Periphery IIIIIIII: Mit navn det står ikke med prikker
Titlen på Peripherys ottende fuldlængdealbum antyder udvikling – desværre ikke den form for udvikling, som bandets fans sandsynligvis havde håbet på.
Talk
Mr. God
Heaven on High
Unlocking
Subhuman
Blackwall
Malevolent
Carry On
Meon Valley
Everyone Dies
A Pale White Dot
Det er 16 år siden, Periphery udgav deres selvbetitlede debutalbum – og hele 21 år siden, det Washington-baserede band blev dannet. Da debuten udkom i 2010, var djent-bølgen på sit højeste: ny, eksplosiv og fuld af muligheder. Få andre bands var vigtigere for genrens gennembrud end Periphery, der med teknisk overskud, futuristiske produktioner og høj kreativitet var med til at definere moderne, progressiv metal for en hel generation.
I dag er djent ikke længere den nye, spændende lyd på metalscenen. Genren er blevet normaliseret, måske endda en smule udvandet, og netop den udfordring kæmper Periphery tydeligt med på ’A Pale White Dot’.
Det er nu ikke, fordi bandet ikke forsøger at forny sig. Mest markant er albummets titel. For første gang siden ’Juggernaut’-udgivelserne fra 2015 optræder ’Periphery’ ikke i titlen på et fuldlængdealbum. Der ligger uden tvivl en ironisk distance i navnet ’A Pale White Dot’ – næsten på samme måde, som ’Periphery V: Djent Is Not a Genre’ legede med scenens selvforståelse. Problemet er blot, at vittighederne føles trætte. Hvor de tidligere havde et glimt i øjet, fremstår de nu mere som interne jokes, der har overlevet deres egen relevans.
Albummets titel antyder ellers en form for udvikling. Hvor tidligere Periphery-udgivelser ofte har været visuelt og tematisk præget af de tre karakteristiske prikker, står man her tilbage med én enkelt, bleg prik – som et symbol på et band, der forsøger at redefinere sig selv. Musikalsk er udviklingen dog begrænset, og den forandring, der faktisk er til stede, er ikke nødvendigvis til albummets fordel.
Åbningsnummeret ’Obsession’ er ellers et stærkt udgangspunkt. Måske er det ligefrem det bedste åbningsnummer, Periphery har skrevet i flere år. Spencer Sotelo åbner med sin karakteristiske, silkebløde vokal over et atmosfærisk og melodisk arrangement, før nummeret brat eksploderer i mørke, næsten blackened-inspirerede riffs. Det er dramatisk, velkomponeret og engagerende – et tidligt løfte om et album, der måske tør bryde med de vante rammer og genfinde noget af den opfindsomhed, der gjorde Periphery så interessante dengang.
Og der er bestemt flere stærke øjeblikke på pladen. ’Mr. God’ fungerer som en selvsikker førstesingle med massive grooves og præcist afmålte hooks, og ’Malevolent’ flyder ubesværet mellem aggressivitet og melodi, mens ’Carry On’ er albummets mest umiddelbare banger. På ’Blackwall’ får Sotelo endnu en mulighed for at demonstrere, hvorfor han fortsat er en af moderne metals mest alsidige vokalister; hans evne til at skifte mellem skrøbelig melankoli og eksplosiv desperation er fortsat imponerende.
Hertil lyder pladen præcis så tung og aggressiv, som man efterhånden forventer det af Periphery, mens sangskrivningen er mere fokuseret og strømlinet end på forgængeren, der ofte druknede i idéer og overambitiøse strukturer. På den front er ’A Pale White Dot’ et skridt fremad for bandet.
Netop den strømlining bliver dog også albummets største problem.
For selvom Periphery teknisk set leverer et solidt album, lykkes det aldrig rigtigt at indfri løftet om udvikling. ’A Pale White Dot’ er ganske enkelt for sikker. Kompositionerne er mere ligefremme, transitions mindre overraskende og de progressive elementer langt mindre dominerende end tidligere. Hvor bandets ældre materiale hyppigt udfordrede lytteren med kaotiske temposkift, skæve strukturer og uforudsigelige arrangementer, fremstår store dele af albummet næsten konservativt.
Resultatet er, at ’A Pale White Dot’ ofte lyder mere som en moderne metalcore-plade med progressive nuancer end som den indlevende, moderne, progressive metal, der i sin tid gjorde Periphery til genrens mest spændende navn. Det er stadig velspillet, stadig tungt og stadig bedre end meget andet (især moderne metalcore) – men for et band, der engang føltes flere år foran alle andre, føles ’A Pale White Dot’ en smule uinspirerende.