Flere færdigbankede søm end hvinende negle
Nails er tilbage efter otte års pladetørke. Har vi savnet dem? Tja. Var det ventetiden værd? Næh.
2. Punishment Map
3. Every Bridge Burning
4. Give Me the Painkiller
5. Lacking the Ability to Process Empathy
6. Trapped
7. Made Up in Your Mind
8. Dehumanized
9. I Can't Turn It Off
10. No More Rivers to Cross
Tilbage i 2016 var Nails et af de varmeste navne på blokken. Bandets tredje album 'You Will Never Be One Of Us', blev rost af en nærmest samlet metalpresse, inklusive nærværende medie, og indtog celebre pladser på diverse top 5, -10 og -20-lister ved årets udgang. Nails' mikstur af hardcore, grindcore, powerviolence, crust punk, dødsmetal og ondt i knytnæven blev regnet for noget af det mest kompromisløse, datidens ekstremmusik-scene kunne byde på. En sandhed med, trods alt, nogle modifikationer, men ikke desto mindre var det tankegangen bag den hyldest, Nails dengang modtog. Nails var frække, grænseløse og farlige.
At 'You Will Never Be One Of Us' så er ældet med omtrent samme ynde som en daggammel creme fraiche på en strandstol på Sydkysten en lun forårsdag er så en anden sag. Albummet blev, set i bagklogskabens skærende lys, ikke den genreklassiker det var forventet, og titelnummeret er vel noget nær det eneste, man sådan for alvor husker i 2024.
Kanske uheldigvis brugte bandet det rivende momentum og den megen omtale i 2016 på at blive ramt af god gammeldags dårlig stemning. Bandet aflyste sin stort opsatte Europatour en måned efter pladen udkom og fik aldrig rigtig løbet live-maskineriet i gang igen, inden Nails i 2020 på kort tid gik fra trio til duo til solo, og frontmand Todd Jones stod tilbage med de gennempryglede rester af, hvad der for få år siden havde lignet en vindende galophest.
Nu er jeg voksen og forstandig
Nuvel, tiden er gået, skægget grånet og maven vokset, og ikke mindre end otte år er der gået, siden Nails sidst gav fuldlængdelyd fra sig. Todd Jones har samlet en ny trio omkring sig, hvor tilføjelsen af Shelby Lermo fra Ulthar på guitar er den mest bemærkelsesværdige. Og lad det være fastslået med lange, godt brugte søm, allerede inden vi påbegynder bevisførelsen: Nails er ikke længere de vildeste unger i skolegården, hvis de da nogensinde var det. Samtlige genrer, som Nails bevæger sig indenfor, har rykket sig betragteligt i de otte år, der er gået. Wormrot har perfektioneret grindcoren, uden at nogen ellers gider forholde sig til det. Bands som Pain of Truth, Lionheart og sikkert 743 andre hardcore-bands har fremelsket essensen i den genre, som ikke mere har brug for crossover-bands som Nails. Dødsmetallen kæmper dagligt en brav kamp for at blive vildere og ondere end i går. Det lykkes sjældent, men den har trods alt rykket sig betragteligt i det sidste årti. Et band som Cult Leader gør det meste af det, Nails også gjorde, bare vildere og mere utilgængeligt.
Hvad har man så tilbage, når man ikke længere kan spille på bare at være sindssyg?
Svaret ligger i høj grad hos førnævnte Shelby Lermo. For mens Nuclear Blast i promomaterialet stadig refererer til Nails og 'Every Bridge Burning' som musik ”causing the urge to peel your skin off”, hvilket vel svarer til at kalde en velbrugt malkeko for et frådende rovdyr, så har bandet andre tanker.
Selv om det 10 skæringer lange album stadig rammer en effektiv spilletid under 20 minutter, og selv om Jones' vokal stadig har den samme tonale harmoni som en spand ral fra gårdspladsen, der bliver kørt gennem en grenhakker, har Nails på 'Every Bridge Burning' alligevel gentænkt formen på bollerne i kødsovsen.
Riffs fra ”måske”-bunken
Omend åbneren 'Imposing Will' lægger ud i vanligt ”første mand på skadestuen er en makker”-tempo, slår bandet hurtigt over i snart thrashede, snart speed-metalliske kompositioner, hvor Lermos guitararbejde trænger sig i forgrunden, og hvor Jones' vokaler og den karakteristiske Kurt Ballou-produktion er de eneste elementer, der stadig gør Nails genkendelige som Nails. Herefter følger pladens mest genkendelige banger og deraf naturlige højdepunkt 'Give Me the Painkiller', der med sin nærmest urimeligt episke længde på knap tre minutter byder på et næsten heavy-metallisk riffarbejde, hvor Nails qua titlen sagtens kunne have haft Judas Priest i tankerne under tilblivelsen.
Efterfølgeren, den gumpetungt groovy, men ganske ukarakteristiske 'Lacking the Ability to Process Empathy', er den sang i tredje kvartal, du allermindst behøver lytte til. Det halve minuts grindcore-inferno, der er 'Trapped', er til gengæld skæringen, der får dig på dansegulvet, hvis du lige skal huske at brække et ribben i pitten, inden du skal hjem. Hvilket naturligvis er overmåde positivt.
Herefter falder albummets resterende 40% desværre ned i ligegyldighedens bundløse brønd, hvor 'Dehumanized' udmærker sig ved en ret spasmodisk guitarsolo, hvis relevans i kompositionen synes ikke-eksisterende, 'I Can't Turn It Off' lyder som thrash spillet af crust-punkere, der lige skulle prøve det under lydprøven, og 'No More Rivers to Cross' er det tætteste du kommer nogen, der spiller noget med Slayer. Det hele udført ganske middelmådigt. Sikkert med rigelig patos, men uden den store kvalitet. Hvilket alt sammen er lige meget, fordi du alligevel næppe kommer til at erindre nogen af de førnævnte numre, så snart du har slukket for pladespilleren.
Nails anno 2016 var vilde, vovede og vanvittige. Det bildte vi os i hvert fald ind. Vi ville det gerne.
Nails anno 2024 er et band, der leger Nails anno 2016. De når ikke helt ekstremerne fra sidst, og de ekstremer er i sig selv måske ikke helt så interessante for lytteren længere. Her er problemet så, at bandet må prøve at profilere sig på sangskrivningen frem for attituden. Det ville ikke være lykkedes i '16, og det lykkes heller ikke nu. Dertil er materialet, med et par enkelte undtagelser, ganske enkelt for svagt og forglemmeligt, og at bandet sætter tempoet ned, putter riffet i centrum og prøver at groove i et adstadigt tempo blotlægger kun alt for tydeligt de mangler, Nails dengang som nu har i deres tæft for sangskrivningen. De mestrede det voldsomme og umiddelbare, men sjældent det gennemtænkte.
Det kunne have været hyggeligt, hvis Nails stadig var relevant, måske endda interessant.
Det er det bare ikke rigtigt.