Stilsikker mangfoldighed
Populær
Københavnske Vola har udgivet et debutalbum, der er er en vellykket omgang eksperimentel progrock. Hvad det så end betyder ...
Vola er fra Danmark og har eksisteret i en syv års tid. Først nu er det blevet til en albumudgivelse, men en ep har de fire københavnere da under bæltet. På den baggrund er er ikke noget at sige til, at der ikke er så mange, der kender bandet. "Så hvad kan man vente sig af debutpladen 'Inmazes'?" kunne man spørge sig selv. Her kommer et bud:
Overordnet set er musikken et blandingsprodukt, der kan rummes under den progressive rocks brede, fjerprydede filthat. Lidt mere præcist kan man finde både metal-, djent-, indie- og electronicaelementer i musikken, så dét med blandingsprodukt skal bestemt tages alvorligt.
Når det er sagt, er det ikke en specielt krads sammenblanding. Der er store og højstemte lydflader, der kontrasteres af tunge, djentede guitarer, til tider groovende, til tider rene stemningsmalerier. Er man til Devin Townsend i hans new age-metalliske Devin Townsend Band-inkarnation, så vil man bestemt kunne glæde sig over Vola. Især hvis man også værdsætter bands som Vildhjarta, Meshuggah og kan forestille sig, at det ville være spændende at høre deres musik blive spillet af Diefenbach. På denne baggrund kan man også konkludere, at hvis ens rockmusik SKAL handle om Satan, så er Vola nok ikke lige stedet at søge.
Musikken er ambitiøs, men heldigvis kan Vola hive det hjem. Og det er især arrangementerne, der er vellykkede. De forskellige kontraster i musikken spiller meget smagfuldt op til hinanden og bidrager på forskellig vis til det samlede indtryk af en meget stemningsfuld og velkomponeret plade. Produktionen er loyal over for pladens overordnede progrockede udtryk, så hermed også sagt, at lyden – hvilket også vil sige de forvrængede guitarer – ikke er specielt bistre. Så for at fordreje et gammelt mundheld, kan man sige, at djævelen ikke findes i detaljen på 'Inmazes' heller.
Pladen lægger ud i den metalliske ende af spektret med den djentede 'The Same War', som vidner om et band, der både kan spille og dreje et effektivt popomkvæd. Det poppede finder man i også i hovedtemaet på sangen 'Stray The Skies', der stadig holder sig inden for det metalliske på en facon ikke så ulig Soilwork. Det er en af albummets bedste sammen med den mere sælsomme og indadvendte 'Owls', som til trods for en lidt for ”smilende” vokal i verset har et fantastisk mørkt og veldrejet omkvæd.
En sangs som 'Emily' er med for at vise, at bandet skam også interesserer sig for electronicaen, og man kan derfor mene, at de med den kommer lidt for langt væk fra resten af pladens udtryk. Den forekommer – i hvert fald denne anmelder – lidt påklistret.
Men samlet set er der meget iderigdom, velspillethed og kompositionskraft at komme efter på 'Inmazes', og selv om nogle af de musikalske elementer minder om andre bands, så er har Vola alligevel noget, der er deres eget. Så et lyt skal hermed anbefales.