En succesfuld kamæleon
Poppy rammer med få undtagelser pletskud med sin sjette fuldlængdeudgivelse på kun syv år.
the cost of giving up
they're all around us
yesterday
crystallized
vital
push go
nothing
the center's falling out
hey there
negative spaces
surviving on defiance
new way out
tomorrow
halo
Moriah Rose Pereira har efterhånden gjort det til et varemærke at genopfinde sig selv. Plade for plade har den amerikanske multikunstner vendt op og ned på genrefokuset, med et nærmest maskinelt aftryk. Maskinen bag kunstnernavnet Poppy, har videreført arven fra sit spæde claim to fame på YouTube og transcenderet det til sin musikalske gøren. Således var debutpladen ’Poppy.Computer’ (2017) et mere eller mindre interessant, primært elektronisk værk, mens ’I Disagree’ (2020) tog et rodet nu-metal-sving på vejen. På ’Flux’ (2021) var det grungen der stod for skud, mens denne udgivelse respektfuldt låner med arme og ben fra et hav af genrer, tilføjet et element af maskinel produktion og stærk sangskrivning. Det hele leveret på en bund af moderne metalcore.
Mellem de nævnte udgivelser, kan naturligvis tilføjes to, hvilket giver en imponerende samlebåndsproduktion af udgivelser, seks på syv år. Dog må det også konstateres, at kvantitet heller ikke er ensbetydende med kvalitet i Poppys univers. Amerikaneren har haft svært ved at samle ideer, lysten til at mixe genrer inputs og sangskrivning, til meget mere end acceptable udgivelser eller værre. Det bliver der elegant lavet om på med ’Negative Space’.
Kan jeg få lidt af det meste, men mindre Madonna?
I forlængelse af succesfulde gæsteoptrædener for Bad Omen og Knocked Loose, kommer det egentlig ikke som en overraskelse, at den moderne metalcore er det genremæssige grundlag. Modsat den typiske moderne metalcore, hvor alt er mere eller mindre skabelon-sangskrivning uden lyst til andet end at kopiere nabo-bandet, giver Poppy lytteren en mere udfordrende oplevelse.
Således indleder ’happy you had enough?’ pladen med et tungt, industrial-drevet fokus, der står i stærk kontrast til Poppys yndefulde vokal. Et bombastisk åbningsnummer. Markant er skiftet til den efterfølgende ’the cost of giving up’, der nemt kunne være et moderne take på velskrevet nu-metal. Kompositionen sætter det poppede element forrest uden at gå på kompromis med pladens identitet. Tilsvarende tung er ’they’re all around us’, hvor det poppede univers får et velklingende skud hardcore, og vi som lytter for alvor får lov til at høre Poppy udfolde vokalen i den rå ende af skalaen.
De tre numre står som en stærk referenceramme for hele pladen. At der følges op med ’yesterday’ og ikke mindst ’crystallized’, der begge er nærmest blottede for guitar og i stedet gør sig i et elektronisk båret univers, beviser primært alsidigheden i pladen. At det i høj grad fungerer i en overordnet sammenhæng fastslår de tilsvarende og sekundært, at Poppy har succes med at smelte genrerne sammen.
Et solidt aftryk på 2024
Sådan bølger det gennem pladen. Vi får endnu et skud hardcore med elementer af post- på ’the center’s falling out’. Titelnummeret er en vanvittig elegant sengrunge-banger, der nærmest står som en hyldest til et band som Hole, og man sidder kun og venter på en gæsteoptræden fra Chino Moreno på ’surviving on defiance’. Der bliver hentet inspiration fra højre og venstre, mens ståstedet og resultatet fremstår unikt og opdateret.
’Negative Spaces’ er Poppys bedste plade til dato. Med undtagelse af enkelte svipsere, især den Madonna-i-hendes-’Ray of Light’-æra-inspirerede ’push go’, er udgivelsen indbegrebet af stærk sangskrivning. De mange skift i genrer virker aldrig forceret og sjældent problematisk eller skæmmende for den røde tråd. Det lykkes næsten til fulde Poppy at fuldføre missionen om at skabe et altfavnende univers på tværs af genrer. Med denne plade og diverse gæsteoptrædender, er der ikke tvivl om, at det lykkes Poppy at sætte sit markante aftryk på 2024.
Så kan man stadig diskutere, om Poppy gør som Poppy vil, eller det hele mere eller mindre er båret af en fremragende forretningsmæssig sans for, hvad der sælger.