På vej væk fra udgangspunktet?
PopulærAnthrax er tilbage med et nyt album efter fem år. Og selvom de på sin vis er vokset, er det også ved at vokse væk fra noget vigtigt. Læs med, og find ud af, hvad det er.
Man kan jo glemme at slå shuffle-funktionen fra, når man lytter til at album. Det var lige præcis, hvad der skete for denne anmelder. Og det gjorde faktisk en forskel for oplevelsen. Sidst på albummet har Anthrax nemlig lagt fire liveoptagelser, nemlig 'Fight 'Em 'Til You Can't' fra den seneste udgivelse; 'A.I.R.', 'Caught In a Mosh' og 'Madhouse' fra en fjern fortid i en galakse langt, langt borte.
At høre de gamle sange i vellydende liveversioner blandet sammen med de nye satte ting i perspektiv. Det ville være snublende let bare at afskrive de nye sange for ikke at være de gamle. For let, selvom trangen meldte sig. Men lade os lige holde fast ved, at det ville være for let. Indlysende nok er det svært for en hvilken som helst thrash-skæring at måle sig med nogle af genrens hædrede hits. Dernæst er det ikke fair altid at måle gamle bands – såsom Anthrax – netop på den baggrund. Hvordan fanden skal sådan nogen komme videre, hvis de altid skal leve op til ungdommens storhed, og hvis de så gør det, slår vi hårdt ned på dem for at plagiere sig selv. Det går i sagens natur ikke.
Alligevel ramte sammenstillingen af de nye sange skrevet og spillet af det nuværende Anthrax med de gamle sange spillet af det nuværende Anthrax et ømt punkt: Hvad har Anthrax egentlig på hjerte? Tag ikke fejl, den nye skive indeholder en række gode skæringer (samt en række ligegyldige, men den historie har man jo hørt før fra snart sagt et hvilket som helst band), men alligevel er der noget koldt over den. Numrene er velskrevede, men lidt for velskrevede. Lidt som produktionen: Den er stram, men lidt for stram.
Frontmand Joey Belladonna leverer måske bedre, end han gjorde på den fem år gamle forgænger 'Worship Music', og samlet set emmer 'For All Kings' da også mere af af ambition og vilje end forgængeren. Alligevel er seneste udgivelse en idemæssig genkomst til 'Worship Music'. Storladenheden på den nye, 'Breathing Lightning', står direkte på skuldrende af storladenheden på den forriges 'In The End', ligesom 'Evil Twin' fra den nye er en efterkommer af 'Fight 'Em 'Til You Can't'.
Alle de nævnte er udmærkede numre, men med de seneste tyder det på, at Anthrax træder endnu et skridt væk fra udgangspunktet, som så tydeligt blev klart med kontrasten fra de tidligere nævnte gamle numre, der også var med i pakken. I sammenligning med disse gamlinge kommer man nemlig til at savne, hvad der bør være thrashens credo, nemlig ”Good, Friendly, Violent Fun” (som tilfældigvis også er titlen på et Exodus-album. Det oplever man live, og kan man høre det i hele den, i ordenes egentlige forstand, overskudsagtige pruttehumortilgang, Anthrax havde til at bedrive metal i gamle dage. Og som de stadig har live, og tak og lov for!
Så for at gøre det kort: 'For All Kings' er en hæderlig plade, der umiddelbart grænser til det ordentlige, gående mod det kedelige. De bedste sange er 'Breathing Lightning', 'Suzerain' og 'Evil Twin', og de eksemplificerer så tydeligt ambitionen om på godt og ondt at lave noget episk. Vi kommer nok til at vænne os til dem – måske ligefrem holde af dem, hvis det går som det gik med 'Worship Music', som også voksede med gennemlytningerne – men den gode,, voldelige venskabelighed i sangskrivningen – den ligger stadig bag Anthrax.