Sex på plade
Populær
Hypen har sin relevans, selv når alle gætterierne og de fjollede baggrundshistorier ekskluderes fra sagaen om Sleep Token.
The Summoning
Granite
Aqua Regia
Vore
Ascensionism
Are You Really Okay?
The Apparition
DYWTYLM
Rain
Take Me Back To Eden
Euclid
Tag en del mystik og spirituel baggrundshistorie, en del maske, en del musikalske kompetencer og en del inklusion af genrer, der ikke har noget med metal at gøre. Et voilà, så har du en succeshistorie uafhængig af kvaliteten af bandets kompositioner.
Det er nærmest umuligt at tilgå et metalmedie uden at falde over gætteri om, hvem der gemmer sig bag maskerne, historier om forsanger Vessels oplevelse med den guddommelige entitet ”Sleep”, eller for den sags skyld, klip af folk der prutter i pitten til bandets koncerter. Det hele er meget spændende og flot markedsført, men Sleep Token har musikalsk haft svært ved at leve op til hypen.
Hvor bandets debut (2019) og opfølger fra 2021 begge har mødt middelmådig til god kritik, har bandet endnu ikke udgivet en plade, der fuldt lever op til den vanvittige hype.
Et udtryk for efterspørgsel?
Det er som sådan ikke noget ’Take Me Back to Eden’ ændrer på. Pladen er god, men når sjældent hype-niveauet. Det er ikke en ny ’Master of Puppets’, dertil er flere af pladens kompositioner simpelthen for kedelige. Til gengæld er det et mesterligt mix af genre-elementer, der endnu en gang beviser at metal kan være meget mere, end det lukkede og trivielle univers vi har det med at definere os ud fra.
På den baggrund har bandet fortjent hypen. På det punkt er bandets tredje plade en fremragende udgivelse. En decideret sexet plade.
’Chokehold’ er måske et af de stærkeste åbningsnumre jeg personligt har hørt i år. Ikke nok med at Vessel har en eminent vokal, der kun er blevet stærkere udgivelse for udgivelse, er kompositionen Sleep Token på sit højeste – indbegrebet af bandet. Det poppede, det ambiente, post-elementerne og naturligvis de knusende tunge riffs. Komponeret til et indlevende og dragende moment i tid.
’Take Me to Eden’ har flere højdepunkter. ’The Summoning’ og titelnummeret, der skiller sig ud ved den progressive tilgang til sangskrivningen. Begge flotte kompositioner, der går direkte i mellemgulvet. ’Granite’, der går fuldt ind på r’n’b og synth-flader, godt fulgt op af ’Aqua Regia’, der arbejder med samme udtryk. ’Vore’, hvor Sleep Token går full Deftones, og ’The Apparition’, der succesfuldt fremstiller bandet afklædt i et kort emotionelt øjeblik. Skævt, nøgent og sårbart.
Derved også sagt, at en række af bandets kompositioner ikke formår at balancere de mange elementer ligeså godt. Den James Blake-inspirerede ’DYWTYLM’ er et godt eksempel på det fejlslagne. Nummeret har noget spændende og giver Sleep Token en interessant kant, men kompositionen i sig selv er triviel. På kanten til intetsigende.
Trods et par tilsvarende uinteressante numre, forstår man hvorfor bandet hypes og får så meget omtale. Dels på grund af diversiteten, dels fordi bandet gør noget, som få andre metal-bands kan, vil eller… tør?
Mere vil have mere
I forhold til sine forgængere byder ’Take Me Back to Eden’ på et endnu mere diverst udtryk. Der favnes bredere og bedre. Man fænges og forføres af Sleep Token og efterlades med en lyst til meget mere. Flere beats, mere r’n’b, mere af Vessels smukke vokalføring – flere af de eminente modpoler, der får de metalliske elementer til at stå stærkere. De passager, hvor de tunge riffs reelt fremstår som en kontrast fremfor en ligegyldig konstant.
’Take Me Back to Eden’ er ikke den power-udgivelse, der for alvor skulle elevere Sleep Token. Alligevel er det sandsynligvis et af årets mest indlevende, diverse og måske endda udfordrende udgivelser. Når alt kommer til alt, er det jo trods alt en metal-udgivelse.