En undergrundens metalforce
Der bliver gået til stålet, når Suffering Hour angriber dødsmetallen i progressivt langtidsformat på ’Dwell’, en ep bestående af ét nummer på 18 minutter. Det er vellykket og sine steder decideret catchy.
Trods al ekstremmetallens vovemod er det sjældent, man ser dødsmetalbands kaste sig over de lange sange. Det er som oftest tid til at stoppe, når man har nået de fem-seks minutter, og så er det videre til næste.
Det kan egentlig undre, for når man først er trådt ind på metallens præmisser, er der rimelig frit slag; lytteren er med al sandsynlighed overbevist om metallens fortræffeligheder, og derfor gør det ikke det store, om sanglængderne overgår dem, man finder i andre genrer. Man skal jo nok hænge på alligevel.
Det lange format, hvor numrene strækker sig over ti, tyve, tredive minutter, kan noget særligt. Det kan åbne for større vidder i sangskrivningen, den kan udmunde i episke, langstrakte og nøje tilrettelagte forløb, som man ser det i den progressive rock og metal, og den kan udfordre bands til i det hele taget at oppe deres game, hvis de skal holde lytteren fanget igennem små tyve minutter frem for det kvarte.
Et forkromet forløb
Alligevel er det sjældent, at man ser dødsmetalbands kaste sig over langtidsformatet, som den amerikanske powertrio Suffering Hour gør det på deres nye ep ’Dwell’, der består af ét nummer på 18 minutter. Gorguts forsøgte at gøre noget tilsvarende med ’Pleiades Dust’ fra 2017, hvor de strakte deres tekniske dissonansdød ud i ét nummer på hele 33 minutter. Hos Gorguts blev det for meget og for meningsløst, for der var hverken fremdrift eller genbrug nok undervejs til at retfærdiggøre den kunstneriske beslutning om at beholde det som ét langt nummer.
Det har Suffering Hour dog taget højde for på ’Dwell’, der både videreudvikler bandets twist på dødsmetalgenren, men som også binder det hele sammen i ét forkromet forløb: Vi præsenteres som det første for et hovedtema, en akkordopbrydning speedpicket på guitar, og igennem de 18 minutter dukker det op flere gange for at cementere, at vi stadig befinder os inden for samme musikalske ramme.
Catchy og opfindsomt
Men det hjælper også, at Suffering Hour undgår klichéerne og bidrager med et frisk take på genren, hvilket de allerede viste på debutalbummet ’In Passing Ascension’ fra 2017, en af dét års mest opsigtsvækkende udgivelser. På ’Dwell’ bygger de videre på deres udtryk, hvor de frenetiske riff veksler mellem snørklede dissonanser og mere direkte angreb, som hele tiden er fornemt komplementeret af det afvejede sammenspil og gurglende growls og skrig i et tyndt og diskant lydbillede.
Der er noget desorienterende ved riffene, der er opfindsomme på en lettere humoristisk facon; hør blot hvordan den yderst travle guitarist YhA skøjter op ad gribebrættet, når nummeret for alvor sættes i gang tre et halvt minut inde, eller hvordan der bruges hammer-ons på febrilsk facon et par minutter senere.
">
Hvad vigtigere er dog, at det opvejes af modriff, der ikke er wacky, men også decideret catchy – såsom det bærende motiv, der første gang dukker op knap seks minutter inde, hvor bandet sætter ind i halvt tempo og groover igennem for en kort stund, før det er ud over stepperne i hektisk dødsmetalridt igen. Senere bliver det decideret thrashet, når der fyres op for Slayer-inspireret galop-riffing, der driver nummeret frem og bringer det længere ud, før temaet vender tilbage.
De sidste to minutter byder på et stemningsskift, som kunne være en introduktion til et nyt nummer, men som viser sig at være en unødvendigt lang afslutning, der afslutter i friformsstøj. Sådan er der også nogle skønhedsfejl på ’Dwell’, men trods det cementerer Suffering Hour mest af alt, at de er en force i metalundergrunden, der er værd at stifte bekendtskab med, som de skubber til genren i det små.
Og så kan man se frem til september, hvor de i et lille scoop af en booking besøger Danmark for første gang til den tilbagevendende Kill-Town Death Fest.
'Dwell' udkommer i dag på Blood Harvest Records. Du kan streame hele ep'en hos Decibel HER.