Urørlige veteraner
35 år efter debuten leverer gothmetallens pionerer endnu en fuldtræffer i diskografien.
2. Tyrants Serenade
3. Salvation
4. Silence like the Grave
5. Lay a Wreath upon the World
6. Diluvium
7. Savage Days
8. Sirens
9. Deceivers
10. The Precipice
Et halvt minut. Længere tid skal vi ikke ind i åbningsnummeret ’Serpent of the Cross’, før Gregor Mackintosh’ umiskendelige signaturlyd uden tvivl slår fast, at lytteren er inviteret på endnu en rejse ind i Paradise Losts melankolske og helt særlige, tunge univers.
På briternes 17. udgivelse ’Ascension’ formår goth-veteranerne nemlig igen at skabe en blanding af det familiære og det fornyende, så resultatet er endnu en fuldtræffer i diskografien. ’Ascension’ folder sig ud over 51 minutter, der er så dystre, at vi næsten skal helt tilbage til karrierens begyndelse for at finde en lignende lyd hos kvintetten.
Blandt pladens bedste numre har vi ’Salvation’, der åbner med lyden af klokker og med slag så tunge på trommerne, at de sammen med de sørgmodige riffs og Holmes dybe growl nærmest på ny definerer, hvor tungt doomgenren kan eksekveres.
Dommedagshorn indleder ’Silence Like the Grave’, der i midttempo og med Mackintoshs unikke sans for det simple, men knivskarpe riffs, og sortlakerede soli understreger, hvorfor han i snart fire årtier har slået sit navn fast som en af metalhistoriens mest originale guitarister.
Vanen tro er musikken indspillet og produceret af Mackintosh i hans eget studie, Black Planet, mens det er første gang, briterne arbejder sammen med landsmanden Lawrence Mackrory, der i årevis har været bosat i Sverige og i sit studio i Uppsala har stået for miks og mastering.
Mackrory har især slået sit navn fast inden for dødsmetal og stået bag utallige plader med Baest, Lik, Meshuggah, Firespawn og ikke mindst Bloodbaths seneste ’Survival of the Sickest’ fra 2022, som Nick Holmes lagde et forrygende vokalarbejde på. Det er formentlig arbejdet med Bloodbath, der er blevet forbindelsen til Paradise Lost.
Produktionen er hverken primitiv eller poleret, men understøtter perfekt briternes melankolske visioner, så pladens collage af sortrandede riffs kommer til sin ret og rammer sanserne med dyster pondus.
Enkelte numre som ’Lay a Wreath upon the World’ og ’Deceivers’ er på nippet til at være kedelige, men ellers byder pladen på solidt håndværk og stærke skæringer på stribe fra et band, der fandt sammen for snart 40 år siden og utroligt nok stadigt sidder på tronen som melankoliens mestre.
Læs også: Metaldiktator: Paradise Lost – Icon
Læs også: Metaldiktator: Paradise Lost – Draconian Times