Et ganske ordinært album
10 år er der gået siden Ozzys sidste soloalbum. Det er lang tid, og det har desværre ikke rigtigt været ventetiden værd.
All My Life
Goodbye
Ordinary Man
Under the Graveyard
Eat Me
Today Is the End
Scare Little Green Men
Holy for Tonight
It's a Raid
Take what you Want
Som indledning lidt Devilution wiki-trivialiteter: John ”Ozzy” Osbourne var forsanger i det legendariske heavy metal-band Black Sabbath fra 1969 til 1979 og igen i perioder i nullerne og fra 2013 til 2017. En Ozzy Osbourne var også en succesrig forsanger i sit eget band i perioden 1980 og ca. 20 år frem. Endelig findes der en Ozzy, der er et medieskabt ikon, der har huseret i nullerne og fremefter.
Det nye Ozzy album – ’Ordinary Man’ - er mest med den sidstnævnte Ozzy bag mikrofonen, selv om de to øvrige Ozzyer i sporadiske glimt kigger forbi.
Det er der desværre ikke kommet et videre monumentalt værk ud af. På ’Ordinary Man’ har Ozzy ”3” fået følgeskab af en rytmesektion bestående af Chad Smith (Red Hot Chilli Peppers m.fl.) på trommer og Duff McKagan (Guns N’ Roses) på bas. På guitar er Andrew Watt trådt ind, samtidig med at han står for produktionen af albummet. Andrew Watts tilknytning til den hårde rock begrænser sit stort set til et enkelt album med bandet California Breed, hvor han dannede trio med Glenn Hughes og Jason Bonham. Hans meritter har mere bestået i at have spillet, komponeret eller produceret sange for popikoner som Justin Bieber, Avicii, Rita Ora, Cardi B, Lana Del Rey og især Post Malone. Det er da formentlig også hans forbindelser til Post Malone, der har ført ham ind over ’Ordinary Man’, da Ozzys datter Kelly åbenbart synes, at det var en superidé, at farmand lavede en sang med Post Malone. Det har så resulteret i et album, hvor der ud over grundstammen i det sammensatte band dukker gæster op her og der – herunder Post Malone - til alles glæde eller frustration.
På kompositionssiden er forvirringen ligeledes til stede. Ganske vist er Smith, McKagan og Watts med til at skrive de fleste af sangene, men som en af de primære medkomponister på hele otte sange figurerer Alexandra Tamposi, som har skrevet sange til Beyoncé, Kelly Clarkson, Christina Aguilera, One Direction, Cardi B og Nickelback m.fl.
Fornuftig start
Albummet åbner sådan set hæderligt nok med første singleudspil ’Straight to Hell’ der allerede udkom sidste år. Efter en korsekvens bryder et effektivt guitarriff frem, og Ozzy vrænger ”All right now”. Et ekko, af Ozzy 1’s fortid i Black Sabbath, hvor bandets måske bedste album ’Master of Reality’ lagde ud med sangen ’Sweet Leaf’, hvis første linje er identisk med denne. Hvor ’Sweet Leaf’ var en sang til marihuanaens pris, hvor Ozzy sang om sin nye ven, er ’Straight to Hell’ derimod det stik modsatte, hvor det er et ”drug”, der synger til den afhængige. Det er ganske fermt, og det er en solid heavy metalsang, hvor Slash (Guns N’ Roses) står for guitaren.
Halvdårlige til dårlige sange
Allerede på albummets anden sang begynder nedturen dog. ’All My Life’ er en temmelig ufokuseret ballade, der ikke sætter sig varige spor i hukommelsen. Værre bliver det imidlertid med sangen ’Goodbye’, der igen begynder i ballademode, men pludselig skifter til et hektisk tempo, stakkels stakåndede Ozzy bliver smidt ind i hamsterhjulet, hvor han forgæves løbe musikken op. Det er kompositorisk det rene makværk.
Mere opløftende er titelsangen ikke. Den er også allerede udgivet på single og har Elton John med i en mindre rolle på et enkelt vers. Det lyder som en ballade-b-side til en Paul McCartney-single fra 80’erne produceret af Jeff Lynne fra Electric Light Orchestra, hvor det syntetiske orkester træder mere og mere frem undervejs for at ende i en overpompøs, svulstig finale. Elton John synger: “Many times I've lost control/ They tried to kill my rock and roll”. Præcis den følelse sidder man tilbage med efter gennemlytningen.
‘Under the Graveyard’ er såmænd ikke helt skæv. Det starter godt nok endnu en gang med et trættende aah aah-kor, som skæmmer albummet noget, men efter en balladeagtig intro kommer der sporadisk fine og tunge riffs afløst af semiballade-takter. Det er ikke albummets svageste sang. Men så er der lige den video, der er udgivet i tilknytning til sangen. Her bliver det udpenslet med staveplade i versaler, at Sharon Osbourne som den frelsende engel har reddet Ozzy fra den visse død i slutningen af 70'erne. Det kan godt være, det er tilfældet, og måske er det kun mig, der har det sådan, men er det ikke bare en smule for patetisk (i den oprindelige betydning af ordet)? Ozzy himself bakker åbenbart op. Gosh, hvor må han elske hende!
">
På sangen ’Eat Me’ er der en eller anden i organisationen bag Ozzy, der er kommet i tanke om relationen til Black Sabbath, hvilket har resulteret i, at bassen får en Geezer Butler-lyd og guitaren en tilsvarende Tony Iommi-lyd. Det kommer der så en habil om end ikke prangende sang ud af. Ozzy får lov til at sætte i gang på mundharpen, inden riffene sætter ind i en halvtung sang, der, selvom den dog indeholder et omkvæd, ikke er videre bemærkelsesværdig.
Herefter er der desværre ikke meget godt at berette fra ’Ordinary Man’. ’Today is the End’, ’Scary Little Gren Men’ og balladen ‘Holy For Tonight’ med endnu en gang aah aah-kor er ganske undværlige.
Gæst på eget album
Her burde vi så være halvtriste ved vej ende, men inden da skal vi udsættes for en duet mellem Ozzy og Post Malone. Her er Chad Smith sendt på ferie, og trommerne er overtaget af en programmering. Det er sådan set sjovt nok i en heftig sag. Men det er ikke en Ozzy Osbourne-sang. Det er Post Malone med Ozzy som gæst. Det er ikke en sang, der burde være inkluderet. Et singleudspil ville have været alt nok. Elton John vil formentlig heller ikke smide duetten ’Ordinary Man’ med Ozzy på sit næste album. Men Tom Morello lader sin guitar lyne på den.
Endelig har cd-udgivelsen en bonussang, med Ozzy, Post Malone og hiphopperen Travis Scott på vokal. Den lader vi lige stå. Uden at have en skid forstand på pop, hiphop og rap, så er det sgu nok en af de bedre og mest helstøbte kompostioner på albummet. Men det viser vist mere om, hvilke personer der er hevet ind til at hjælpe med at støbe herlighederne. Lad den bare komme på en single. Panelet, der udvælger sange til rotation på DR P3, vil knuselske den.
’Ordinary Man’ er i denne anmelders optik ikke noget godt eller værdigt album med Ozzy. For meget Ozzy "3", for lidt Ozzy "2" og "1".