Pretty Maids har fundet tidens melodi
PopulærPretty Maids har forelsket sig så meget i producer Jacob Hansen, at de har genindspillet otte gamle numre og lagt dem sammen med fire nye på et ganske vellykket album, der lyder som ... Jacob Hansen!
2. Playing God - 'Planet Panic' (2002)
3. Psycho Time Bomb Planet Earth - 'Scream' (1994)
4. My Soul To Take - Ny
5. He Who Never Died - 'Planet Panic' (2002)
6. Virtual Brutality - 'Planet Panic' (2002)
7. Tortured Spirit - 'Carpe Diem' (2000)
8. With These Eyes - 'Anything Worth Doing...' (1999)
9. Nuclear Boomerang - Ny
10. Snakes In Eden - 'Anything Worth Doing...' (1999)
11. Wake Up To The Real World - 'Wake Up To The Real World' (2006)
12. A Heart Without A Home - Ny
Jeg er - og har altid været det - helt skør og vild med det hersens orkester og kan med glæde meddele, at de skønne jomfruer fra Horsens bestemt kan følge med alle de unge knøse, der vil losse røv derude på landevejen og i den onde download-/pladejungle.
Og det kan Pretty Maids, fordi man klogt valgte at alliere sig med dén nordeuropæiske pladeproducer, som laver den mest moderne og genkendelige metallyd. Og så selvfølgelig fordi det musikalske og kompositoriske håndværk som altid er i orden.
Manden med den distinkte lyd hedder Jacob Hansen og gjorde i sin tid stor metallisk lykke som guitarist, sanger og sangskriver i hårdtslående Invocator, inden produceriet blev hans levevej.
Hansen har lavet Volbeats lyd og lyd for moderne, stærke drenge som eksempelvis Mercenary, Malrun, Raunchy, Anubis Gate, Manticora og Hatesphere - for blot at nævne nogle få.
Det gode er, at Jacob Hansen, som Pretty Maids har haft bag pulten på 'Pandemonium' (2010) og 'Motherland' (2013), laver den dér meget genkendelige, storladne lyd, som gør sig ovre i nærheden af den gøteborgske melodød. Der er eddermaneme smæk på, store klangflader, lækker melodi, støjende rytmeguitarer og tampe-tunge trommer.
Pretty Maids lyder hamrende moderne og heavy. Men Pretty Maids lyder næsten også som alle andre. Men lige netop dét - hvis man skal have de positive briller på - har givet Maids et fortjent boom, der i dén grad har sendt det gæve orkester ud på alverdens landeveje de seneste år på det, der ser ud til at være bandets andet gennembrud.
Så Pretty Maids lyder i dén grad til at have fundet melodien. Tidens melodi. Og det er klart, at man rider på bølgen, mens den er der.
Der er ingen grund til at gå dybere ind i selve albummet her. Der er fire nye numre og otte genindspilninger, hovedsageligt af numre fra de seneste 15 år. Respektfuldt holder Pretty Maids sig fra at jacobhansenficere guldet fra 1980'erne. Og som sådan er det her et ganske fint album, som først og fremmest tjener til at mejsle bandets nye lyd i stenhård nymodens metal.
Pretty Maids skal have mange plusser for den gode idé med at opdatere numre fra knap så kendte og godt sælgende albums. Og for at holde sig fra firserguldet. Tracklisten vil altid kunne diskuteres ved sådan en øvelse her, men valget af de otte numre er slet ikke tosset, for der er en harmonisk balance af Pretty Maids nye udtryk, og det er lykkedes band og producer at skabe en sammenhæng mellem numre, som på originalpladerne spreder sig noget over tid og udtryk.
Dén del af øvelsen er således også ganske vellykket.
De nye numre? Fine, helt bestemt. Her står energiske 'Nuclear Boomerang' klart stærkest. 'Deranged' sparker også ganske fine huller i bolledejen, mens 'My Soul To Take' er den obligatiske powerballade, som Pretty Maids bare er så fantastisk dygtige til at skrue sammen. Albumafslutteren 'A Heart Without A Home' er en meget, fin, underspillet, afdæmpet og trommeløs ballade, som i dén grad viser det, som Pretty Maids altid har overlevet på musikalsk: Det melodiske.
Nu skal Pretty Maids have lov til at nyde den medvind, som bandet har arbejdet så stenhårdt for siden starten af 1980'erne. Herfra vil vi dog holde et vågent og nysgerrigt øje på gutterne, for fælden ved et så bevidst valg af producer og udtryk vil være, at Pretty Maids kører fast og i tomgang, mens de malker tidens melodi. Det må ikke ske.