Shredneckfest
Populær
Municipal Waste har været nede at pante flasker fra en seksten år lang fest og forsøgt at veksle det til en ny plade.
Enjoy the Night
Dingy Situations
Shrednecks
Poison the Preacher
Bourbon Discipline
Parole Violators
Slime and Punishment
Amateur Sketch
Excessive Celebration
Low Tolerance
Under the Waste Command
Death Proof
Think Fast
Det er en besnærende tanke: Hvis nu den her plade var lavet af et helt nyt band, ville man så have hyldet den for dens energi og friskhed i stedet for på forhånd at afskrive den som blot endnu en plade fra et band, som man efterhånden syntes, man havde fået nok af? Tænk, hvis ‘Slime and Punishment’ var den usandsynligt tight samspillede debut fra en flok unge knægte, der lige havde opdaget crossover og havde lyst til at smadre ting i en fart.
Man ville have elsket den. Man ville have vidst, at den langt fra var original, og at man ville have glemt den igen om et års tid, men også at det var en plade, man ville hive frem igen om ti år for at blive blæst væk af, hvor fedt det var.
Men det er naturligvis blot et tankeeksperiment. For selv hvis der ikke havde stået Municipal Waste på coveret af ‘Slime and Punishment’ – der kunne f.eks. have stået Iron Reagan, som der gjorde på den plade, forsangeren Tony Foresta og bassisten Landphil udgav i foråret – er det hele vejen igennem så aldeles velkendt Municipal Waste-territorium, vi færdes i, at man føler sig tryg og velforvaret, men også lige vel understimuleret.
Municipal Waste er ikke et band, der går op i fornyelse, originalitet eller overhovedet i at være kreative eller ligefrem intelligente. For dem handler det og har altid handlet om at kyle noget humle ned, knalde nogle riff af og få gang i pitten. En weekendfest forlænget med seksten år. Fuck naboerne, fuck chefen, fuck strisserne og stick it to the man. Og det kan være fedt nok med sådan en fest, der bare bliver ved og ved, hvor man lige falder i søvn nogle timer oven i hinanden i en sofa og så vågner op og fortsætter. Der er noget magisk over det, et lukket kredsløb, hvor man befinder sig uden for gængs tid. Så er der nogen, der lige har brug for lidt luft og går en tur, som de måske ikke kommer tilbage fra, fordi de fik klaret hovedet så meget, at de fandt ud af, at de måske også skulle få sovet rigtigt og få lavet noget. Andre kommer til i stedet og tager deres plads. Der er nogle som Tony Foresta og Landphil, der går ind på et soveværelse og har deres egen lille sidefest, hvor de egentlig laver det samme, som de hele tiden har lavet til festen, bare for sig selv. De mest foretagsomme, i dette tilfælde trommeslageren Dave Witte, lægger til gengæld planer for, hvordan man kan skaffe friske forsyninger af øl ved at gå sammen med et mikrobryggeri om at lancere en signaturøl.
De seneste fem års tid har der været noget stille inde fra stuen, mens Municipal Waste har været ude at pante dåser og fucke shit op eller noget. Helt tilbage i sommeren 2014 forlød det ellers, at de var i gang med et nyt album, men det har altså taget indtil nu, før ‘Slime and Punishment’ er landet. Og alt er på sin vis, som det skal være. Der er sange om at drikke (‘Bourbon Discipline’), om at feste (‘Excessive Celebration’) og ikke mindst sange om, hvor fedt det er at spille thrash (suverænt betitlede ‘Shrednecks’). Der er sange om, hvor nederen autoriteter er, inklusive den obligatoriske skit i ‘Parole Violators’. Der er en gennemsnitslængde på to minutter, der er ingen fyld.
Men ‘Slime and Punishment’ er altså lidt som en fest med ens gamle venner. Det er hyggeligt at ses igen og mindes gamle dage, og øllen er blevet bedre, men vi bliver også hurtigere lidt trætte. Vi er ikke ligefrem i tyverne længere, og vi gider simpelthen ikke have tømmermænd i morgen, når ungerne vågner, slet ikke på mandag på arbejdet i den lyseblå skjorte. Og så er Municipal Waste ham, der sidder midtbords og har travlt med at få festen i gang, ham, der sætter alle de gamle plader på og står på sofabordet og headbanger, ham, der vil have shots og bunder den gode whisky, ham, der råber op om, hvor kedelige vi andre er blevet, og bliver sur og går kold i sofaen efter otteogtyve minutter og treoghalvtreds sekunder. Han er i orden, han er god nok, men han er altså også blevet lidt belastende med alderen, fordi han bare bliver ved. Men mens han sover den ud på børneværelset, kan vi udveksle anekdoter om, hvor fed han var dengang på ‘Waste ‘Em All’. Det var altså tider. Ak ja. Men det er altid sjovt at se ham igen, også bare meget fedt, at det ikke længere er hver dag og hele den forlængede weekend.
Det er en anden besnærende tanke, der har det med at dukke op i løbet af særligt våde aftener: Hvor længe kunne man egentlig blive ved, hvis man samlede de tomme dåser fra bordet og gik ned og pantede dem og købte nye øl for dem, og man så gentog den proces, indtil man ikke længere kunne købe mere øl for panten? I en god kæfert kan det være helt uoverskueligt at regne ud, og det virker lidt, som om det er den samme lyse idé, ‘Slime and Punishment’ er stykket sammen ud fra. Men i nøgternhedens skånselsløse lys viser det sig, at det ikke er en model, der er helt skudsikker i det lange løb.