Tegneseriebandet kan stadig
Populær
Coheed And Cambria favner stadig bredt, men har i kraft af store, melodiske vokallinjer et bindeled, der gør at det nye album hitter.
2.The Broken
3.Guns of Summer
4.Here We Are Juggernaut
5.Far
6.This Shattered Symphony
7.World of Lines
8.Made Out of Nothing (All That I Am)
9.Pearl of the Stars
10.In the Flame of Error
11.When Skeletons Live
12.The Black Rainbow
Det amerikanske band Coheed And Cambria har nydt stor succes med sine konceptalbums, der er kaldet ”The Amory Wars”, og udover historien fortælles i musikken, fås den også i en række tegneseriealbums. Hardcore-fans kan hele historien og for dem er den en ligeså vigtig del af bandet, men man kan også sagtens nøjes med at holde af musikken.
’Year of the Black Rainbow’ er i konceptet en forløber til historien, og tager derfor teksmæssigt afsæt før udgivelsen af debuten ’The Second Stage Turbine’. Musikalsk ligger albummet tættest på forgængeren ’No World of Tomorrow’, men det progressive islæt i bandet gør selvfølgelig, at musikken stadig flagrer i utallige retninger. Bindeleddet, der alligevel får det hele til at hænge sammen, er Claudios helt fantastiske vokal, der synes at finde frem til den langtidsholdbare og endda samtidig oplagte og catchy vokalmelodi i hver enkelt sang.
Det er fedt at høre så konsekvent gruppen udnytter, at der er to guitarister. Sjældent spiller de det samme, men de supplerer hinanden til et aldeles glimrende resultat. Hør bare ’The Broken’ hvor de to guitarer nærmest spiller mod hinanden, men mødes dér, hvor resultatet bliver en fed sang.
Et formidabelt progrock-band
Det store syng-med-omkvæd får man i ’Here We Are Juggernaut’, mens ’Far’ er den lidt sløve sang, der via gentagelseseffekt og el-trommer maner en smuk, nærmest hypnotisk stemning frem. Men bedst er bandet, når der bare rockes, og så er det lige meget, om det er ’World of Lines’ eller ’When Skeletons Live’ med det storartede, melankolske omkvæd.
Bindeleddet i vokalen kan dog ikke redde, at albummet går lidt i stå omkring ’Pearl of the Stars’, som ellers er en flot ballade, og den efterfølgende også ret stille sang. Simpelthen fordi Coheed and Cambria har udviklet sig til et så formidabelt progrock band, at det er synd at sætte de skæve idéer og tempoet til side, på trods af, at de stille sange også er gode. Så går det bedre, når tempoet falder i ’The Black Rainbow’, der sløvt og syret lukker albummet af.
Det er i bund og grund flueknepperi at begynder at skrive om, at albummet går lidt i stå, for det korte af det lange er, at dets sange er fandens stærke og slår sin forgænger på den front. Og lad så anmeldelsen stoppe her.