Top 5 - De ultimative gendannelser
Selvom de alle er fortid, kan vi stadig godt forestille os visse kunstnere genoptage aktiviteterne, uden blot at falde ud som en falmet skygge af deres fortid.
I bund og grund er det en en skrækkelig uvane, at bands gendannes i tide og utide for at føde massernes nostalgiske åre og deres egen kassebeholdning. For et aldeles unostalgisk anlagt væsen som undertegnede irriterer det mig grænseløst at se et væld af intetsigende gendannelser manifestere sig for en kort bemærkning, uden overhovedet at tilføje noget som helst nyt til oevret udover et anstrengt forsøg på at foregive, at alt er som det var engang, og at de måske endda stadig kan skrive numre sammen, bare fordi de kan. Ingen nævnt, ingen glemt.
Men kan man forestille sig undtagelser til reglen? Som i bands, der ikke gik helt i hundene p.g.a. interne, mere eller mindre ugenoprettelige stridigheder. Bands, hvis musikere stadig er aktive og har den musikalske integritet i behold, hvorend den nu måtte komme til udtryk, og derfor stadig sagtens kunne gøre en forskel, hvis blot de satte sig op til det.
Og ja, flere kandidater falder lige for.
Svenske In Solitude rundede fx karrieren af på toppen med 2013s herligt dystre ‘Sister’, og mens flere af medlemmerne fortsat folder sig ud i beslægtet territorie med Saturnalia Temple, opretholder Henrik Palm ligeledes en spændende solokarriere.
Cathedral var givetvis lidt splittede, da de omtrent samtidig udgav deres svanesang, ‘The Last Spire’, men jeg havde gerne set, hvad de kunne bedrive det til i dag, hvis hjertet fortsat var i det.
Shane Embury (Napalm Death) og Dirk Verbeurens (Megadeth) one-off projekt Tronos var et spændende, progressivt bekendtskab, jeg gerne havde set udvikle sig til mere.
ISIS var til gengæld meget banebrydende for post-metallen over en årrække tilbage i 00erne, men det var som om det blev lidt for udvandet til sidst på ‘Wavering Radiant’, og al respekt herfra for at stoppe, mens legen er god.
… Og sådan kunne man blive ved, hvor Portishead uden tvivl havde havnet i toppen for undertegnede, hvis jeg skulle lægge det metalliske udsyn til side, med tre skelsættende musikere, der alle fortsat holder karrieren i ave med hver deres projekter, uden blot at lyde som en skygge af sig selv.
Men skal vi skære listen helt ned til den håndfuld, jeg bedst kunne se fungere, hvis de valgte at samle trådene, så ville den tage sig ud som følger:
1. Kyuss
John Garcia (sanger i Unida, Slo Burn m.fl.), Brant Bjork (trommeslager i Fu Manchu, Mondo Generator m.fl.) og Josh Homme (guitarist og sanger i Queens of the Stone Age) var, sammen med enten Nick Olivieri (1990-1992) eller Scott Reeder (1992-1995) på bas, kernebesætningen i et af de mest skelsættende bands indenfor stoner rock-scenen. Eller ørkenrock, om du vil. ‘Welcome to Sky Valley’ er de fleste dage den bedste stoner rock-plade nogensinde i min bog, uden i øvrigt at discounte hverken ‘Blues For the Red Sun’ eller svanesangen ‘... And the Circus Leaves Town’. Garcias kraftfulde vibrato og Hommes kreative riffs og massive fuzzmur var sublime i de år, med en rytmesektion, der groovede som bare fanden, og en lyd, der fostrede en hel generation af håbefulde imitatorer, der prøvede at gøre dem kunsten efter.
Der er stadig dedikerede fans derude, der ligesom jeg kom for sent til ballet, og for knap et år siden røbede Homme til manges overraskelse, at han ikke ville udelukke, at gendannelsen lå i kortene. Og nu hvor de alle fortsat er aktive musikere med integriteten i behold i hver deres outfits, så kunne jeg godt se en potentiel gendannelse være betydeligt mere frugtbar end alle de andre halvhjertede reunions derude.
2. Svart Crown
For et par uger siden skældede og smældede JB Le Bail i front for Igorrr i Amager Bio.
Før han blev indlemmet i Gautier Serres skizofrene vanvidsprojekt, var Le Bail dog guitarist, sanger og sangskriver i det undervurderede ekstremmetal-act Svart Crown, der producerede noget af det bedste ekstremmetal, der nogensinde er kommet ud af Frankrig, med en eminent blanding af krøllede opbygninger og kontante riffs, af sludget tyngde og episk storhed. Har du ikke hørt ‘Abreaction’ fra 2017, så kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.
