Den ekstrametalliske dimension – Depeche Mode: Black Celebration
Depeche Modes ’Black Celebration’ fylder 40 år i dag. Vi har set nærmere på fødselaren og dens betydning i de elektroniske giganters diskografi.
I slutningen af 1985 var Depeche Mode ikke et godt sted. Interne stridigheder i bandet, der var udmattet oven på krævende indspilninger til bandets forrige album, ’Some Great Reward’, og en endnu mere krævende tour i kølvandet på det truede med at rive Depeche Mode fra hinanden. Samtidig lå bandet også i konflikt med producerne Daniel Miller og Gareth Jones. Miller og hans Mute Records var ikke begejstrede for Martin Gores demo-sange til det kommende album, som han fandt triste og langsomme og – må man formode – en smule usalgsbare. Samtidig var keyboardisten og sangskriveren Alan Wilder blevet mere ambitiøs med hensyn til lyddesign og produktion, og det førte til yderligere konflikter mellem bandet og producerteamet, og det endte da også med, at dette blev Miller og Jones’ sidste samarbejde med bandet. Og mens bandet var fast besluttet på at skabe deres hidtil hårdeste og mest ambitiøse album, så kæmpede de med pladeselskabets forventninger om endnu et hitalbum og med pressens forudindtagede holdninger til bandet som et teen-pop-produkt og om elektronisk musik som useriøs og ”ikke rigtig musik”.
Og her stod bandet så med en ret voksent klingende titelsang, som handlede om at drukne hverdagens sorger: ”Let’s have a black celebration / tonight / To celebrate the fact / That we've seen the back / Of another black day”. Der er ikke meget teenybopping over en sang, som er lige dele desperat arbejderhymne og depressiv liderlighed. Men sådan var landskabet altså rundt om Depeche Mode, da de i november 1985 påbegyndte 120 (!) dages produktion, først i studierne Westside og Genetic i London og afsluttende med miksning i Hansa i Berlin, hvor de også havde skabt dele af ’Some Great Reward’ og ’Construction Time Again’.
Ifølge Gahan var skiftet begrundet i de mange ”distractions”, London kunne byde på. Her skal ordet nok oversættes med ”fristelser”. Musikalsk fortsatte Depeche Mode med at bruge Synclavier-sampleren til at skabe lyde, der nogle gange var mere abstrakte og andre gange langt mere konkrete, end den tidlige karrieres analoge synthesizere kunne skabe. Som eksempel på det første kan man tænke på de sære, raspende lyde i starten af ’Fly on the Windscreen’, og på det sidste er der samplingen af Gahans Porsche 911 på ’Stripped’. På ’Black Celebration’ lykkes det for første gang bandet fuldt ud at mestre sampleren som instrument, og sammenholdt med en stribe sange af høj kvalitet kunne bandet gøre det, der ikke helt var lykkedes på ’Some Great Reward’, der har fire virkelig gode sange (’It Doesn’t Matter’, ’Blasphemous Rumours’, ’People Are People’, ’Master and Servant’), men virker søgende, en smule ufærdig og til tider fjollet på en ufrivilligt komisk måde (’If You Want’).
Sug lungerne sorte
Indspilningerne til ’Black Celebration’ var så præget af konflikter og stress, at både bandet og teamet rundt om dem røg umådelige mængder ganja. Den deraf følgende paranoia kan nærmest føles i pladerillerne på den færdige plade, og det klæder sangene om desperation, kedsomhed, liderlighed, manipulation, ensretning og selvmord, selv om det givetvis ikke har været specielt rart at være en del af skabelsesprocessen. ’Black Celebration’ er en god kandidat til titlen som Depeche Modes bedste album – det er i hvert fald deres bedste, tidlige album – og det markerer indgangen til en ekstremt frugtbar periode for bandet. ’Black Celebration’, ’Music For the Masses’, ’Violator’ og ’Songs of Faith and Devotion’ er så gode, at få bands kan prale af at have lignende stimer af konsistent kvalitet.
Pladens vel nok bedste sang, ’Stripped’, er i denne skribents øjne bandets bedste sang overhovedet. Den slags kan der være mange meninger om, og det er naturligvis subjektivt, men det er et godt bud. Og nej, det er ikke ’Personal Jesus’. Stop dig selv. Men altså, ’Stripped’ er en meget, meget god sang.
