En Raunchy med det hele
Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.
I fredags udkom det så. Det længe ventede album fra Raunchy, det syvende i rækken, hele tolv år efter 'Vices.Virtues.Visions'. Meget kan ændre sig på tolv år, men Raunchy er stadig Raunchy. Det er egentlig ikke så sært, for selvom der har været nogle skift i besætningen gennem årene, så har vi stadig 4 ud af 6, der har været med siden 1994, en enkelt siden 2001, året for debutalbummet og så den "nye" frontmand Mike Semesky, som vi hørte første gang med bandet på forgængeren. Der er altså i den grad en kerne i truppen, og der er også en for bandet (og alle, der ved bare lidt om metalmusik) velkendt producer i Jacob Hansen, som igen har drejet knapper for sekstetten.
I vores seneste interview med bandet, i forbindelse med nyheden om denne nye skive på Mighty Music (en slags tilbagevenden til udgangspunktet, hvor det hele startede på et sublabel med 'Velvet Noise'), blev det nævnt, at de første indspilninger egentlig havde en del år på bagen. Det gavner ikke altid at have en uendelig horisont på en udgivelse, så der kan justeres og ændres på det spontane, men Raunchy kan tåle at være en buffet af alt med alt på. 'Prisoner' viser Raunchy som det kække musikalske potpourri, hvor metal fletter fingre med pop, svulstige synths og elektronik i et detaljerigt, veltilrettelagt lagkage-mix. Fra "Dodo & the Dodos til Nasum", som Lars Christensen så fint placerede det i interviewet.
Bærende vokal og drevne riffs
Der sker meget i sangene og lydbilledet hos Raunchy, og de første lyt hjælpes på vej af de omkvæd, der straks viser sig som en fandens catchy sikkerhedsline til selve sangene, hvor man så på de følgende lyt kan falde for drevne guitarriffs, trommerytmer og de mere elektroniske elementer.
Det emmer af det energiske drive, som gennembrudet med 'Confusion Bay' bød på, og det byder op til dans som både 'Death Pop Romance' og 'Wasteland Discoteque' begge mestrede det. Og så er det som som om, at der lige er skruet op for det hele. Metallen er mere metallet, særligt i sammenligning med forgængeren, og pop-musikken søger nærmest at provokere, når der nu er tale om et album, der gerne skulle være at finde i metal-afsnittet i en pladebiks. Men det er bare fedt at høre tordentrommer over pæne melodier, og så sekvensen efter få fuld skrue på både guitar, trommer og bib-bib-spilsagtige lyde. Tag et nummer som 'Masquerade', der på 30 sekunder går fra "la-la-la"-syng-med-vokal til en kort dyster overgang og videre over i metalriffs og brølende sej vokal. Den slags skift mestrer Raunchy, og vi erfarer det adskillige gange på 'Prisoner'.
Højtflyvende lyd
Der er en lethed i musikken, og selvom god gammeldags pop altid har trukket i Raunchy, så virker det som, at bandet også har hentet inspiration i nyere musiks måde at løfte lyd til noget let og elegant. For eksempel viser 'Darkest Self' en side, der kunne være inspireret af Turnstiles måde at gøre rock/hardcore/metal let og luftigt. Mens 'Designed Despair' og 'Frameworker' appellerer til den moderne metalfan, der med In Flames (og Raunchy selv!) lærte at sætte pris på metal pakket ind med et catchy, melodisk omkvæd.
Og hvor er der i øvrigt arbejdet skønt med disse omkvæd, både på den bærende melodi, men også i de mange stærke backing-vokaler. Og til dem, der lige skal have det helt hårde med, så har 'Vanishing Act' vel egentlige dødsmetal-riffs. Lettere generiske, men som et værktøj i et større puslespil af en sang, virker de netop fremragende, for det er ikke tænkt som det bærende element i sangen. Det er bare endnu et krydderi i en sang, der i omkvædet endvidere læner sig op af Carpark North, der nok næppe har flirtet med dødsmetallen, som det sker i dette nummer.
Vi blev i vores interview også lovet en Elton John-ballade. Det er titelnummeret. Lidt af en banger, hvis man er til sjælere. En stærk gennemgående vokalmelodi og et nummer helt uden den metalliske tæft, som bandet ellers så rigt besidder på albummets andre sange. Og derfor måske også meget velvalgt, at dette nummer er helt til sidst. En puster oven på tætpakkede sange af alt, der udgør Raunchy fra udgangspunktet til der, hvor bandet står musikalsk i dag, blandet godt og fornuftigt sammen.
Mere eller mindre
I en moderne verden med elektronik og en zappe-kultur, så rammer Raunchy også lidt ved siden af skiven. For selvom der er kæmpe ros for de mange forskellige elementer i musikken og hvor behændigt de er sat sammen, så må der også lyde lidt kritik fra de utålmodige over numre, der alle er lige lidt til den lange side (Elton John-flirten undtaget). Måske kommer et omkvæd lige en gang for meget, eller var der nu også brug for to C-stykker i en sang?
Men er det egentlig et problem? For er det ikke bare luksus, at det gode nummer har en vis længde? Det kan nok dele vandene, men bare rolig til de utålmodige: Kan man lide de første tre minutter af hver sang på 'Prisoner' så rammes man altså ikke sådan lige af en pludselig kedsomhed på de næste 2-3 minutter. Isoleret set er de sidste minutter jo ligeså skarpe som de første. Ligesom Raunchy i sig selv fremstår på skivens 58 minutter.