Med fartbøder som formål
Terrorpys næstfødte er et billede af et band i massiv udvikling. Og et af de bedste danske albums om død og ødelæggelse, året byder på.
2. Gorging on Pus
3. Corpsebreaker
4. Worm Infested Ejaculate
5. Phlebotomy
6. Honeybog
7. Advanced Delusionary Schizophrenia
8. The Somnambulist
9. The Writhing Maw
10. Flayed in Fury
11. The Void Unquestioned
Fire år er der gået, siden Terrorpy albumdebuterede med 'Stuffing Puke into the Sockets'; et album, der havde sine åbenlyse forcer, men som jeg gerne indrømmer, at jeg noget hastigt lod glide i glemmebogen efter min indledende begejstring. Et gennemsolidt værk af voldsom, raserende og hastig dødsmetal, som til gengæld savnede de højdepunkter, der for alvor skulle gøre den mindeværdig.
Nuvel, tiden er gået, vi er alle blevet ældre, nogle er blevet mere forstandige, og Terrorpy har som liveorkester såvel som sangskrivere taget adskillige skridt op ad stigen. Resultaterne er tofoldige. Indledningsvis en svært imponerende optræden af et stramt og toptunet liveband, som jeg havde fornøjelsen af at opleve for en uge siden i de århusianske forstæder, og dernæst nærværende album, 'The Bisection Collection', som er et seriøst bud på årets dødsmetaludgivelse i et land, hvor dødsmetallen er en folkesport på linje med fritidsbadminton og mindreværdskomplekser.
For novra, det er en gennemført plade, Terrorpy har trukket op af det fynske søle.
Vildere! Vildere!
Den gennemgående tematik er fart. Masser af det, jo mere bestialsk og voldsomt, jo bedre. Stilmæssigt er det lyden af bands som Immolation, Nile og ligesindede, der står forrest i tankerækkerne, men det hele foregår i et skyhøjt tempo, hvor man har fornemmelsen af, at ikke ét riff, ét basslag eller én sovsejævning på bækkenerne ligger, som de gør, for tilfældighedens skyld.
Fra maskingeværriffet, der sætter 'Transcendence Through Amputation' i gang, er der ingen vej tilbage. Guitarist Rune Gangelhof evner både de rivende og repetitive riffs såvel som de store klange, der fra tid til anden får lov til at stikke hovedet frem, inden det bliver effektfuldt revet af af enten Jonas Guldfeldt Viuffs mudderhulsbrøl eller den helt eminente Christoffer Leth bag trommerne, hvis hastighed og teknik under pres meget få formentlig matcher herhjemme.
Undervejs i det amokløb, der foregår igennem pladen, finder Terrorpy både tiden til at lege med blackmetal-inspirationer i 'The Void Unquestioned' og 'Honeybog', begå regulære soniske overgreb foran en mur af lyd i 'Gorging on Pus' og 'The Somnambulist', have et par fine gæstevokaler fra Plaguemace og Hanging the Nihilist, der med deres vokale variationer pynter på pladen i førnævnte nummer samt 'Corpsebreaker', samt som den naturligste ting i verden toppe helt oppe på tinderne halvvejs gennem pladen på 'Worm Infested Ejaculate' og 'Phlebotomy', hvor førstnævnte leger med formaterne i sangstrukturen og sidstnævnte er et de stærkeste dødsmetalnumre, der er skrevet herhjemme i lang tid.
Pladens eneste svaghed er måske stadig, at de virkelig mindeværdige kompositioner stadig ikke er der helt. Det hele er virkelig godt, noget af det helt eminent, men i den kærkomne stræben efter fart og vildskab giver Terrorpy en smule køb på ”hittet”, om man vil; den eller de sange, som bare bliver siddende i bevidstheden når først pladen er lyttet igennem. Ikke at de partout skal være tilstede. Det, Terrorpy, vælger at gøre, fungerer stadig ualmindelig godt.
Lyden af meget mere
Et enkelt kip med kasketten skal også sendes til albummets produktion. Hvor det på forgængeren til tider var lidt tydeligt i lyden, at der her var tale om en powertrio med begrænsede instrumenter til rådighed, har 'The Bisection Collection' et anderledes fyldigt udtryk, der blot gør det overfald på sanserne, som pladen udgør, så meget desto mere gennemført.
Mens det for bands med ”snask og snadder”-tekster om kropsligt affald og deres brugsværdi ofte har været et succeskriterium at mudre lyden til og lade den være primitiv og klæbrig, eksempelvis på Sewer Hauls eminente EP fra tidligere på året, så har det fungeret for Terrorpy at gøre udtrykket mere stort og fyldigt. Det virker ganske glimrende.
Dødsmetallen er med afstand metallens mest populære subgenre. Den naturlige konsekvens er uhyrlige mængder ligegyldig musik, som ingen behøver tænke videre over.
Det er okay, at du tænker videre over Terrorpy. De har de fortjent. Det er alt andet end ligegyldigt.