Behersket begejstring
Testament har med ’Titans Of Creation’ udgivet et umiddelbart rigtig fint album. Men vil vi huske det, når coronakrisen er ovre? Eller om 10 år?
WWIII
Dream Deceiver
Night Of The Witch
City Of Angels
Ishtars Gate
Symptoms
False Prophet
The Healers
Code Of Hammurabi
Curse Of Osiris
Catacombs
Nogle gange er albums, som virker svage ved første gennemlytning, netop de helt store vindere ved hårdt arbejde med gentagne afspilninger. Andre gange viser det stik modsatte sig desværre at være resultatet. Så galt går det heldigvis ikke med Testatments nye album. Men måske er det heller ikke helt så godt som først antaget.
Denne anmelder er – i modsætning til andre her på redaktionen – faktisk ret glad for Testaments udgivelser. Faktisk så jeg hellere Testament inkluderet i klubben af The Big Four sammen med Metallica, Megadeth og Slayer end Anthrax. Begejstringen var da heller ikke ubetydelig ved første gennemlytning af ’Titans Of Creation.
De gamle rotter i form af Eric Peterson og Alex Skolnick på guitarer samt Chuck Billy i den vokale front virker rigtig tændte. Den lidt nyere tilkomne rytmesektion bestående af Gene Hoglan på trommer og Steve DiGiorgio på bas virker tilsvarende helt spændt op til lir. Desværre bliver albummet ikke bedre ved flere spins.
Trætheden begynder efterhånden så småt at melde sig på et album, der er lige på den (for) lange side af det nødvendige med en spilletid på næste en time. Lyden er umiskendeligt Testament med Chuck Billy skarp på beatet og med en masse heftige riffs fra Petersons og Skolniks side. Desværre bider sangene sig ikke ubetinget fast i hjernebarken.
Inspiration hentet hos konkurrenter
Udover den typiske Testament stil er der også svinkeærinder hen til konkurrenterne i thrashens Premier League: ’WWIII’ lyder meget som noget, Metallica for år tilbage kunne have fundet på. På samme måde er der en hel del Megadeth over sangen ’Dream Deceiver’, mens Testament på ’Night of the Witch’ bevæger sig ind på Slayers domæne. Det er alt sammen fint nok. Men man savner lidt Testaments egen signatur.
Men måske tager jeg fejl? Bedøm selv videoen til ’Night of the Witch’ her, måske er jeg den eneste, der hører Slayer-referencen?
">
Til gengæld er albumåbneren ’Children of the Next Level’ en helt igennem Testament'sk sang, der sætter foden hårdt ned. Det har tyngde og minder om Harboepils og headbanging før byturen. De kan jo godt!
">
Godt - men godt nok?
Der er bestemt andre herligheder at hente på ’Titans Of Cration’. Den lidt langsommere ’City of Angels’, som lyder som en blanding af Black Sabbath og Metallica sandelig, er en godkendt lille sag. Og den totalt tungt smadrende ’Curse of Osiris’ får nakkemusklerne til at værke.
Lad derfor dommen lyde på, at Testament har givet os endnu et godkendt album. Det er velspillet og med masser af energi. Men det viser samtidig, at bandet ikke har udviklet sig særlig meget i karrieren. Det kan som sådan være udmærket.
Vi kan lide, hvad vi kender. Men så skal der også bare være de store sange hver gang, for at det er langtidsholdbart. Her mangler ’Titans Of Cration’ lige en smule. Jeg nyder den nu. Men vil jeg høre den igen om et år?