TesseracT finpudser formelen
Populær
Fjerde album fra engelske TesseracT er en stærk tilføjelse til et bagkatalog, der kvalitetsmæssigt allerede er imponerende.
King
Orbital
Juno
Beneath My Skin / Mirror Image
Smile
The Arrow
Det er kun 15 år siden, det engelske band TesseracT blev dannet. Siden da har de gennemgået flere udskiftninger, udelukkende på vokalfronten, perfektioneret deres lyd og udgivet fire fuldlængdealbum. Kvintetten har den helt rigtige forsanger i form af Daniel Tompkins, der genindtog pladsen i front i 2014. Hvad angår bandets lyd, var TesseracT et af de førende bands, da den nu fallerede og generiske djent-genre for alvor blev populær i starten af dette årti. Siden da har bandet gennemgået en løbende udvikling, hvor de djentede elementer sammemsmeltes med poppede melodier og proginspirerede kompositioner.
TesseracT har udgivet fire forholdsvis forskellige plader. Udgivelser, der alle er af høj kvalitet. Senest nu ’Sonder’, der tager teten op fra ’Polaris’ fra 2015, men ligeledes inkluderer elementer fra tidligere udgivelser. Der er blevet mere plads til de tunge guitarstykker, hvilket giver de poppede elementer, primært båret af Tompkins sublime vokal-fraseringer, endnu mere kant. Hertil flirtes der livligt med andre genreindtryk og flere forskellige kompositionstyper.
’Sonder’ har nærmest det hele. Alt hvad man forventer af TesseracT, og lidt til. ’Luminary’ er på en gang tung, dyster og smuk, storladen og ikke mindst meget fængende. Omkvædet er nemt et af de bedste, TesseracT har komponeret. En kommende crowdpleaser, fuldt på højde med numre som ’Survival’ og ’Nocturne’. ’King’, pladens længste ordinære nummer, er modsat ’Luminary’ ildevaslende i sin grundform. Dyster, dystopisk og desilliusioneret. Man når lige akkurart at føle sig tilpas og sikker i nummeret, før Acle Kahney og James Monteith bryder de melodiske elementer med knusende guitarstykker, akkompagneret af Tompkins intense og vedkomnende skrig.
Endelig er der et indslag som ’Beneath My Skin / Mirror Image’. To numre, der på vellykket vis er skrevet sammen. Her opleves den udvikling, der præger TesseracT på ’Sonder’. Det er næsten blottet for tordnende og djentede guitarelementer. I stedet er der lagt vægt på atmosfæren og stemning, mens specielt Jay Postones solide arbejde bag trommerne og Amos Williams' excentricke bas-gang tager fokus, kulminerende med et brag ved Kahney og Monteiths føjen sig til lydbilledet.
Generelt er lydbilledet på ’Sonder’ exceptionelt afbalanceret. Samtlige facetter og dimensioner får plads. Samspillet mellem de fem medlemmer bærer præg af års erfaring og et sammenspillet band, hvor alle medlemmer biddrager med idéer. Det er kun få passager på pladen, hvor de forskellige lydbilleder og genrer ikke spiller sammen. Dét, pladen for alvor mangler, er en markant udvikling. ’Sonder’ er en cementering af, at TesseracT er blandt de bedste, hvis ikke de bedste, inden for genren. En finpusning af, hvad der tidligere er hørt. Den nysgerrighed, der startede bandet tilbage i de kåde djent-dage, og som bar dem mod et kunstnerisk højdepunkt (’Altered State’), findes på ’Sonder’, men i begrænset omfang.
En stor del af den udvikling, der er at finde på ’Sonder', er Tompkins indiskutabelt flotte vokal, Postones og Williams input, mens såvel Monteith som Kahney hyppigt gentager tidligere bedrifter. Afslutningen på ’Smile’ eksemplificerer udmærket ”manglen” på opfindsomhed, når de to guitaristers indspark nærmest lyder som noget, der kunne være taget fra bandets debut-ep, ’Concealing Fate’ (2010). Et mindre kritikpunkt, jovist, men TesseracT har evnerne og kan uden tvivl tage et større spring. Der flirtes allerede med post-metal-elementer, som det kunne være interessant at se TesseracT implementere.
’Sonder’ er en stærk tilføjelse til et allerede stærkt bagkatalog. En plade, der bør tilfredsstille bandets fans og formentlig også lokke nye til.