Genbrugsvand i Nildeltaet
Nile har fået ny forsanger ved siden af Karl Sanders. Han skal løfte arven fra Dallas Toler-Wade, og det bidrager ikke med meget på den nye plade.
2. Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare
3. Vile Nilotic Rites
4. Seven Horns of War
5. That Which Is Forbidden
6. Snake Pit Mating Frenzy
7. Revel in their Suffering
8. Thus Sayeth the Parasites of the Mind
9. Where is the Wrathful Sky
10. The Imperishable Stars are Sickened
11. We Are Cursed
Nile var et af de bands, der i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne fik genrejst en genre, der ellers var gået lidt i stå. Med debutpladen 'Amongst the Catacombs of Nephren-Ka' fra 1998 og 'Black Seeds of Vengeance' var Nile i den grad med til at gøre dødsmetal relevant igen.
Siden har de udgivet flere gode plader, og deres helt egen stil og egyptiske tematik gør, at Nile har deres helt egen plads på det dødsmetalliske landkort. Kernen i Nile har siden debutpladen været Karl Sanders og Dallas Toler-Wade, der har haft hver deres guitar og delt tjansen som forsanger mellm sig. Et vaskeægte makkerpar. Det var derfor også noget af et chok, da bandet i februar 2017 kunne meddele, at Toler-Wade havde forladt bandet. Erstatningen kom i form af Brian Kingsland fra Enthean, der året forinden havde udgivet deres egen debutplade, 'Priests of Annihilation'.
Debutnummeret 'Long Shadows of Dread' er der ikke meget nyt over: en klassisk åbning fra Nile:
Vi fik oplevet Brian Kingsland samme sommer på Wacken Open Air i august måned 2017, hvor den nye forsanger blev blåstemplet af såvel os som bandets fans. Kingsland gjorde det godt, og det gør han også her to år senere på 'Vile Nilotic Rites', der således markerer hans debut i bandet som bidragende musiker. Han er krediteret på hele fem af pladens elleve skæringer.
Grundlæggende er det dog stadig Karl Sanders, der sammen med trommeslager George Kollias står for det kreative i bandet. Og det skorter da heller ikke på egyptiske og mellemøstlige referencer i sange som 'Seven Horns of War' og 'Snake Pit Mating Frenzy', der ligesom åbningsnummeret i den grad sørger for, at lyttere af pladen ved, hvor de er landet. Lige i Niles baghave. Særligt førstnævnte er en episk størrelse, hvor man sågar hives lidt ind i Ringenes Herre-universet med nogle af de horn, der blæses i midtvejs i nummeret.
Det er desværre også pladens akilleshæl. Nile lyder, som Nile gør, på 'Vile Nilotic Rites'. Selvom Dallas Toler-Wade ikke længere er i bandet, så kværner bandet videre ud ad den sti, de har trådt siden dagene i slutningen af halvfemserne, hvor de cementerede navnet inden for dødsmetal. Brian Kingsland lyder en smule anderledes, idet hans growls er lidt lysere end Toler-Wades, men ellers er der ikke nogen markant forskel.
Her to årtier senere er nyhedsværdien dog ved at aftage med de efterhånden velkendte effekter, så det kræver, at musikken kan stå alene. Det kan den nogenlunde. Produktionen af pladen er som sædvanlig fyldig, og vokal og guitar dominerer, mens George Kollias' trommer buldrer millimeterpræcist derudad, hvilket er et af de stærke kort, Nile har kunnet trumfe med, siden den græske trommeslager kom med i bandet på 'Annihilation of the Wicked'.
En dygtig trommeslager gør dog ikke det hele alene. Vi har tidligere været efter Karl Sanders og skrev allerede i 2015, at inspirationskilden var ved at udtørre, da de udgav 'What Should Not Be Unearthed'. Det er stadig samme formel, der køres efter. Udfordringen er, at det efterhånden er hørt for, men når man egentlig godt kan lide den formel, så er det som at tage de der udtrådte par sko på, der bare passer rigtig godt. De er lidt slidte, men pasformen gør, at det er en behagelig oplevelse hver gang. Sådan er det med Nile. Intet nyt under den egyptiske sol trods tilførslen af en ny guitarist og forsanger. Titelnummeret kan høres her.