Ifølge Alan Wilder var ’Stripped’ en af de få sange på albummet, som var let at indspille, og der er også en elegant ubesværethed over nummeret, fra den loopede rytme af Gahans Porsche, som går i tomgang, der glider over i hoved-synthriffet til Gahans mesterligt pacede vokal. Alt fungerer på den her sang, der, trods titlen, ikke handler om sex. ’Stripped’ handler om at afføre sig al teknologi og stå tilbage som et menneske. Ironien i at bruge en voldsom mængde maskiner til at frembringe en sådan sang bør ikke være svær at få øje på, men det er også det, der gør sangen relevant den dag i dag. I 1986 handlede det om håbet om at slippe væk fra tv-skærmens magt over holdningsdannelsen. Var sangen skrevet i dag, havde den handlet om Meta, X og andre techgiganter og deres oligark-ejeres kvælende greb om den offentlige samtale. Lad mig se dig træffe beslutninger uden dit SoMe-feed. Og ligesom dengang er ironien den, at vi ikke kan skabe forandringer uden de mediemekanismer, der undertrykker os, ligesom Depeche Mode ikke kan lave sange om maskinen uden maskiner. Ikke desto mindre er det en voldsomt rar drøm. At vi kunne stå der helt afklædte og bare være os selv. Vi kunne ligge der i græsset bare en enkelt dag.
Det er det, mange overser ved ’Black Celebration’. At selv om døden er overalt på pladen, så er den også fuld af længsel og håb. Her er ikke tale om black metallisk nihilisme, for selv om Depeche Mode deler sortsynet og de store følelser med sortmetallen, så er der et ønske om noget bedre hos Depeche Mode.
Håbet er lysegrønt sort
Den type flugt går igen flere steder på pladen. På ’Black Celebration’ beskrives flugten ind i nydelsesmidler efter en opslidende arbejdsdag. Flugten ind i mindet om et hjem og et parforhold i ’Here is the House’. Flugten ind i kysset og væk fra den allestedsnærværende død på ’ Fly on the Windscreen’. Den rasende flugt for at redde den 15-årige pige fra samfundets sygeliggørende ensretning i ’A Question of Time’. Klart en sang, der klinger mere problematisk i 2026, end den tilsyneladende gjorde i 1986! Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke synes at være seksuelle undertoner i Gores lyrik.
Den måske på overfladen mest tidsbundne på sang på ’Black Celebration’ er vel nok ’New Dress’, som opruller datidens overskrifter, der både manipulerer med os, skræmmer os og fungerer som adspredning:
“Sex jibe husband murders wife
Bomb blast victim fights for life
Girl, 13, attacked with knife
Princess Di is wearing a new dress”
Prinsesse Diana er for længst gået bort, ironisk nok som offer for pressens forfølgelse, men det er, som om den grundlæggende præmis er den samme. Med et sansebombardement af tidens rædsler og let underholdningsstof kan vi styres. Doomscrolling og dopamin-cyklussen holder os handlingslammede og let manipulérbare. Det er nemlig ikke typen af maskine, men maskinens ejere, der er problemet:
“You can't change the world
But you can change the facts
And when you change the facts
You change points of view
If you change points of view
You may change a vote
And when you change a vote
You may change the world”
‘Black Celebration’ maler billeder af desperation og fortvivlelse, og drives fremad af en dyb længsel efter og håb om menneskelig kontakt. Ikke meget kan siges at være mere grundlæggende i menneskets tilværelse. Sammenholdt med den eminente sangskrivning af Gore og fremragende vokalarbejde af Gahan og Gore (som synger på hele fire sange her), og det produktionsmæssige, som her fuldender rejsen fra analog synthpop til dyster digital lydmanipulation, tegnes konturen af et absolut hovedværk i Depeche Modes diskografi. Et hovedværk, som ikke synes at være blevet mindre relevant med tiden.
Hvor langt væk fra metal er det her?
Ikke langt. Trent Reznor har beskrevet Depeche Mode som en inspirationskilde, og Paradise Lost har jo decideret lavet DM-fan fiction.
Er der overhovedet noget metal over det?
Det er pissemørkt og læderklædt, så ja. I 1986 kunne Martin L. Gore stort set bytte garderobe med Rob Halford, uden at man kunne se forskel.
Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Det er Depeche Mode.
Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Hvis du ikke allerede har hørt Depeche Mode, så er der noget galt i din opdragelse.
Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Førnævnte Paradise Lost og Trent Reznors Nine Inch Nails, men man kan pege på stort set al mørk musik efter Depeche Mode og fornemme deres indflydelse på den.