Mere af det samme
Sirenia er produktive og udgiver ofte. Måske skal der en lang ferie til for at højne niveauet.
2. Wintry Heart
3. Nomadic
4. The Setting Darkness
5. A Thousand Scars
6. Fading to the Deepest Black
7. Oceans Away
8. Dopamine
9. Delirium
10. Timeless Desolation
11. Twist in my Sobriety (bonus track)
Sirenia er vel nærmest norske Morten Velands enmandsvirksomhed. Veland er eneste musiker, der har været med på alle Sirenias albums og det er også Veland, der står for at håndtere de fleste af instrumenter på udgivelserne.
Og det er blevet til en del udgivelser siden Sirenia blev født tilbage i 2001. Det nye album ’1977’ er således det 11. i rækken. Forgængeren ’Riddles, Ruins & Revelations’ kom for kun to år siden og det vidner om en udgivelsesfrekvens, der måler sig med det, der var reglen i 60’erne, 70’erne og 80’erne men som efterfølgende er blevet ganske usædvanlig. Igennem Sirenias hidtidige historie er løbet ikke mindre end seks sangerinder i den vokale front.
Det har vekslet lidt mellem klassisk skolede sangere og sangere med mere traditionel stil. På ’1977’ er det for tredje gang Emmanuelle Zoldan, der står bag mikrofonen. Som mezzosopran har Emmanuelle Zoldan mulighed for at levere de helt store symfoniske eskapader, men ’1977’ holder sig dog mest til Sirenias mere synthpoppede stil. Det er lidt en skam. Og ja stilen er fortsat den lettere poppede goth metal-stil med symfoniske undertoner. Det bliver desværre aldrig rigtig fængslende på ’1977’.
Det er pænt og nydeligt men ikke rigtigt spændende. Der er som sådan ikke noget galt med at blande pop, metal og symfonisk musik sammen. Det kan der bestemt kommer meget godt ud af. Men det kræver så, at sangene er rigtigt gode. De rigtigt gode sange er der for få af på ’1977’.
Albummet begynder ganske tilforladeligt med sangen ’Deadlight’. Det er en ganske god sang med noget syntetisk violin holdt i et moderat tempo, og med lidt guitarriffs, der lægger en behagelig bund. Men sangen ender lidt i ingenmandsland. Det er ikke rigtig progressiv eller symfonisk rock. Og det mangler noget metallisk kant, og det er bestemt ikke poppet nok til at blive et hit.
Så er der fest
Så må denne anmelder erklære sig mere begejstret for sang nummer to: ’Wintry Heart’. Her er der skruet op for både tempo og synthlyden og ja, det lyder som et østeuropæisk/vestasiatisk bidrag til Eurovision Song Contest. Og ja, Devilutions junta vil nok foreslå, at jeg sendes af sted til at dække Infernals koncerter fremover. Men her der noget at skråle med på.
Det fungerer for Sirenia.
Som beroligelse for gamle fans skal det oplyses, at der efterfølgende kommer lidt mere, der minder om europæisk goth metal. I sangene ’A Thousand Scars’ og ’Oceans Away’ får Zoldan lidt mere at arbejde med vokalen. Men mere kunne man ønske sig.
Hvorfor?
Albummet slutter med en coverversion af Tanita Tikaram's popsang ’Twist in my Sobriety’. Hvorfor står vist lidt hen i det uvisse. Men den viser da, at Emmanuelle Zolda som mezzosopran også kan håndtere en dyb alt. Og så ser det da ud til, at de har det sjovt, når de er ude at træde op med Sirenia. Det er altid godt.
Når regnebrættet skal gøres op, har Sirenia ikke overgået sig selv på ’1977’. Det er et tilforladeligt album, der ikke bidrager med noget nyt og ikke er blandt bandets bedste. Men lad os nu snart se bandet live i Danmark. Og Morten Veland, tag noget tid og find noget inspiration inden indspilningen af næste Sirenia-album.