Desværre gik de i opløsning i 2022, fordi drivet og viljen til at føre det videre ikke var der længere. Men jeg har svært ved at forestille mig, at Le Bail ikke savner sit eget, kreative outlet, så meget hjertensblod der tydeligvis var i Svart Crown-materialet helt til det sidste, og udover guitarist Clement Flandrois, der joinede i 2008, var hele line-uppet alligevel skiftet ud med årene. Der er med andre ord mange eksmedlemmer at trække på, hvis blot viljen er der …
3. Fantômas
Den aktuelle Mr. Bungle-besætning, der bl.a. gæstede Copenhell i 2024, inkluderer både Dave Lombardo, Trevor Dunn og selvfølgelig Mike Patton. Det er således kun Buzz Osbourne (fra Melvins), der mangler for at fuldende en af de mest vilde og vildt uforudsigelige metalacts, der kom ud af 00erne. Afskedspladen, 2005s ‘Suspended Animation’, opretholdt desværre ikke den stærke kurve fra de tre plader op til da, men de har med års mellemrum genoptaget samarbejdet, som om intet var hændt, og holder tydeligvis stadig selv af de sært skizofrene perler, de bedrev sammen under Fantômas-navnet for nu over tyve år siden – så hvorfor skulle de dog ikke før eller siden finde ud af, at de faktisk har mere kreativt outlet, de stadig gerne vil dele med hinanden og med os alle disse år efter?
4. Sleep
“‘The Sciences’ lyder som en hashnørdernes hævn og et album, man nærmest bliver skæv af uden at inhalere hjælpemidler. Man skal bare trygt følge tågerne mod det rifffyldte land.”
Sådan lød vores dom, da Matt Pike og Al Cisneros for en stund genoplivede deres hedengangne stoner/doom-virke, hvor især ‘Dopesmoker’ står ud som et musikalsk pejlemærke for, ja, dopesmokerne derude. For mig er ‘The Sciences’ dog fortsat der, hvor Sleep stod skarpest, med behændige doseringer af deres videre musikalske virke med både High On Fire og Om at spore, og med den stærke indskiftning af Jason Roeder (Neurosis) bag trommerne.
‘The Sciences’ udkom i 2018, og selvfølgelig udkom den helt uannonceret på rygernes helligdag, den 20. april (420). Og selvfølgelig udspillede deres sidste koncert sig også på selvsamme dato, blot i 2022. Siden da har der dog ingen udmeldinger været fra Sleep-campen, udover fra Roeder, der sidste år meldte ud, at han havde fået at vide over telefonen, at han var ude af bandet, og i mellemtiden har han så solgt alt sit musikudstyr.
Nu var han dog ikke en del af Sleep-kernen, og både Pike og Cisneros holder fortsat tråden intakt hver for sig – men jeg ser ingen grund til, at de ikke kunne genoptage samarbejdet med en ny mand bag tønderne. Udover altså lige, at Pike ikke længere er den storryger han var engang, men der er vel nok THC indlejret i hans krop til at kunne finde tilbage i det tågede Sleep-groove uden større besvær?
5. Black Book Lodge
Det føles som om Black Book Lodge er gået helt i glemmebogen på den bredere klinge. Det er en skam, for jeg holdt meget af deres krogede sludge/grunge-eskapader og den progressive drejning, de bevægede sig i på deres sidste plader. 2018s ‘Steeple and Spire’ hiver jeg stadig frem fra tid til anden, fordi den er spækket med skarpe, bevægende melodier, og Ronny Jønssons lækre, Chris Cornell-tonede croon går lige i føleren. Selvsamme Jønsson var drivkraften i bandet, og selv da det i forbindelse med releaseshowet dengang lød, at dette også skulle blive deres afskedskoncert, lød der ikke det store ramaskrig. Black Book Lodge brød bare aldrig rigtig igennem, og det er mig stadig en gåde hvorfor.
I dag flirter Jønsson med elektronisk musik, mens trommeslager Jakob Gundel stadig holder metallen i ave med Withering Surface. Men kunne tiden og overskuddet findes ved siden af faderskabets og voksenlivets forpligtelser, så er jeg sikker på, at Black Book Lodge godt kunne finde et nyt, måske endda stærkere musikalsk fodfæste i 2026 – man har vel lov at drømme.