Copenhell-optakt: Zombiens genrejsning
Pladen, der reddede Rob Zombies karriere, nåede vi ikke omkring, da den udkom første gang. Derfor byder vi på en forsinket vurdering af ’The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’.
2. Satanic Cyanide! The Killer Rocks On!
3. The Life and Times of a Teenage Rock God
4. Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.
5. A Hearse That Overturns with the Coffin Bursting Open
6. The Hideous Exhibitions of a Dedicated Gore Whore
7. Medication for the Melancholy
8. In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High
9. Super-Doom-Hex-Gloom Part One
10. In the Bone Pile
11. Get Your Boots On! That’s the End of Rock and Roll
12. Wurdalak
Er der overhovedet nogen grund til at anmelde en tre år gammel plade, bare fordi vi ikke lige fik den med, da den var ung og smuk? Svaret er, i hvert fald i dette tilfælde, et klart og rungende ja. Når Rob Zombie for anden gang på tre år indtager en af Copenhells store scener lørdag aften med den samme plade forrest i bagkataloget, skyldes det, at den plade var god nok til at redde den aldrende zombies musikalske karriere, der ved pladens udgivelse havde været på alvorlig deroute i næsten ti år.
Rob Zombie skrev sig ind i metalhistorien med White Zombies magnum opus ’Astro-Creep: 2000’ i midten af halvfemserne, hvorefter frontmanden, da bandet var på sit højeste, lagde White Zombie i graven og valgte solokarrieren. Den lagde ud med et par aldeles glimrende plader omkring årtusindskiftet, inden Zombies virke som filminstruktør resulterede i en femårig pause, inden ’Educated Horses’ udkom i 2006. Stærkt inspireret af Zombie støvede slasher-flicks var pladen en del skridt væk fra den industrial-inspirerede shock rock og i stedet et forsøg på at skabe en mere country- og americana-inspireret horror-rock. Mens det sådan set er en hæderlig plade, faldt den ikke i frugtbar jord hos fansene, og er nu om dage også stort set forsvundet fra koncert-sætlisterne.
Det samme kan siges om de to efterfølgere ’Hellbilly Deluxe 2’ og ’Venomous Rat Regeneration Vendor’, der var sløje og forgæves forsøg på at finde tilbage til de gamle dyder for Rob Zombie, som efterhånden havde sine bedste musikalske år langt bag sig.
‘The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’ er til gengæld pladen, hvor Rob Zombies (næsten) finder tilbage til fordums storhed og som minimum formår at gøre sig selv relevant igen. Som på de to forgængere og karrierens mere succesfulde første plader er det et halvgakket miks af shock rock, disco, groove metal, industrial og sideshow-tematik, der gør sig gældende. Og denne gang fungerer det. Samtidig kigger Zombie også tilbage og finder inspiration i White Zombie-kataloget, mens han heller ikke kan sige sig fri for at have suget inspiration til sig fra sjælefrænder som Marilyn Manson, Wednesday 13 og Ministry.
Den dundrende tunge ’Satanic Cyanide! The Killer Rocks On!’ og ‘In the Bone Pile’ kunne godt have fundet vej til den tidligere nævnte ’Astro Creep: 2000’, og sidstnævnte nummer er sammen med lukkeren ’Wurdalak’ noget så sjældent som Rob Zombie, der forsøger at tage favntag med doom- og stoner rock. ’The Hideous Exhibitions of a Dedicated Gore Whore’ er Misfits-inspireret horror-punk tilsat Hammond-orgel, mens førstesinglen ‘Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.’ nikker velkendt til halvfemserudgaver af Primus og Ministry.
Samtidig er numre som ’The Life and Times of a Teenage Rock God’ og ‘Medication for the Melancholy’ klassisk Rob Zombie, som ikke er hørt bedre siden ’The Sinister Urge’ fra 2001. Pladen er generelt et miskmask af genrer og inputs, men det er længe siden, det har fungeret så godt og gennemført i Zombie-regi. Backingbandet med den eminente guitarist John 5 i spidsen kommer endelig til sin ret, og den tidligere Manson-trommeslager Ginger Fish får lov at sætte et aftryk af tonstunge marchtrommer, der giver musikken en gennemslagskraft, som Rob Zombie har manglet længe. Samtidig har sangskrivningen fået et gevaldigt nøk op. For et band, der nyder at skrive catchy og ørehængende metalnumre, har netop dette haltet i en del år. Om det skyldes, at Rob Zombie selv har taget en pause fra instruktørgerningen op til denne plade, vides ikke, men det dufter af, at ’The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’ er udført med en kærlighed og omtanke, vi ikke har set fra zombien alt for længe.
Bevares, Rob Zombies sangtitler er mere irriterende end nogensinde, og man skal stadig trækkes med det gøglede sideshow-aspekt hos en mand, for hvem ”gabba gabba hey, a be bop a lula, wham bam thank you ma’m, she wants to do ya’” er en fuldstændig legitim sangtekst. Det kan virke dumt og fjollet, men det er en præmis, hvis man lytter til Rob Zombie, og har alle dage været det. Tilbage står dog stadig, at pladen musikalsk holder vand stort set fra start til slut og er en væsentlig del af grunden til, at Rob Zombie stadig står på en scene. Som på Refshaleøen om to uger.