broderfolk har, som vores norske fætre, en lang tradition for black metal. En af spydspidserne er Naglfar, som har spredt skræk og rædsel i 30 år. De har en lang og rodet historie med pauser, nye medlemmer og nye roller til gamle ditto, og efter en langvarig pause udgiver de nu en plade, der er rendyrket suppe-, steg- og is-black.

Kunstner
Titel
Cerecloth
Trackliste
Cerecloth
Horns
Like Poison for the Soul
Vortex of Negativity
Cry of the Serafim
The Dagger in Creation
A Sanguine Tide Unleashed
Necronaut
Last Breath of Yggdrassil
Forfatter
Karakter
2

For der er intet nyt at hente på en udgivelse, der lyder, som Naglfar altid har gjort – og ikke mindst som deres genrekammerater i især Dimmu Borgir. Titel- og intronummeret ’Cerecloth’ er rendyrket Dimmu, fra før de kastede sig over stadionblack. Ved de efterfølgende gennemlytninger har jeg måtte erfare, at selvom det hele lyder fint og velproduceret, så er der ikke meget, der sætter sig fast. Bevares, mixet er ganske udmærket, jeg kan høre, hvad der foregår i rytmesektionen, og det er ikke elendigt. Til gengæld er det hele hørt før. Det samme gør sig gældende på den næste skæring, ’Horns’. Åbningen med klassisk riffsalat og tilhørende blastbeats lyder godt, men det er bare endnu et nummer i rækken, skrevet ud fra den samme formular. Soloen kom som en overraskelse; ikke fordi jeg ikke synes, at soli hører til i black metal – bare se på Rotting Christ – men den virker totalt malplaceret med sin barrock-attitude.

Ser man på pladen overordnet, er der en overvældende følelse af, at alting er, som det plejer. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, men det er ikke et kvalitetsstempel, at et band ikke formår at rykke sig. Glimtvis får de mig dog til at spidse øren. ’Like Poison From the Soul’ vækker associationer til gode gamle Stormtroopers of Death med en snusket basgang, før de atter skifter tilbage til deres dansevenlige stil. ’Cry of the Serafim’ åbner med blokke af riffs over et langsomt beat, og når den endelig kommer i gang, er det som om, det er en helt anden plade. Guitaren har set sit snit til at luske helt frem på scenen, før vi ender tilbage i en lyd, der hverken fremhæver eller forfordeler nogen.

">

Mand over bord
Faktisk skal vi helt frem til næstsidste og sidste nummer, ’Necronaut’ og ’Last Breath of Yggdrasil’, før jeg for alvor forstår, hvorfor ’Cerecloth’ har sin eksistensberettigelse. De respektive numre afspejler, at bandet trods alt ikke befinder sig i en tidslomme, men gerne lader sig inspirere af moderne strømninger og sidsten, tror jeg, er et glimrende nummer at svinge hår til i live-regi. Overgangen fra den ene til den anden er strømlinet og sømløs og er næsten pladens højdepunkt, komplet med opmærksomhedskrævende outroer og det musikalske svar på øjenkontakt.

Desværre er det bare ikke nok til at løfte dem ud af den formløse masse, der er ’Cerecloth’. ’Vortex of Negativity’ og ’A Sanguine Tide Unleashed’ er så forglemmelige, at jeg flere gange måtte skifte tilbage og tvinge mig selv til at sidde og høre efter, for at sikre mig, at jeg ikke bare havde glemt at trykke play. ’The Dagger in Creation’ er en spøjs blanding af Marduk og Dimmu Borgir anno ’Spiritual Black Dimensions’, og hånden på hjertet, så vil jeg hellere sætte dem på end den her. Størstedelen af albummet er, af mangel på bedre ord, anonymt. Ikke mange af numrene skiller sig ud fra hinanden, og jeg tror, jeg er kommet for sent ombord til at sætte pris på deres musikalske udvikling – eller mangel på samme.