Er kompilationen død?
Det er dødsmetal i en række varianter på den genoplevede 'Death... Is Just the Beginning' fra Nuclear Blast, som disker op med diverse rariteter med begrænset holdbarhed, da de fysiske udgivelser alligevel også udgives digitalt.
Kataklysm - "The Awakener" (re-recorded)
Hypocrisy - "They Lie" (The Exploited cover)
The Spirit - "Illuminate The Night Sky"
Memoriam - "The War Rages On" (demo)
Insidious Disease - "Soul Excavation" (unreleased new song)
Possessed - "Abandoned" (unreleased demo of new song)
Thy Art Is Murder - "The Son Of Misery"
Immolation - "Morbid Visions" (feat. Max Cavalera) (Sepultura cover)
Nailed To Obscurity - "King Delusion" (unreleased new song)
Bleeding Gods - "Beloved By Artemis"
Decapitated - "Sane" (Meshuggah cover)
Aenimus - "Before The Eons" (unreleased new song)
Paradise Lost - "Frozen Illusion" (previously released Japanese only b-side)
Carcass - "A Wraith In The Apparatus"
Brujeria - "Viva Presidente Trump!" (previously only available digitally and on vinyl)
Opsamlingen, kompilationen eller det såkaldte mix-tape har altid været en vigtig del af metalscenen. Opsamlinger er på ingen måde unikt for metallen, husk bare 'Absolute Music', der prydede sites forrige Top 5, der handlede om 90'erne. Men ikke desto mindre ekstremt vigtig for metallens unge år. Da metallen var spæd, var der nemlig tapetradere, der udvekslede kassettebånd med hinanden på tværs af landegrænser og kontinenter. I nogle tilfælde blot kopier af fede demobånd fra ens egn eller land. I andre tilfælde luksus-udgaven, når der blev ydet den service at sende en samling af de bedste sange fra en række bands. En kompilation.
Kompilationer har i metallens verden blandt andet været gratis følge til diverse magasiner. Herhjemme fik man dem blandt andet med NRG! Magazine og Metalized. Eller de kunne købes i pladebutikkerne, hvor det så ofte var et pladeselskab, der udgav en samling af selskabets spændende artister. Ofte til en fordelagtig pris, fx fra Earache Records, Osmose Productions eller Nuclear Blast. Sidstnævnte havde en populær udgivelsesrække i 'Death... Is Just the Beginning', der blev udgivet i 1990 og godt ti år frem. Navnet fik ret, da fokus på de første primært hed dødsmetal som Dismember, Master og Atrocity, mens man på den sjette udgivelse ti år senere fik masser af power metal fra bands som Helloween og Stratovarius.
Genoplivet
I dag eksisterer kompilationen i bedste velgående, selvom det så fortrinsvis er på streamingtjenester, hvor diverse metallister for nyt, klassisk eller en specifik genre udbydes til lytterne. Men er den klassiske kompilation i fysisk udgivelse så død?
Det mener Nuclear Blast, der har genoplivet 'Death... Is Just the Beginning', ikke. Den nye udgave hedder 'MMVIII' og udkommer på cd, vinyl og kassettebånd, mens der også er T-shirt (!) og tour-pakke. Sidstnævnte er dog blot med to bands, nemlig Hypocrisy og Kataklysm, som spiller i København inden så længe.
Det som engang var
I 1995 købte undertegnede sin første 'Death... Is Just the Beginning'. Det var nummer 'III', der var udgivet året før. Jeg fik den i den dobbelte version, og der var virkelig mange fede numre for mig den gang. Fuld valuta for pengene, da jeg blev introduceret til en masse fedt, jeg ikke havde hørt før og måtte ud at have mere med. Dengang rakte pengene kun til en enkelt eller to cd'er pr. måned, så opsamlingerne var sammen med anmeldelserne i bladene vigtige vejledninger til, hvor pengene blev sat bedst, når der næste gang skulle erhverves nyt til samlingen. På den front er opsamlingernes relevans blevet kvalt gevaldigt. I hvert fald hos de lidt større selskaber, hvor musikken let kan findes online på en eller anden måde. Det er ikke helt så spændende længere med sådan en blandet landhandel, for i dag kan man høre en plade kvit eller frit online på udgivelsesdagen. Ja, nogle gange før i diverse præ-lytninger hos et eller andet magasin. Andre gange bliver en plade lækket før tid.
Med 'MMVIII' gør Nuclear Blast en hel del ting rigtigt. Traditionelt havde disse opsamlinger nemlig, udover at præsentere en bred vifte af bands, også sange, der ikke var udgivet andetsteds. En fan, der skulle have alt med et band, måtte så til lommerne, for at fange netop dette bands bidrag til opsamlingen. En demoversion, et cover eller noget helt andet. Og her er 'MMVII' fin, da der både er til samlerne og de nysgerrige. Der lægges ud med et demonummer af nyt fra Benediction, mens man fra Immolation får et Sepultura-cover, hvor de endda har Max Cavalera med som gæst. Memoriam havde ikke held med lyden på den seneste skive, der havde en kedelig produktion, men heldigvis er demoversionen af 'War Rages On' fra den første skive faktisk interessant nok, og herligt rå og bidsk i lyden.
Kompilation på vinyl? Ja, hvorfor ikke!
Mit jeg anno 1994-1995 ville helt sikkert have sat stor pris på denne udgivelse. Og det er egentlig også fristende, at denne her kommer på vinyl, så man kan tage nostalgien fra både vinyl og opsamling med i købet, når der lyttes på stueanlægget. Men Nuclear Blast fejler et eller andet sted, ved at hele herligheden er tilgængelig på streamingtjenesterne. Hvor er det spændende i udgivelsen, når selv de mere eksklusive numre er lige til at klikke sig til? Nu, i går, i morgen eller når jeg lige kan tage mig sammen.
På den anden side er de jo nødt til det, for der ville ikke gå lang tid, før det alligevel var lagt på nettet. Det er en luksus med mulighederne inden for streaming i dag, men der var nu altså et eller andet ved "de gamle dage" og spændingen ved en opsamling. De fede indkøb og de lærerige fejlkøb, når yndlingsanmelderen på et magasin eller et one-hit-wonder havde ført en til en investering, som bare ikke lige var noget, når det kom i cd-afspilleren.
Nå ja, når dette er skrevet med en tyk nostalgisk kærlighed til fortiden, så må det hellere tilføjes, at denne skribent er faretruende nær de 40. Hvis det ikke gav sig selv...
I skal lige have den her, selvom den ikke er fra anmeldte udgivelse. Den er fra nævnte tredje udgivelse af kompilationen. En demo/anden version af Dissections ypperlige 'Night's Blood' end den fra 'Storm of the Light's Bane'. En lille juvel, her i komprimeret Youtube-version. Kompilationer kunne noget.